Valget til Borgerrepræsentation i Københavns kommune involverer cirka 450.000 vælgere. Det er flere end i nogen anden kommune i landet. Samtidig drejer valget sig om, hvem der skal have magten i landets hovedstad. Det er et par af grundene til, at partierne tillægger kommunalvalget i København så stor vægt.
Det netop overståede valg til Københavns Borgerrepræsentation betød store ændringer. Alternativet blev decimeret, og Dansk Folkeparti gik meget tilbage. Omvendt gik De Konservative og De Radikale en hel del frem. Den mest spektakulære ændring af styrkeforholdet på Københavns Rådhus er dog den markante fremgang for Enhedslisten på godt 6 procentpoint og den store tilbagegang for Socialdemokratiet på over 10 procentpoint.
Socialdemokratiets tilbagegang indebærer, at partiet blev overhalet af Enhedslisten som det største parti i Borgerrepræsentationen. Det er første gang i over 100 år, at Socialdemokratiet ikke længere er det største parti på Københavns Rådhus.
Når det alligevel lykkedes for den socialdemokratiske spidskandidat, Sophie Hæstorp Andersen, at sætte sig på den vigtige overborgmesterpost, skyldes det, at de borgerlige partier støttede hende, fordi alternativet var Line Barfod fra Enhedslisten. Valget af overborgmester har denne gang dermed brudt traditionen for, at den går til det største parti på København Rådhus.
Der er tre centrale årsager til Socialdemokratiets historiske nederlag i Københavns Kommune.
For det første er partiet gået generelt tilbage i forhold til kommunalvalget i 2017, hvor partiet fik 32,4 procent af stemmerne, mens partiet denne gang fik 28,6 procent af stemmerne på landsplan. Medvirkende til denne generelle tilbagegang er minksagen og de slettede sms’er, som Mette Frederiksen har haft svært ved at forklare. I øvrigt er 28,6 procent af stemmerne på landsplan ved et kommunalvalg det dårligste resultat for Socialdemokratiet i årtier.
For det andet er der også en række særlige forhold ved befolkningssammensætningen, som presser tilslutningen til Socialdemokratiet under statsminister Mette Frederiksen (S). Københavns kommune bliver i stadig højere grad en by for den nye middelklasse, bestående af akademikere, journalister, kommunikationsfolk og konsulenter. Den gamle middelklasse i form af selvstændige erhvervsdrivende og arbejderklassen med maskinarbejdere, murere, tømrere og industriarbejdere bliver der stadig færre repræsentanter for i kommunen. Hertil kommer også, at aspiranterne til at komme i den nye middelklasse i form af de studerende ved de højere læreanstalter i byen også udgør en stor del af vælgerne.
Generelt flugter Mette Frederiksen-regeringens fokus ikke særligt godt med holdningerne i den nye middelklasse i København. Det gælder for eksempel regeringens initiativer om udflytning af studiepladser fra Købehavn til provinsen samt det stærke fokus på at forbedre vilkårene for Produktionsdanmark uden for hovedstaden. Hos mange vælgere i københavnsområdet viser det, at regeringen i bedste fald er ligeglad med storbyen og i værste fald arbejder imod den.
For det tredje spiller valget af socialdemokratisk spidskandidat sandsynligvis også en rolle for det historiske valgnederlag i Københavns Kommune.
Sophie Hæstorp Andersen har et cv, hvor hun efter kandidateksamen i statskundskab stort set kun har været beskæftiget som fuldtidspolitiker. Først som folketingsmedlem og siden 2014 som formand for Region Hovedstaden. Hun har på ingen måde et cv med samme erhvervsmæssige bredde som Line Barfod.
Samtidig har Region Hovedstaden haft massevis af problemer med Sophie Hæstorp Andersen som formand. Et administrationssystem i form af Sundhedsplatformen, som ikke fungerede, og borgere, som ikke kunne komme igennem til alarmcentralen, er blot nogle af de store og i lang tid uløste problemer, mens hun havde ansvaret som regionsformand.
Herudover trådte Sophie Hæstorp Andersen først tilbage som regionsformand den 31. august 2021 for at hellige sig rollen som socialdemokratisk spidskandidat ved valget til Københavns Borgerrepræsentation. Det gav ikke lang tid til at opbygge en profil.
Alt i alt er der tre forklaringer bag Socialdemokratiets historiske nederlag i København. Det skyldes en generel tendens til socialdemokratisk tilbagegang ved kommunalvalget. Den ændrede befolkningssammensætning spiller også en rolle. Endelig har den socialdemokratiske spidskandidat måske ikke haft en profil med særlig stor vælgerappel i København.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.