Dengang man skulle holde afstand til de tyske

For 75 år siden kom 200.000 tyske flygtninge til Danmark og blev indkvarteret i flygtningelejre. Samkvem med flygtningene fra dansk side var forbudt. Men gennem pigtrådshegnet var der indimellem alligevel kontakt

En læser, Birgitte Grün Christensen, husker hvordan hendes mor undgik at komme for tæt på hegnet, når de gik tur ved Strandhuse i Kolding, hvor der i 1940’erne lå en flygtningelejr med tyske flygtninge. ”Jeg blev klar over, at de mennesker, indenfor hegnet, skulle vi ikke have noget med at gøre,” husker Birgitte Grün Christensen. Billedet her taget inde i én af lejrene af internerede tyske flygtningebørn og er uden stedsangivelse. – Foto: Frihedsmuseets fotoarkiv/Nationalmuseet
En læser, Birgitte Grün Christensen, husker hvordan hendes mor undgik at komme for tæt på hegnet, når de gik tur ved Strandhuse i Kolding, hvor der i 1940’erne lå en flygtningelejr med tyske flygtninge. ”Jeg blev klar over, at de mennesker, indenfor hegnet, skulle vi ikke have noget med at gøre,” husker Birgitte Grün Christensen. Billedet her taget inde i én af lejrene af internerede tyske flygtningebørn og er uden stedsangivelse. – Foto: Frihedsmuseets fotoarkiv/Nationalmuseet

”Advarsel! Ethvert Samkvem med tyske Flygtninge er forbudt! Det er forbudt at staa stille eller færdes frem og tilbage langs Flygtningelejrens Indhegning eller i dennes umiddelbare Nærhed. Overtrædelse medfører Strafansvar. Politiet.”

Skiltene, der hang på hegnene omkring de tyske flygtningelejre, der blev oprettet i Danmark i foråret 1945 for at huse godt 200.000 civile tyskere på flugt fra Den Røde Hær, talte et tydeligt sprog. Hold afstand!

De minder næsten lidt om de opholdsforbud, politiet her 75 år senere har udstedt visse steder i landet under corona-epidemien, og der var faktisk alvorlig sygdom i flygtningelejrene, især i begyndelsen, med smitsomme udbrud af tyfus, difteri og dysenteri.

Men der var også noget andet, der ”hang ved” de godt 200.000 flygtninge, som gjorde, at danskerne blev bedt om at holde sig væk fra dem.

”Til at begynde med internerede myndighederne flygtningene, fordi man regnede med, at man kunne sende dem ud af landet samlet i løbet af de første to måneder efter Befrielsen, men da det ikke viste sig at være muligt, skulle man have lavet en politik på området. Og regeringens politik blev dén, at man ikke ønskede, at flygtningene skulle ’brede sig’ eller ’blande sig’. Man ville ikke have et større tysk mindretal i Danmark – de skulle hjem igen,” fortæller John V. Jensen, historiker og museumsinspektør fra Vardemuseerne samt forfatter til bogen ”Tyskere på flugt”, der netop er udkommet.

I den danske befolkning var stemningen efter Befrielsen stærkt antitysk. Selvom det tynder ud i øjenvidnerne fra den tid, er der stadig danskere, der husker, hvordan der blev set på ”de tyske”, der boede i flygtningelejrene.

Efter at Kristeligt Dagblad lørdag den 25. april bragte en baggrundsartikel om undervisningen af de tyske flygtninge, har flere læsere henvendt sig og delt deres minder om flygtningene.

Én af dem er 80-årige Birgitte Grün Christensen, der som barn boede i Kolding og husker, at hun som femårig nogle gange var ude at gå tur med sin mor og barnevognen med lillesøster i.

”Ofte gik vi til Strandhuse ved fjorden, hvor min mormor havde en slags sommerrestaurant. Undervejs kom vi ad Ringvejen, og jeg husker et bestemt sted, hvor vi altid skulle gå over på den anden side af vejen. På den side lå nemlig en lejr med tyske flygtninge – mest kvinder og børn, som kunne kigge ud på vejen langs et hegn beklædt med pigtråd. Jeg mindes ikke, at min mor fortalte noget om det mærkelige sted, men jeg blev klar over, at de mennesker inden for hegnet skulle vi ikke have noget med at gøre,” skriver hun til Kristeligt Dagblad.

Det har været en meget almindelig reaktion, mener John V. Jensen:

”Man tog afstand fra alt tysk, særligt lige efter Befrielsen, og det kunne man vise ved at give dem den kolde skulder. Der har været noget social kontrol i det også. Man ville ikke af andre danskere ses som en, der havde noget med det tyske at gøre. Og så var der jo selvfølgelig det ved det, at det var strafbart,” siger John V. Jensen.

Attituden mødte dog også kritik, og én af dem, der skældte danskerne ud, var samfundsdebattøren og arkitekten Poul Henningsen, også kaldet PH.

”Det lå i tiden, at de skulle interneres og sendes tilbage, og det var heldigt, for det ville tyskerne også helst. PH italesatte det demokratiske problem ved, at danskerne var ligeglade med lejrene. Han så det som manglende samfundssind, at man ikke interesserede sig for, hvad der skete i landet. Det skabte efter hans mening grobund for, at der kunne foregå ting, der ikke burde foregå,” fortæller John V. Jensen.

PH kom dog aldrig selv inden for hegnet og så, hvad der foregik. Og måske var der faktisk menneskelige møder derude, hvor det reelt foregik. En anden læser, Inga Bruun Hjøllund, der er opvokset i Vestjylland, husker, at hun faktisk imod reglerne lærte nogle af de tyske flygtninge at kende. I en mail til Kristeligt Dagblad skriver hun, at der på Vemb Skole, hvor hendes far var førstelærer, i krigens afsluttende måneder blev indkvarteret tyske flygtninge.

”På et værelse over vores lejlighed kom der til at bo en ung mor med to børn på to og fire år. Marianne og Dieter. Selvfølgelig snakkede jeg, der var 17 år og nylig havde taget eksamen i tysk, med dem. Legede med børnene, hemmeligt, for det var forbudt og udansk at være venlig. Vi må have haft god kontakt, for jeg blev til tante Inga,” fortæller hun.

Straks efter Befrielsen blev den tyske familie flyttet til flygtningelejren i Rom ved Lemvig, hvor de ”boede bag et højt ståltrådshegn”, som Inga Bruun Hjøllund husker det.

”Jeg kender nogle fra Lemvig, som af og til kørte til Rom og kastede chokolade og andre gode ting over hegnet til børnene bag hegnet. Og de bukkede eller nejede og sagde pænt ’danke’,” husker hun.

Da flygtningelejren i Oksbøl ved Varde var udbygget, blev flygtningene i Rom flyttet dertil.

”Der kom anonymt besked til mig om at cykle ud til en plantage syd for Vemb, trække min cykel med ind, lægge den og gå videre frem til en lysning – og der ville Marianne og Dieter og deres mor stå for at sige farvel til mig. Jeg har hverken hørt eller set noget om dem siden. Da jeg med mand og børn mange år senere flyttede til Varde, var vi på flygtningekirkegården (ved den tidligere flygtningelejr i Oksbøl, red.), og jeg ledte, gudskelov forgæves, efter deres navne: Marianne og Dieter Marski,” slutter Inga Bruun Hjøllunds brev.