Depression skrumper dele af hjernen

Depression er en farlig sygdom og kan give hjerneskader, påviser ny, dansk forskning. Aktiv behandling hjælper dog mere end antaget

Vi ved nu, at depression kan skrumpe særlige dele af hjernen, og at aktiv behandling kan skabe nye nerveceller, siger overlæge Poul Videbech fra Psykiatrisk Hospital i Århus
Vi ved nu, at depression kan skrumpe særlige dele af hjernen, og at aktiv behandling kan skabe nye nerveceller, siger overlæge Poul Videbech fra Psykiatrisk Hospital i Århus . Foto: colourbox.

Sygdommen depression er langt mere skadelig, end vi har gået og troet.

Det viser den hidtil største undersøgelse nogensinde af sammenhængen mellem depression og hjerneskader. Samtidig vender resultaterne op og ned på den almindelige forståelse af depressionens væsen, mener undersøgelsens forfattere.

Depression kan skrumpe hjernen og give hukommelsestab

"Resultaterne forklarer en række hidtil ubesvarede spørgsmål. Vi ved nu, at depression kan skrumpe særlige dele af hjernen, og at aktiv behandling kan skabe nye nerveceller. Vi kan forklare, hvorfor depression bliver værre for hver gang, den opstår. Og det er bevist, at depression skyldes et tæt samspil af både psykologisk og biologiske faktorer," siger overlæge Poul Videbech fra Psykiatrisk Hospital i Århus.

Poul Videbech er også næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab.

I samarbejde med psykolog Barbara Ravnkilde har han samlet en lang række små undersøgelser fra hele verden, der inkluderer i alt 351 patienter. Sammenlagt giver de en klar sammenhæng mellem depression og skrumpning af bestemte dele af hjernen. Det kan blandt andet give alvorligt hukommelsestab og øget følsomheden over for stress.

De konklusioner blev for en uge siden offentliggjort i et af verdens mest anerkendte tidsskrifter inden for psykiatri, American Journal of Psychiatry.

Undersøgelsen bryder med gammel viden om hjernen

Den ny viden vil givetvis komme bag på mange læger og medicinstuderende, vurderer Poul Videbech. For på universitetet lærer man stadig, at hjernens nerveceller er fastlagt fra fødslen. Men det er altså forkert. Og det bør give stof til eftertanke i hele befolkningen, mener han.

"At hjernens nerveceller bliver direkte påvirket af depression er en kæmpe advarsel til de cirka 250.000 danskere, der har sygdommen i behandlingskrævende grad. Det betyder, at man bør tage sygdommen langt mere alvorlig end i dag, hvor mellem halvdelen og en tredjedel aldrig søger hjælp. Men resultaterne er også et skulderklap til lægerne, for de viser, at behandling med medicin, eletrochok eller terapeutisk samtale ikke blot lindrer, men også beskytter hjernen," siger Poul Videbech.

Professor Lars Kessing fra Rigshospitalets psykiatriske klinik er også begejstret for undersøgelsens resultater.

"Det er en meget væsentlig undersøgelse. Den viser, at vores mistanke om depressionens skadelige virkning på hjernen formentlig er rigtig," siger han.

Indsatsen over for depression bør nu i højere grad rettes mod at opspore sygdom så tidligt i forløbet som muligt, fordi man kan undgå, at skaderne i hjernen bliver permanente, mener Poul Videbech.