Prøv avisen
Efter magten

Lars Barfoed: Det værste var, da partiet gik meget tilbage

Lars Barfoed rådgiver i dag virksomheder og andre kunder i kommunikationsvirksomheden Primetime, og han mener, at overgangen til dette job har været lettere, fordi han fra begyndelsen ikke betragtede det som et livstidsjob at være i politik. – Foto: Emil Kastrup Andersen og Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Hvis man søger retfærdighed, skal man ikke gå ind i politik, siger tidligere konservativ partiformand og minister Lars Barfoed. Han har bevidst aldrig villet gøre politik til det eneste i livet, men samlet set har politik været en berigelse, mener han

Sig ordet ”kødskandale”, og i hvert fald nogle vil huske, at sådan en i 2006 tvang den daværende familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K) væk fra sin post. Han havde dengang kun været minister i et knapt et par år, men Dansk Folkeparti mistede tilliden til ham, efter at Rigsrevisionen havde kritiseret ministeriet for manglende redegørelser om fødevarekontrollen gennem fem år. Så Lars Barfoed valgte at træde tilbage, inden det kom til et opgør i folketingssalen og en eventuel mistillidsdagsorden.

Han mener stadig, at det var dybt uretfærdigt, at han skulle gå.

”Det er jo ikke sjovt at ryge ud, men der var varmet op til det, i hvert fald i nogle uger. Jeg mente og mener stadig, at det var helt urimeligt. Nu har jeg så senere været statsrevisor og har været med til at uddele reprimander, som har været betydeligt strengere end den, jeg selv fik. Men sådan er politik, og hvis man søger retfærdighed, skal man ikke gå ind i politik. Der er så mange ting, der kan gøre, at man ryger af pinden og bliver bedømt dårligt på forskellige måder,” siger Lars Barfoed.

Han blev senere minister igen flere gange, både transport- og justitsminister, og endnu senere formand for De Konservative, men i dag er han hverken minister, folketingsmedlem eller partiformand. Efter valget i 2015 vendte han tilbage til det private erhvervsliv, hvor han også var ansat, inden han som 44-årig blev medlem af Folketinget første gang i 2001. I dag er han public affairs direktør i reklame- og kommunikationsbureauet Primetime, der har til huse på Nørrebro i København i lyse og nyrenoverede lokaler med storrumskontorer.

I dansk politik risikerer man skarp polemik i medierne, verbale overfald på de sociale medier og indimellem endda fysisk overlast, som flere danske politikere har været ude for, og for nogle har det betydet, at de dagligt må følges af PET-agenter i det offentlige rum.

Men når man spørger Lars Barfoed, hvad han ser som den største omkostning ved at være i politik, går han ikke umiddelbart ind på spørgsmålets præmis.

”Jeg har aldrig set det sådan, at der har været en særlig pris at betale i politik, men der er gevinster og omkostninger ved alt, hvad man gør. Men samlet set har det været en berigelse at være med i politik. Netto har gevinsterne været større end omkostningerne,” siger han.

Allerede i sine unge år blev han grebet af politik, og han vidste fra begyndelsen, at han hørte til på den borgerlige side. Måske hældte han til det social-liberale, men han fandt alligevel, at De Radikales rets- og forsvarspolitik lå for langt væk, så det endte med et engagement hos De Konservative, hvor han som blot 20-årig kom med i Rødovre Kommunalbestyrelse.

Mange år senere, i 1997, kørte den daværende konservative partiformand Hans Engell ind i en betonklods på Helsingør-motorvejen, efter at have drukket for meget spiritus. Med hans fald fra topposten blev der en folketingskreds ledig i Nordsjælland, som Lars Barfoed fik tilbudt, og ved valget i 2001 blev han medlem af Folketinget. Kommende fra et job som direktør i Finansrådet gik han cirka en million kroner om året ned i løn, men det var heller ikke en omkostning, han betragter som afgørende.

”Næ, timelønnen ved at være i politik er ikke særlig høj, men det tror jeg ikke, ret mange politikere tænker over. For mig var det fantastisk at komme i Folketinget, og jeg var glad for, at jeg havde lavet mange andre ting, inden jeg kom ind som 44-årig. Jeg tænkte, at så kunne jeg nok også finde noget andet, hvis jeg skulle ryge ud igen,” siger Lars Barfoed.

