Arbejdsgiver: Der er grænser for, hvor længe man kan betragte flygtningene som ofre

Giv de syriske flygtninge en ansættelseskontrakt frem for tidsbegrænset praktikforløb. Sådan har filosofien lydt hos kabelføringsvejsproducenten Bagh & Co. i Hundested, og det har betydet faste rammer for flygtningene Hatem Hamad og Abdal Alkader

Hatem Hamad ved en af virksomhedens store maskiner.
Hatem Hamad ved en af virksomhedens store maskiner. . Foto: Jens Welding Øllgaard.

Tågen er ved at lette.

Om morgenen har den omfavnet markerne, og i takt med at vintersolen får mere magt, giver den disen over det nordsjællandske landskab en gullig tone. Det er koldt, synes 22-årige Hatem Hamad. Nok var vintrene også kølige hjemme i syriske Damaskus, men ikke så bidende kolde som her i Hundested.

Men tågen er lettet. Også i Hatem Hamads eget liv. Han udfordrer kulden med en varm en cigaret bag fabrikshallen hos kabelføringsvejsproducenten Bagh og Co. A/S, der ligger langs hovedvejen til Frederiksværk. Her har Hatem Hamad været ansat som produktionsmedarbejder i et halvt år. Et godt stykke tid længere end 27-årige Abdal Alkader fra syriske Latakia. Ingen af dem er i praktik, de er i ordinær, ”normal” beskæftigelse og langt fra borgerkrigen i hjemlandet, der har kostet Hatem store dele af hans familie.

I adskillige år har arbejdsmarkedsintegrationen af flygtninge været en politisk hovedpine af de større. Med sidste års rekordindtog af flygtninge fra særligt Syrien udviklede hovedpinen sig til en truende migræne, som man med forårets to- og trepartsaftaler mellem arbejdsmarkedets parter forsøgte at dæmme op for.

Men både Hatem Hamad og Abdal Alkader har vekslet deres flygtningestatus til en rolle som almindelige danske arbejdstagere. Det skyldes ikke mindst filosofien hos deres arbejdsgiver, John Bagh, der hidtil har vægret sig mod at tage flygtningepraktikanter, fordi virksomheden har en meget ”vekslende produktion”. Men en gang imellem mangler han altså ”stærke mænd”, og det kom i første omgang Hatem Hamad til gode.

”I starten sagde vi til Hatem, at der i hvert fald var 14 dages arbejde. Men for det første gik det hammergodt, og for det andet fandt vi ud af, at han jo spejdede efter, hvad der så skulle ske på den anden side af de 14 dage. Så vi gav ham en måned mere og to måneder mere. Så fandt vi ud af, at man efter et halvt år har 14 dages opsigelsesvarsler, og 14 dage kan vi godt kigge frem. Så sagde vi til Hatem, at han ikke var ansat midlertidigt, men på en normal arbejdskontrakt via LO og Dansk Industris standardkontrakter. Så han og Abdal er ansat fuldstændig som enhver anden,” siger John Bagh.

Han mener, at et fast arbejde sikrer Hatem Hamad og Abdal Alkader en følelse af ”værdighed”.

”De kommer ind under så mange ordninger og skal spørge jobcentret om hvad som helst. De får en autonomi ved, at de tjener deres egne penge, kan være ligeglade med jobcentret og ikke er pakket ind i vat, fordi de er flygtninge. De har en funktion, og der er behov for dem, hvor de er. Jeg kunne se det på Hatem efter de første par uger. Den måde, han efter fyraften gik over gårdspladsen på, var med en helt anden kropsholdning. Så sidder man og jubler indeni og tænker, ’hold op, mand’. Det flasker sig for ham. De får værdighed af det,” siger John Bagh.

Hatem Hamad i sit arbejde på virksomheden Bagh & Co. i Hundested.
Hatem Hamad i sit arbejde på virksomheden Bagh & Co. i Hundested. Foto: Jens Welding Øllgaard

Hatem Hamad peger selv på, at ”i praktikken tænker du altid på slutdatoen”.

”Men som fastansat tænker du ikke på datoen, du har en ’åben vej’. Det betyder, at jeg ikke tænker på at skulle flytte eller søge et andet job. Også fordi det er meget svært for mig at få job. Jeg kan ikke ligesom danskerne tjekke internettet for jobs,” siger Hatem Hamad.

Fra et arbejdsgiverperspektiv lægger John Bagh vægt på, at ”der er grænser for, hvor længe man kan betragte flygtningene som ofre, så man skal selvfølgelig stille krav til, at når de er her og arbejder, så er de også ligesom alle os andre. De bliver ikke integreret af bordfodbold og billard på asylcenteret”.

”Så er der alt det med sprogbarrierer og det ene, det andet og det tredje. Men det er der jo også med de danskere, der ikke kunne trives i skolen,” siger John Bagh.

Ifølge ham tiltrækker fabriksgulvet hos Bagh og Co. A/S typisk medarbejdere, der på Hundested-egnen tidligere var blevet ”fiskere eller kom ud på stålværket i Frederiksværk”.

John Bagh i værkførerkontoret på virksomheden.
John Bagh i værkførerkontoret på virksomheden. Foto: Jens Welding Øllgaard
Hatem Hamad (tv.) med sin polske kollega Grzegorz Wilczek.
Hatem Hamad (tv.) med sin polske kollega Grzegorz Wilczek. Foto: Jens Welding Øllgaard

”Folk som er dygtige i hovedet og med hænderne, men som har svært ved det boglige. Mange manuelle arbejdsfunktioner kræver, at man tænker sig om, og det kan mange, når bare de ikke skal læse sig til det. Og det er jo det samme, det handler om, når folk kommer fra udlandet,” siger John Bagh.

