Prøv avisen

Der er da dem, der kalder os vanvittige

En spændende, men krævende erhverskarriere og drømmen om stor villa, stor bil og designermøbler blev for Liselotte Rysz og Henrik Rømer Bros vedkommende skiftet ud med et liv som campingpladsejere i Sønderjylland. – Foto: Claus Fisker.

I et gammelt kladdehæfte genfandt 33-årige Liselotte Rysz og Henrik Rømer Bro deres drøm om den hverdag, de helst ville have. Så hev de deres københavnske karriereliv op med rode og købte en campingplads i Udkantsdanmark

Der er langt til Dundelum. Selv når man er et stykke uden for Haderslev i noget af det, der betegnes Udkantsdanmark, skal man videre ud af et mylder af småveje, inden man finder den lille by med det pudsige navn og dermed også Vikær Strand Camping.

Inde på pladsen er Henrik Rømer Bro på vej ud til badebroen, der er oversvømmet. En vaskemaskine er også gået i stykker. Der er noget galt med telefonsystemet, og så vil dankortautomaten ikke rigtigt, konstaterer Henriks kone, Liselotte Rysz. Hun forsøger at koordinere det hele med en mobil for øret og den ene arm i pendulfart mod datteren Amalie, der er faretruende tæt på at farvelægge det meste af computertastaturet.

Jo, der er langt til Dundelum i mere end én forstand. For det hele er så uvant, som det næsten kan blive. Det 33-årige par er lige flyttet hertil fra København, hvor de begge havde karrierejob. De har ingen familie her, ingen erfaringer med campinglivet.

LÆS OGSÅ: Karrierefolk søger i stigende grad efter meningsfulde job

De ved ikke engang, hvad i alverden de skal stille op med den vaskemaskine. Men i en skuffe på førstesalen over receptionen, hvor de nu bor, har de gemt et gammelt kladdehæfte fuld af drømme. På de første sider er en liste over de mest interessante villaer i Nordsjælland. Men lidt længere inde står der:

Købe en kro og drive den.

Købe et hotel.

Købe en isbar i Thailand.

Leve dykkerlivet i Mellemamerika.

Nederst står den sætning, de endte med at omlægge deres liv efter: Købe en campingplads i Jylland.

Historien om Henrik og Liselotte kan begynde flere steder. Den kan gå helt tilbage, til de snakkede om fremtiden, de havde, allerede da de blev kærester i 2001. Eller nogle år senere, da de hver søndag kørte rundt i Nordsjælland og skrev ned i kladdehæftet, hvilke områder og huse, de drømte om. Men måske begynder historien først for alvor for fire år siden i en bil i Canada. De havde endnu en gang fået sparet sammen til at rejse ud i verden, og snakken faldt igen på fremtiden og det liv, de gerne ville leve.

Jeg kan huske, at vi havde en stærk følelse af, at sammen kunne vi udrette det meste, fortæller Liselotte.

Vi har begge et meget stort drive, men i hver sin retning. Jeg er til det bløde, Henrik er til tal. Vi ville gerne kombinere de ting i et liv, hvor vi havde et mere fælles arbejdsliv. Både for at være mere sammen og for at have et fælles mål, en fælles drøm.

De efterfølgende år fortsatte de dog med at bevæge sig i hver sin retning. Med 180 kilometer i timen. Liselotte blev HR-manager i hovedsædet for den verdensomspændende virksomhed ISS. Henrik blev først en del af strategiafdelingen i Velux og derefter den administrerende direktørs personlige assistent. Enormt ansvarsfulde job med en arbejdsuge på den anstrengende side af 60 timer. Livet var arbejdet, og arbejdet var spændende. Men de var længere væk fra drømmene i hæftet end nogensinde.

En dag tog de hæftet frem igen opsatte på at gøre alvor af al snakken.

Værdimæssigt er jeg opdraget med tilgangen: Gør det, du brænder for. Men gør det ordentligt, forklarer Henrik.

Hvorfor det nu har ledt mig ind i campingverdenen, kan jeg ikke svare på. Det ville være helt naturligt for mig at arbejde hen imod en direktørstilling, og det var vel også det, omgivelserne havde regnet med. Men både Liselotte og jeg kunne begge mærke, at det der Gentofte-liv, vi bevægede os hen imod, hvor alle har au pair og store biler, det var simpelthen ikke os. Ikke at der er noget galt med det, det var bare ikke dér, vores drømme skulle ende, forklarer Henrik.

I den lille, skråvæggede førstesalslejlighed over receptionen ligger en seks år gammel telefon på bordet. Henrik har fundet den frem fra en gammel kasse, og den kan kun ringe og sende smser, men det er alt, hvad han har behov for nu. I hjørnet står fjernsynet ubrugt. Det er ikke engang pakket ud af kassen, selvom det er flere måneder siden, de flyttede fra København til Dundelum. I deres gamle liv var de begge afhængige af nyheder og tjekkede mails konstant. Men mange ting er anderledes i dag. Det eneste, der ikke har ændret sig, er arbejdspresset. Og det var heller ikke meningen. De vil helst, at der er fart på, det var mere den livsstil, som oftest følger med mange arbejdstimer, de ville væk fra.

