"Alle kan sympatisere med en lidende ven, men det kræver en meget fin natur at sympatisere med en vens succes".
Oscar Wilde
Venskab er en flerhovedet størrelse, men alligevel et begreb, de fleste bruger afslappet i dag. Mange af dem, vi kalder venner, er det vel ikke i streng forstand, men vi bruger ordet, fordi vi alligevel ikke bliver hængt op på noget ved at bruge det. I hvert fald ikke før der sker noget, som virkelig kræver en ven. Så bliver får skilt fra bukke og venner fra bekendte.
Netop på grund af sin geleagtige statur bliver venskaber kun sjældent underkastet videnskabelig forskning. Og få bryster sig af – i hvert fald med rette – at være eksperter på området. Én af dem, der har gjort sig fortjent til titlen, er professor i historie Barbara Caine fra Monash University i Australien. Sidste år udgav hun en 700 sider lang bog om venskabets historie og ser netop historien som den bedste kilde til at finde og forstå rammerne for, hvad et venskab kan være i dag. Selvom langtfra alt om venskabet er skrevet ned og gemt i historiebøger, er det alligevel muligt at se udviklingslinjerne i fænomenet. Det er en kringlet og ikke altid lige behagelig rejse, skal det vise sig.
Som så ofte før, når man skal forklare nutidens kulturelle fænomener, tager fortællingen sin begyndelse i det antikke Grækenland omkring år 500-300 før vor tidsregning. Venskabet går længere tilbage end det, men er ikke beskrevet, før filosoffen Aristoteles delte venskabet op i tre grundformer:
Venskab baseret på nytte. Venskab baseret på lyst. Og venskab baseret på godhed. Den sidste var naturligvis den ypperste, men også mest sjældne form. At ville det gode for sin ven for det godes egen skyld og samtidig selv være god var ifølge Aristoteles den mest noble samværsform, også højere end ægteskabet og slægtsskabet.
Denne meget etiske tilgang var kendetegnende for, hvor vigtigt venskabet blev anset for at være, og hvor meget man faktisk dyrkede det, først i det antikke Grækenland, senere som én af grundstenene i Romerriget, forklarer Barbara Caine.
Venskabet var i antikken et dybt moralsk spørgsmål og blev af filosofferne anset som målestokken for, hvor godt og dydigt et menneske man var. Det var netop de gode venskaber, der dannede rammen om politiske og sociale grupper, og de blev betragtet som selve fundamentet for et godt og sammenhængende samfund.
I Romerriget kom der lidt flere følelser på og en ny optagethed af at skulle ligne hinanden og rådgive hinanden, men udgangspunktet var det samme: Platoniske venskaber mellem mænd var det, der udviklede samfundet.
Kvinder var derimod dømt uegnede til at indgå i tætte relationer, både med mænd og hinanden. De havde simpelthen ikke den moralske statur til det. Og det ændrede sig ikke med kristendommens udbredelse i Europa, som ellers betød en helt ny og spirituel tilgang til venskabet. Nu skulle kærligheden til Jesus være den primære relation og stærkere end ethvert venskab.
"Hvordan virkelighedens venskaber så ud, ved vi reelt meget lidt om, men i litteraturen er det tydeligt, at tætte venskaber, hvor Jesus ikke er omdrejningspunktet, ikke var velsete op gennem middelalderen. Dermed blev det gode venskab i høj grad en religiøs eller spirituel relation," forklarer Barbara Caine.
I de følgende århundreder omformedes synet på venskabet med jævne mellemrum af tidens kulturelle og værdimæssige strømninger. Under renæssancen i 1300-tallet begyndte venskabet igen at blive mere sekulært, og diskussionen gik på, hvordan man bedst skabte og vedligeholdte gode venskaber.
I løbet af 1400- og 1500-tallet vendte de klassiske idéer tilbage for en stund med Aristoteles i spidsen, men i brydningerne frem til oplysningstiden i slutningen af 1600-tallet blev der igen vendt op og ned på begrebet.
