Der er fald i antallet af udsatte boligområder, lønpakke vil skabe splid, og Tove Ditlevsen er blandt årets bedste i USA

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Der er fald i antallet af udsatte boligområder, lønpakke vil skabe splid, og Tove Ditlevsen er blandt årets bedste i USA.
Der er fald i antallet af udsatte boligområder, lønpakke vil skabe splid, og Tove Ditlevsen er blandt årets bedste i USA. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix, Henning Bagger/Ritzau Scanpix, Jette Ladegaard/Ritzau Scanpix.

Godmorgen og velkommen til torsdagens udgave af Morgensamling. 

I går aftes var der endnu en gang pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet. Denne gang om en styrkelse af vaccinationsindsatsen samt seneste status på den nye coronavariant omikron.

Der forlød ingen yderligere krav om mundbind eller coronapas. Til gengæld var hovedbudskabet igen en kraftig opfordring til at blive vaccineret, især med henblik på at tage imod tilbuddet om det tredje vaccinationsstik. 

På pressemødet kom det blandt andet frem, at syv danskere nu er smittet med den nye coronavariant. Ligeledes meddelte myndighederne, at man nu fordobler vaccineindsatsen, så man fremover kan vaccinere 500.000 borgere om ugen.

I går kunne tal fra Statens Serum Institut (SSI) påvise det højeste antal smittede i Danmark nogensinde under epidemien. Siden tirsdag er 5120 personer testet positive for corona i Danmark.

Kunder og flyrejsende er sneet inde i Aalborg

Kalenderen siger december, og snevejret har da også ramt det danske land - nogle steder mere voldsomt end andre. 

I går aftes måtte flere kunder og ansatte hos Ikea i Aalborg nemlig se langt efter deres egne senge. På grund af en voldsom snestorm tilbød forretningskæden seks kunder og 20-25 ansatte at overnatte i forretningen. Det skriver DR

Og Ikea er ikke det eneste sted i Aalborg, der har måtte omdanne sig til et overnatningsted. Aalborg Lufthavn måtte indstille alle flyvninger kl. 14.30 på grund af vejret. Det kan man læse hos nordjyske.dk. Derfor har ca. 300 flyrejsende været nødsaget til at tilbringe natten i lufthavnen i stedet for på et fly. 

Tidligere onsdag aften frarådede Nordjyllands Politi al udkørsel. 

Fald i antallet af udsatte boligområder

Indenrigs- og Boligministeriet kunne i går fortælle, at der er fire områder, som ikke længere opfylder kriterierne for at være et parallelsamfund, mens ét område er kommet på listen. 

Det betyder, at der sket et fald fra 15 til 12 boligområder, der opfylder regeringens kriterier for at være på listen, der tidligere blev kaldt ghettolisten. 

Til Kristeligt Dagblad i dag fortæller boligminister Kaare Dybvad Bek (S), at den positive udvikling blandt andet skyldes, at mange flere i de udsatte boligområder er kommet i arbejde.

Særlig lønpakke til sygeplejerskerne vil skabe splid

Fagforbund og eksperter advarer nu mod, at man giver et målrettet lønløft til de utilfredse sygeplejersker. Forbundsmand for FOA, Mona Striib, siger til Berlingske, at hvis regeringen afsætter penge til at hæve sygeplejeskernes løn, vil det være at blande sig i den danske model.

Advarslen kommer, efter at regeringen har meldt ud, at de agter at give en coronahjælpepakke til de trængte hospitaler. 

Arbejdsmarkedsforsker og lektor ved Aalborg Universitet Laust Høgedahl er enig med Mona Striib. Han påpeger, at der kan opstå flere problemstillinger, hvis man politisk vælger at afsætte penge til kun sygeplejerskerne: 

"Det ville være et nybrud i forhold til, hvad der er tradition for i Danmark. Det vil være et brud med den danske aftalemodel, og det vil få store konsekvenser for denne. Man vil samtidig splitte fagbevægelsen, fordi andre vil spørge 'hvad med os?',"

Svensk kirkes Israel-beslutning vækker harme

Ifølge Det Jødiske Centralråd risikerer en omdiskuteret vedtagelse hos Svenska Kyrkan at skade forholdet mellem kristne og jøder i Sverige. Talsmand for Det Jødiske Centralråd i Sverige, Aron Verständig, siger til avisen Dagens Nyheter, at det er ”en historieløs fiksering ved Israel og et forsøg på at fratage den jødiske stat sin legitimitet.”

Kritikken kommer efter, at den svenske kirke på et nyligt årligt kirkemøde vedtog, at kirkens styrelse skal ”undersøge, om staten Israel gør sig skyldig i apartheid over for palæstinenserne”, som det den kristne avis Dagen opsummerede beslutningen på lederplads.

Og flere medlemmer af Svenska Kyrkan har i de seneste dage erklæret sig enige med de svenske jøder:

”Som biskopper elsker vi vores kirke og er positive over for dens strukturer. Men det forhindrer os ikke i at tage kraftigt afstand fra kirkemødets beslutning i denne sag," lyder det fra biskopperne Åke Bonnier og Sören Dalevi i Kyrkans Tidning.

Tove Ditlevsens bøger er blandt årets bedste i USA – 45 år efter hendes død

Det hitter hos internationale læsere at læse om barndommen, ungdommen og voksenlivet i København omkring midten af 1900-tallet. I hvert fald hvis det er Tove Ditlevsen, der skriver om det.

45 år efter Tove Ditlevsens død har det amerikanske medie The New York Times kåret "The Copenhagen Trilogy" som en af årets ti bedste bøger.

I januar i år blev tre af forfatterens erindringer, "Barndom" (1967), "Ungdom" (1967) og "Gift" (1971), oversat og udgivet som en international trilogi. 

Ditlevsen kommer i sine erindringer blandt andet omkring opvæksten på Vesterbro, stormfulde ægteskaber, utroskab, abort, druk og afhængighed. Og selvom det er barske temaer, har Tove Ditlevsen længe været anerkendt blandt toppen af danske forfattere. Og nu har anerkendelsen også fundet vej til de internationale læsere – 45 år efter hendes død. 

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.