Hatem Hamad var elektriker i Syrien, men hans syriske uddannelse duer ikke i Danmark. Og da han ikke vil bruge de næste fire år på at uddanne sig igen, er han glad for at være ufaglært hos Bagh & Co. og ønsker ikke noget sluttidspunkt for sin ansættelse.

”I Syrien har vi også ’kommunen’. Men de er ikke ligesom her. De hjælper ikke ligesom her med arbejde eller med penge. Hvis du arbejder, kan du spise. Hvis du ikke arbejder, kan du ikke spise. Så det første, jeg gjorde her, var at søge job. Jeg kan ikke lide at sidde hjemme. De sagde til mig, at jeg kunne arbejde med metal. Og jeg tænkte, ’hvorfor ikke?’,” siger han.

Abdal Alkader kan også sagtens se sig selv arbejde i virksomheden flere år endnu.

”Det er ikke godt, at kommunen betaler dig, og du intet laver. Du kan ikke acceptere det over for dig selv. Du er nødt til at lede hårdt efter et job. I Syrien siger vi, at hvis du ikke arbejder, er du ingenting,” siger han.

Grzegorz Wilczek, Hatem Hamad (i midten) og Abdal Alkader i en pause i arbejdet.
Grzegorz Wilczek, Hatem Hamad (i midten) og Abdal Alkader i en pause i arbejdet. Foto: Jens Welding Øllgaard
Abdal Alkader ved en af virksomhedens store maskiner.
Abdal Alkader ved en af virksomhedens store maskiner. Foto: Jens Welding Øllgaard

I hjemlandet arbejdede Abdal Alkader som skibsofficer, og den danske arbejdskultur er noget helt andet, end hvad han er vant til fra Syrien.

”Det var meget hierarkisk. I Syrien ville chefen komme til én og spørge, ’hvad laver du’. Og jeg ville sige, at ’jeg gør det her’, og han ville sige ’gør det bedre’. Men her har jeg aldrig oplevet det. Her kom John ud og sagde ’god weekend’. Og jeg følte mig helt ’ååh, jeg vil give dig et knus!’,” siger han.

Hatem Hamad understreger meget bestemt, at han havde en god chef i Syrien. Men fortæller også, at det gjorde ham meget glad, at John Bagh til firmaets påskefrokost ”kom direkte til mig og sagde ’det er svin, og det er svin, og det er svin’.”

”Han kom til mig, John. Det viste respekt,” siger Hatem Hamad og peger illustrativt på bordet, som var det fyldt med alskens danske koldbordsretter. Nede på fabriksgulvet slår det derimod varme gnister, når Abdal Alkader iklædt store sikkerhedsbriller fører metalstænger ind under en brændende glød. Hatem Hamad behøver derimod hverken sikkerhedsbriller eller høreværn med de opgaver, han har gang i denne eftermiddag sammen med sin polske kollega Grzegorz Wilczek, som han har fået et tæt forhold til.

Hatem Hamad og Abdal Alkader (t.h.) er begge ansat på almindelige kontrakter.
Hatem Hamad og Abdal Alkader (t.h.) er begge ansat på almindelige kontrakter. Foto: Jens Welding Øllgaard

”Hatem knokler jo bare hele tiden, så jeg nogle gange må sige til ham, at han skal slappe af. ’Nej, hvorfor?!’” siger Grzegorz Wilczek og stønner forpustet for at understrege sin pointe.

”Hvis der er behov for det, kan Hatem sagtens blive til klokken seks, syv eller otte,” slutter han.

Og det er netop hårdt arbejde, der har sikret Hatem Hamad og Abdal Alkader succes. Det siger Maria Hoier, der kender de to unge syrere fra sit job som fagspecialist på integrationsområdet i Halsnæs Kommune.

”Lige præcis Hatem og Abdal har gjort det rigtigt, at de har lært dansk, passet deres sprogskoleundervisning, og de har været sindssygt meget ’på’ i forhold til at finde job. De har selv været opsøgende og har ligesom sat sig et mål. De har også et rigtig godt samarbejde med kommunen om de aftaler, vi laver om deres kontrakter. Vi ser dem ikke kun hver tredje måned,” siger hun og nikker genkendende til deres erfaringer med praktikforløb.

John Bagh mener, at Hatem Hamad og Abdal Alkader har fået det markant bedre ved at være ansat på kontrakt og ikke være i et praktikforløb.
John Bagh mener, at Hatem Hamad og Abdal Alkader har fået det markant bedre ved at være ansat på kontrakt og ikke være i et praktikforløb. Foto: Jens Welding Øllgaard
Grzegorz Wilczek og Hatem Hamad under dagens arbejde i Hundested med nogle store metalplader.
Grzegorz Wilczek og Hatem Hamad under dagens arbejde i Hundested med nogle store metalplader. Foto: Jens Welding Øllgaard

”Det kan skabe frustration, at man gentagne gange har været i praktikforløb, som ikke har ført til, at man har fået arbejde. For vores flygtninge vil rigtig gerne arbejde og helst hurtigst muligt. Det højner naturligvis motivationen, hvis man kan få arbejde efter endt praktik og ikke skal i en ny praktik,” siger Maria Hoier.

Motiveret for tilværelsen i Danmark, det er Hatem Hamad. ”Det er år nul,” siger han og redegør for sine planer for resten af livet.

”Først lære dansk. Færdiggøre sprogskole. Arbejde. Bagefter få kørekort og købe bil. Derefter stifte en lille familie, blive gift og få to børn for eksempel. Herefter leve ligesom mennesker. Ligesom andre.”