Statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale brød på flere områder med den politiske fortælling, Socialdemokratiet ellers har markedsført sig med de seneste år:
Fra en kritisk linje over for EU og globaliseringen til et fuldtonet forsvar for Danmarks placering i hjertet af Europa samt et stærkt EU og Nato.
Fra centralistisk styring af alle dele af samfundet til et løfte om, at for eksempel ældrepolitikken nu skal ”tænkes helt forfra”, og alle 98 kommuner skal være en slags frikommuner, der kan tilrettelægge velfærds- og skolepolitikken, som de hver især finder bedst.
Fra et stort fokus på indvandringens negative sider til en åbning for øget indvandring af arbejdskraft.
Fra en holdning om, at nok skal Danmark være grønnere, men man skal undgå at få ”gule veste i gaderne” på grund af højere, grønne energipriser, til, at klimakrisen i dag er den største og vigtigste udfordring, som man ikke kan være for utålmodig med at få løst.
De nye signaler illustrerer, at Danmark står over for andre udfordringer end for syv år siden, da Mette Frederiksen blev partiformand, og at det politiske billede har ændret sig dramatisk med blandt andet Dansk Folkepartis kollaps, og de borgerlige partiers forsøg på at fremstå grønnere end regeringen.
Men skiftet giver regeringen gode kort på hånden på ruten frem til næste folketingsvalg, hvor de grønne og gule trafiklys nu synes i overtal i forhold til de røde.
Økonomien
Samfundsøkonomi og privatøkonomi afgør valg. Begge økonomier er i storform herhjemme, som Mette Frederiksen fremhævede i sin nytårstale. Ugemagasinet The Economist har netop offentliggjort en undersøgelse af den økonomiske udvikling under corona-pandemien i 23 velstående OECD-lande, og Danmark topper den liste. Det kan regeringen til en vis grad tage æren for, og normalt er god økonomi til gavn for en regerings vælgertilslutning.
Det eneste problem er, at signalet risikerer at skifte til gult eller endda rødt hurtigere, end regeringen bryder sig om. Den aktuelle trussel er de store prisstigninger på især energi og råstoffer, manglen på arbejdskraft og udsigten til meget høj inflation, som man allerede ser i for eksempel USA. Prisstigninger rammer typisk de dårligst stillede hårdest, og hvis prisstigningerne på el og varme fortsætter op og bider sig fast, bliver det et problem for regeringen.
Arbejdsudbud
Tæt forbundet med økonomien er spørgsmålet om udbuddet af arbejdskraft. Statsministeren åbnede blandt andet for øget indvandring af efterspurgt arbejdskraft, selvom det skal ske ”klogt” og ”midlertidigt.” Kovendingen bliver modtaget positivt af erhvervslivet, af de fleste borgerlige partier og ikke mindst af De Radikale. Men det er også en åbning, der kan puste nyt liv i udlændingedebatten, for historisk har det været meget svært at gøre nogen indvandring midlertidig.
Udover at åbne for mere udenlandsk arbejdskraft lagde Mette Frederiksen som nævnt også op til en massiv decentralisering, hvor alle kommuner nu skal have meget friere hænder til at tilrettelægge velfærdspolitik og minimere det bureaukrati, som mindst fem statsministre før hende har forsøgt at komme til livs. Gennemføres det, vil det markere et monumentalt brud med centraliseringen af magt under den nuværende og flere tidligere regeringer.
Sundhed
Sundhedsvæsenet er under et massivt tryk, og netop sundhed er et af de områder, der vejer tungest for vælgerne. Lige nu forstærker coronakrisen problemerne, og de borgerlige partier har fået gode muligheder for at skose regeringen for ikke at have øget kapaciteten i sundhedsvæsenet de sidste to år. Efter pres fra støttepartierne blev der dog afsat en milliard kroner ekstra til sundhedsområdet på finansloven for i år, og det har foreløbig været nok til at lægge låg på sygeplejerskernes punktstrejker og protester over deres løn. Afgørende bliver, om det lykkes at gennemføre den langsigtede sundhedsreform, som ligger i kortene for det nye år.
Corona
”Alle i Danmark har bidraget til, at vi som land og fællesskab kom godt gennem coronakrisen.”