På Christiansborg gjorde han forholdsvis hurtigt karriere i den konservative gruppe, og i 2005 blev han udnævnt til familie- og forbrugerminister. Som nævnt i indledningen, mistede han den post knap to år senere. Det var især VK-regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, som kritiserede ham og som til sidst var klar til at vælte ham, hvis han ikke selv gik af. Det gjorde han så for ikke at sætte hele regeringens liv på spil. Men hvordan har man det efterfølgende med de politiske modstandere, der har revet tæppet væk under en?

”Der er nok et par stykker, jeg havde et anspændt forhold til i et stykke tid, men da den vrede havde lagt sig, var der ikke problemer siden. Sådan er politik er bare,” siger han.

”Udefra set er det da sikkert en barsk affære at være med i politik, ingen tvivl om det. Men jeg vil sige, at man skal tage det med oprejst pande.”

”Inden det gik rigtig hårdt for sig, stod jeg en dag og kiggede ned langs kanalen til hjørnet af Stormgade. Der er et busstoppested. Så sagde jeg til mine medarbejdere, at en dag står jeg dernede og vinker op til jer. Det skal man bare huske, når ministerbilen kommer. Fra den ene dag til den anden er det ikke ministerchaufføren, der venter på en. Så er det busssen, man selv venter på.”

Lars Barfoed forklarer, at han har stået med lidt forskellige følelser, de gange han har sagt farvel til magten. Det var for eksempel noget helt andet at ryge ud af Folketinget, som han gjorde ved valget i 2015, end det var at stoppe som minister.

”Det kom helt bag på mig, for jeg troede, at København-Frederiksberg var en af vore helt sikre kredse. Det var jeg overrasket over, og jeg var selvfølgelig ked af ikke at blive valgt.”

”Næste morgen kunne jeg se, at 15 journalister havde ringet til mig for at få en kommentar til, at jeg var røget ud. Der tænkte jeg, at enten vender jeg mig om og sover videre, indtil det er gået over. Eller også står jeg op, laver morgenmotion, tager et bad, drikker en kop kaffe og ringer rundt til dem alle sammen. Jeg tænkte, at det sidste nok var det klogeste, og det gjorde jeg så,” siger han.

Han betragter dog det foregående valg i 2011 som det værste i sin politiske karriere. De Konservative fik blot ni mandater, det ringeste resultat siden Anden Verdenskrig og blev Folketingets mindste parti, mens han var partiformand.

”Det gav da anledning til megen selvransagelse, både med hensyn til hvad jeg og andre kunne have gjort. Pilen pegede i retning af et nederlag i hele valgkampen, men det blev større, end vi havde troet. Det var nok det nederlag, som var hårdest af dem, jeg har oplevet.”

Er der overhovedet noget, han set i bakspejlet fortryder i sit politiske liv?

”Der er én ting. Hvis jeg skulle gøre noget om, ville jeg som formand for Det Konservative Folkeparti have trådt hårdere på speederen i forhold til den vej, jeg mente, vi skulle gå. Ikke mindst i forhold til den grønne linje i klima- og miljøpolitikken og sunde fødevarer ville jeg have trukket partiet op i et stærkere tempo.”

”Måske havde det betydet, at jeg havde måttet gå af før, fordi nogen sikkert var uenige i det, men jeg tror, det kunne have skabt noget fremgang, også i forlængelse af det interview, jeg lavede med Margrethe Vestager (Det Radikale Venstres partileder, red.) i valgkampen. Det skulle jeg have fulgt stærkere op på med en klarere midtsøgende, samarbejdsorienteret profil,” siger han og tilføjer, at han også skulle have markeret de konservative retsprincipper tydeligere.”

”Jeg tog for mange hensyn. Vi var blevet så små, at jeg var bekymret for, at jeg ville splitte partiet endnu mere ad og gøre det endnu mindre ved at føre en meget markant linje, men når jeg ser tilbage, tror jeg, jeg ville have gjort noget andet.”