I takt med at kvinderne så småt blev bedre uddannede og fyldte mere i samfundet, forlangte de i stigende grad at tale med mændene og indlede venskaber. De store flytninger fra land mod by betød samtidig, at folk boede tættere og derfor naturligt begyndte at tale mere sammen, også på tværs af kønnene. Venskab mellem ægtefolk blev af samme grund også mere almindelig og taget mere alvorligt.
I begyndelsen af 1800-tallet brød industrialiseringen igennem og skabte et mere konkurrencepræget samfund organiseret omkring det enkelte menneske, der i højere grad blev skilt fra familien. Den udvikling gjorde plads til mere personlige og intime venskaber hos mændene, men endnu mere hos kvinderne, der gennem de nye venskabsformer fik muligheden for at danne de første kvindebevægelser.
I kunsten og litteraturen brød romantismen samtidig igennem og satte fokus på de stærke, personlige følelser, som udviklingen havde sluppet fri, og billedet af unge mænd, der højtideligt svor hinanden evigt troskab, blev et ikon for tidens syn på venskabet.
De store følelser var dog forbeholdt middel- og overklassen, understreger Barbara Caine.
"Der opstod et meget interessant klasseskel i venskabet i løbet af 1800-tallet. For i arbejderklassen var folk ofte skamfulde over deres hjem og havde meget lidt lyst til eller mulighed for at invitere venner hjem til sig. Samtidig herskede der også en meget stærk mistænkeliggørelse mellem venner i arbejderklassen, hvor man stadig manglede en klar etikette for, hvad man kunne sige til hinanden, og hvad man kunne tillade sig at sladre om, når man drak sig fuld på værtshuset. Desuden levede de generelt et mere stressfuldt liv på kanten og havde måske ikke helt overskuddet til at være gode venner for hinanden," forklarer hun.
Heller ikke hos arbejderkvinderne kom de store følelser i kog. Her opstod relationerne ofte omkring fødsler eller andre begivenheder, der krævede hjælp udefra. Men venskabet – eller hjælpen, som det egentlig var – blev som regel givet uden snak. Kvinderne bankede ikke på hinandens dør og inviterede sig selv ind. Maden, hvis det var den hjælp, der skulle til, dukkede bare op på dørtrinnet uden et ord.
Først i det 20. århundrede begyndte venskabet at tage den form, vi kender i dag. Folk blev mere mobile, forskellene mellem generationer blev mere udtalte, og de store familier blev mindre vigtige. Kernefamilien holdt stadig sammen, men vennerne fyldte stadig mere. Og sådan er det fortsat, i takt med at tiden føles stadig mere knap, og vores valg af, hvem vi ønsker at bruge tid sammen med, er blevet tilsvarende skarp. Og også som følge af, at gode venner er blevet ét af de mest afgørende udtryk for social succes, kulturelt overskud og følelsen af at have det godt.
Måden at være venner på er dog ikke gået i tilsvarende lige linje. Mens kvinderne er blevet mere hjertelige, er mændene gået den anden vej. Fra at kunne holde hånd og holde lange taler for sin bedste ven betød den industrielle revolutions konkurrencementalitet og det 20. århundredes homofobi større følelsesmæssig afstand. Kun blandt soldaterkammerater synes noget af intensiteten fra tidligere at være bevaret, konkluderer den amerikanske professor John Ibson i sin bog "Picturing Men".
Hertil kommer hele den digitale udvikling med sociale fællesskaber på internettet, som endnu en gang er ved at revolutionere tilgangen til og synet på venskabet. Fast står alligevel den overordnede udvikling, at vi opfatter venskabet som vigtigere for os end nogensinde, siger professor Barbara Caine:
"En række undersøgelser har vist, at gode venner er afgørende for, hvordan vi klarer os i livet, og hvordan vi selv synes, vi klarer os. Og det er blevet en kulturel sandhed, at det mest forfærdelige må være ikke at have venner. Måske fordi de er blevet det mest faste holdepunkt i en ellers meget foranderlig verden."