Jeg har en rigtig god ven, der er meget syg af leverkræft. Han er en påmindelse om, at det hurtigt kan gå den anden vej. Og at det er nemt at lægge planer, man aldrig får gennemført. De tanker blev pludselig meget presserende for mig. Og så virkede hele det der liv med stort hus og designermøbler bare forkert. Vi var jo i færd med at stavnsbinde os selv til vores job med den gæld, vi opbyggede. Nogle gange føltes det, som om vi lige så stille blev trukket ind i en særlig livsførelse, fordi det meste af vores omgangskreds også førte det liv, og vores arbejdsliv lagde op til, at det var sådan, det skulle være. Måske derfor var det faktisk en rigtig dejlig fornemmelse at sælge vores dyre Audi og købe en gammel Toyota Hiace kassebil, siger Henrik med et lunt smil.

Der var også det, at de allerede kunne se konturerne af deres liv meget klart 10-20 år frem. Det ville minde meget om det, de havde, bare mere af det hele. Og var det virkelig meningen med livet?

For Liselotte var det desuden ikke et liv, der stemte overens med de værdier, hun var vokset op med. Som den eneste i familien, der havde en universitetsuddannelse og en god stilling i erhvervslivet, faldt hendes liv lidt uden for familiehistorien. Og hun var overbevist om, at hun aldrig ville passe rigtigt ind i Gentoftemiljøet. Så da hun blev gravid, var det, som om de fik det sidste og afgørende argument: Det liv, de førte, passede ikke til det familieliv, de ønskede. Det var nu, de måtte rive deres liv op ved roden.

Jeg havde en klar fornemmelse af, at gjorde vi det ikke nu, fik vi det aldrig gjort. Så ville vi være suget for meget ind i det gamle liv, og vi ville pludselig føle, at vi skulle opgive for meget. Og så lå det nok også i baghovedet, at hvis vi gjorde det nu, mens vi stadig var ret unge, var der stadig tid til at fortryde. Gik det ikke, var der jo ikke noget i vejen for at vende tilbage til erhvervslivet som 35-årige, siger Liselotte Rysz.

Solen bager ned på den store hoppepude og Amalie, der vakler og falder. Hendes fætter på to år er på besøg sammen med moster og mormor, og hun hviner af glæde. Ligesom resten af familien var de temmelig overraskede over Liselotte og Henriks livsskifte. Men også nysgerrige og spændte på den lidt bekymrede måde. Kunne de nu klare det? Var det overhovedet det rigtige liv for dem? Og hvad med lånet af de mange millioner kroner til købet af campingpladsen ?

Henriks familie var ikke mindre overraskede. Og kede af det, for der er som bekendt langt til Dundelum (274,2 kilometer fra det indre København). Men de støttede selvfølgelig op. Hans gamle kolleger var til gengæld noget mere skeptiske. Ingen kunne se idéen i hans projekt, og mange troede oprigtigt, at det hele var en løgnehistorie opdigtet for at dække over et jobskifte. Hans chef sagde, han måske en dag ville lære at forstå beslutningen.

Heller ikke blandt vennerne var der den store forståelse. Enkelte kunne godt se fidusen i forretningsmodellen, men ligefrem at leve på en campingplads! I Jylland!

Jeg er overbevist om, at mange af vores venner tænker: sikken et prestigetab. Nu skal de bare drikke dårlig kaffe og klippe hæk hele dagen. Stakler. Men altså, de aner jo ikke, hvad det vil sige at drive en campingplads. Til deres forsvar skal siges, at det vidste vi heller ikke, siger Liselotte grinende.

Ikke bare arbejdsmængden, men også bredden er kommet bag på dem. Det er vitterligt alt, man skal kunne håndtere som campingejer. Og det er en udfordring, når man egentlig er bedst til økonomi eller til at ansætte folk. Og når man faktisk ikke er udpræget campingmenneske.

Når valget alligevel faldt på en campingplads frem for en kro, et hotel eller en produktionsvirksomhed, som de også overvejede, skyldtes det en rationel kalkyle: Det er simpelthen nemmere at tjene penge som camping-pladsejer, fordi udgiftsniveauet er lavere. Men endnu vigtigere: Det giver dem muligheden for at holde fri halvdelen af året og blandt andet rejse rundt i verden som familie.

Godt halvvejs henne i deres første sæson holder drømmene stadig. Selvom det er svært at få passet deres datter uden netværk, og selvom aftenerne stadig foregår foran arbejdscomputerne, så er de sammen på en helt anden måde en tidligere. Og snart kan de også være sammen med Amalie på en anden måde, end det ville være muligt i deres gamle liv.

Er der nogen, der har kaldt jer vanvittige?

Henrik: Ha ha, nogle stykker, ja. Men det ser jo også mærkeligt ud, at vi har arbejdet så hårdt i mange år, betalt en formue for at gå på Harvard University, og så siger vi som 33-årige: Nej, vi gider ikke alligevel. Og det er da også mærkeligt. Vi er jo fuldstændig på dybt vand. Alene sproget. Vi forstår jo ikke engang alt, hvad de lokale siger.

Når travlheden har lagt sig og nysgerrigheden den samme, og I sidder her, langt fra jeres familie og venner en kold eftermiddag på en affolket campingplads føler I jer så overbeviste om, at I har mentaliteten til det her liv?

Liselotte: Min mavefornemmelse lige nu siger ja. For selvom jeg i perioder arbejder lige så meget som før, og selvom jeg må gå på kompromis med, hvor meget jeg kan være der for min datter, så har jeg det stadig sjovere end i mit gamle arbejdsliv. Det må da betyde noget.