Sådan kom statsministeren til at skrive i september i reformoplægget ”Danmark kan mere – 1”. Fire måneder senere ser den konklusion lige lovlig frisk ud. Som i mange andre lande buldrer smitten igen af sted, og både regeringen og myndighederne holder vejret og håber, at sundhedsvæsenet ikke bryder sammen de næste uger.
På længere sigt kan det imidlertid sagtens vise sig, at regeringens konklusion fra september holder. At pandemien meget snart topper og bliver fortrængt fra den offentlige dagsorden. Det var i hvert fald erfaringen i sommer, da smitten sidst faldt til meget lave niveauer. Mette Frederiksen viede da heller ikke corona mange ord i lørdags, selv om hun indrømmede, at det fortsat er en svær tid for mange.
Minksagen
Intet har formentlig skadet regeringens renommé mere end håndteringen af minksagen. Afhøringerne i Granskningskommissionen har afsløret et kaotisk forløb, hvor beslutningen om at aflive alle mink i Danmark blev truffet og meddelt minkavlerne, uden at det formelle lovgrundlag var på plads — og hvor det videnskabelige fundament for beslutningen ikke forekom synderlig solidt. Afhøringerne har imidlertid også vist, at statsministeren og hendes departementschef Barbara Bertelsen ikke var klar over problemet med det manglende lovgrundlag. Derfor synes det tvivlsomt, hvor meget mere krudt de borgerlige partier kan hente i den sag, når kommissionen sidst på foråret fremlægger sin rapport.
Klima
Med den brede politiske aftale fra oktober om landbrugets klimaindsats har regeringen skaffet sig et grønt pusterum i forhold til sine støttepartier. Især Enhedslisten var ikke voldsomt imponeret over landbrugsaftalen, men gik dog med i den.
Yderligere blev der afsat penge til grøn energi i finanslovaftalen for 2022, ligesom man bredt aftalte at opføre to kæmpestore havvindmølleparker de næste år. I nytårstalen lød det yderligere, at regeringen i år vil indføre en CO2-afgift på erhvervslivet, ligesom indenrigsflyvningen skal gøres grøn fra 2025 til 2030.
Det bliver stadigt sværere at se, hvordan de borgerlige partier skulle kunne vinde kampen om at være grønnest.
Parlamentarisk situation
Regeringen har styr på sine støttepartier. De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, har ganske vist flirtet med, at hendes parti kunne skifte side efter næste valg, men realismen i det er svært at få øje på – først og fremmest fordi et egentligt borgerligt regeringsalternativ svæver i det blå.
Det ligner mest af alt et radikalt forsøg på at presse statsministeren til at tage De Radikale med i regering efter valget. Årets nytårstale kunne være skrevet i det radikale partisekretariat, så ikke meget forhindrer et nyt SR-samarbejde, hvis Mette Frederiksen ser en fordel i det.
I meningsmålingerne ligger Venstre og De Konservative side om side, og De Konservatives leder, Søren Pape Poulsen, vil ikke afvise, at han kan blive de borgerliges statsministerkandidat i stedet for Jakob Ellemann-Jensen (V). Traditionelt har de to store borgerlige partier altid haft et had-kærlighedsforhold, dog uden kærlighed, som afdøde, tidligere miljøminister Svend Auken (S) engang ironisk bemærkede.
Rivaliseringen mellem V og K fungerer normalt bedst med et klart storebror-lillebror-forhold, mens en tvillingerelation har alle muligheder for at ende dysfunktionelt. Læg dertil usikkerheden om skæbnen for Lars Løkke Rasmussens Moderaterne, Kristendemokraternes og måske Liberal Alliances kamp med spærregrænsen, blå bloks risiko for et stort stemmespild og Dansk Folkepartis formandskamp. DF-kandidaterne slås nu om at repræsentere de mest yderligtgående synspunkter på udlændinge-, konventions- og EU-området, hvad der næppe gør partiet bedre egnet som støtteparti for en midtsøgende, borgerlig regering.
Med hensyn til stemmespild kan den røde blok også tabe mandater, hvis hverken Alternativet, Frie Grønne eller Veganerpartiet klarer spærregrænsen, men foreløbig har de partier mikroskopisk tilslutning i meningsmålingerne, så det tab synes overkommeligt.
Så også parlamentarisk ligger regeringen lunt i svinget.