Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har kritiseret regeringens udspil til en sundhedsreform for at være for centralistisk. Hermed peger hun ikke mindst på, at der tænkes oprettet en national bestyrelse for sundhedsvæsenet, udpeget af sundhedsministeren. Det er selvfølgelig også en debat værd, om det både demokratisk og ud fra ønsket om følsomhed over for lokale behov er den bedste organisation.
Sundhedsudspillet kunne nu også diskuteres ud fra andre vinkler: Man kunne tage udgangspunkt i, at sundhedsøkonomer er i tvivl om, hvorvidt man vil kunne undgå hospitalsindlæggelser i det omfang, regeringen forventer, man kunne også hæfte sig ved, at det, der forjættende kaldes en nærhedsfond på 6 milliarder kroner, skal fordeles på 21 sundhedsfællesskaber over fem år. Så er det pludselig ikke så mange penge. Halvdelen af pengene skal bruges på nye bygninger. I øvrigt regner udspillet her med, at lidt af pengene kommer fra de nuværende regioners fælles kasse, som staten ikke uden videre råder over, og fra forventede rationaliseringer. Man kunne også spørge, om ikke de engelske erfaringer med sundhedsfællesskaber er så blandede, at de skræmmer.
Man kunne endvidere spørge, om ikke beslutningsstrukturen i de påtænkte danske sundhedsfællesskaber er alt for uklar. Heri skal indgå blandt andre borgmestre, som har meget andet at se til end sundhed. Og så er der ikke mindst spørgsmålet, om det nu også vil lykkes at skaffe læger og sygeplejersker nok. Allersidst bør også nævnes bekymringerne for, at de handicappede og psykiatripatienterne bliver glemt.
Men nu har Mette Frederiksen valgt at rette opmærksomheden mod centralisering. Eller rettere: Det ene udtryk for centralisering, som udspillet er udtryk for. For der er en anden form for centralisering, som er blevet overset. Udspillet er ifølge mine oplysninger forberedt af en lille gruppe i Finansministeriet uden nærmere kontakt med de mange interessenter og erfaringsbærere på området. Udspillet er lanceret af statsministeren med beredvillig assistance fra finansministeren, støttet af sin viceminister Sophie Løhde (V). Bevares, sundhedsministeren har pippet lidt med, men indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøl-Bille (LA) har holdt en meget lav profil. Ældreminister Thyra Frank (LA) deltog ikke i præsentationen, selvom udspillet formelt har Sundheds- og Ældreministeriet som afsender.
Med andre ord ser det ud som om, de fagministerier, Sundhedsministeriet og Indenrigsministeriet, hvor ekspertisen om sundhedsvæsenet og decentralisering ellers burde være, er kørt i grøften til fordel for eksponering af statsministeren. Fagministrene er reduceret til sekundanter for regeringstoppen.
Der kendes lignende fortilfælde for centralisering. Lars Løkke Rasmussen (V) lancerede eksempelvis i sin første periode som statsminister udspil på undervisningsområdet, helt hen over hovedet på undervisningsminister Bertel Haarder (V) og dennes ministerium. Men denne ekstreme centralisering af regeringsmagt er historisk set et nyt fænomen. Nogle forskere taler om en tiltagende præsidentialisering af statsministre. Statsministre personificerer i vore dage i samme grad regeringen, som en amerikansk præsident gør det. Enhver beslutning, enhver politisk debat og enhver valgkamp ender som en kamp mellem to statsministerkandidater: den siddende statsminister og oppositionens leder. Det kan udarte sig til en endimensional diskussion om statsministerkandidaternes kompetencer, hvilket fjerner fokus fra den politiske substans.
Er der andre fare r ved denne form for centralisering? Jo, der er faren for, at beslutningsforberedelsen i centraladministrationen bliver præget af inkompetence og manglende kendskab til konkrete forhold på et givent område. Der er faren for, at statsministre og finansministre bliver overbebyrdet med beslutninger. Kan statsministeren overhovedet rumme på kompetent vis at være regeringsleder, udenrigsminister, indenrigsminister, sundhedsminister… fortsæt selv listen.
Problemet forstærkes af, at vi ikke har noget krav om, at statsministeren rådfører sig med andre.
I modsætning til eksempelvis den britiske premierminister, som i nogen grad er underlagt en tradition for at drøfte afgørende beslutninger i et kabinet, og i modsætning til andre stater, hvor der er en tradition for kollektivt ansvar, har vi et individuelt ministeransvar. Grundloven stiller kun krav om, at initiativer drøftes kollektivt i et statsråd under ledelsen af Dronningen, men drøftelsen her er blevet et ritual.
Faren er også, at en enkelt persons selvrådighed og idiosynkrasier slår umodificeret igennem. Den mest selvrådige danske statsminister i nyere tid Anders Fogh Rasmussen (V) beskar løbende sine egne muligheder for økonomisk rådgivning fra Det Økonomiske Råds formandskab, Nationalbanken og andre steder. Han var meget længe om at opdage de økonomiske faresignaler. I stedet rådede han bekymrede eksterne økonomer, som han kaldte professionelle græde- koner, til at omskrive deres lærebøger. Økonomien blev overophedet. Finans-krisen blev dybere i Danmark end i de omkringliggende lande.
Hvis Mette Frederiksen også havde kritiseret den centralistiske måde, regeringen har gennemført beslutningsforberedelsen på i forbindelse med sundheds- reformen, kunne man håbe, at hun som statsminister vil organisere regeringsarbejdet på en mindre centralistisk måde.
Men indtil videre må vi nok gå ud fra, at det ikke bliver et hak mindre centralistisk end under den nuværende statsminister. Hendes højre hånd, Henrik Sass Larsen (S), bryster sig af, at Socialdemokratiet er et topstyret parti. Frederiksens sædvanlige beslutningsstil udelukker heller ikke, at meget bliver endnu mere centralistisk.
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.