Der er lagt op til drama og eksistentielle kriser: Fire partiledere møder baglandet

Lørdag åbner den politiske store-landsmøde-weekend. Fire partier skal blandt andet mobilisere tropperne til efterårets kommunal- og regionsrådsvalg – og for et partis vedkommende håndtere en eksistentiel krise

Søren Pape Poulsen (K), Sofie Carsten Nielsen (R), Mette Frederiksen (S), og Kristian Thulesen Dahl (DF) skal alle i weekenden møde deres bagland.
Søren Pape Poulsen (K), Sofie Carsten Nielsen (R), Mette Frederiksen (S), og Kristian Thulesen Dahl (DF) skal alle i weekenden møde deres bagland. Foto: hilip Davali/Ritzau Scanpix, Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Dansk Folkeparti i dyb og eksistentiel krise

Weekendens mest opsigtsvækkende årsmøde foregår i Herning Kongrescenter, hvor Dansk Folkeparti samles. Her udfordres partiets tradition for årsmøder, der minder mest om stramt koreograferede, men hyggelige, familiefødselsdage end egentlige politiske møder. Partiet og formand Kristian Thulesen Dahl befinder sig reelt i en dyb, bred og eksistentiel krise. Vælgerne bliver ved med at flygte til højre og venstre.

Næstformand Morten Messerschmidt, der gerne selv vil være formand, er for nylig blevet dømt for svindel med EU-milder og dokumentfalsk.

Og senest har to grupperinger udkæmpet en offentlig magtkamp i avisernes spalter. På den ene side står det tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen og hans sekundant Erik Høgh-Sørensen, medlem af regionsrådet i Nordjylland. De mener begge, at linjen i udlændingepolitikken er blevet for slap og skal skærpes. På den anden side trækker vennerne Anders Vistisen og europaparlamentsmedlem Peter Kofod i en pænere og knap så konfrontatorisk linje. Både Henriksen, Høgh-Sørensen og Vistisen er på valg til hovedbestyrelsen, og i følge dagbladet B.T. arbejder partitoppen for at få alle tre ud.

Som om det ikke var nok, kunne Ekstra Bladet i går berette, at lokalformænd i de fire største byer nu har sendt et koordineret nødråb til partistifter Pia Kjærsgaard, for at få hende tilbage på formandsposten i et ”omvendt generationsskifte” på formandsposten.

Formanden for hendes egen valgkreds i Gentofte har ovenikøbet ladet sig intervieweom ønsket. Der er lagt op til et politisk drama i Herning.

Socialdemokratiet nedtoner håb for kommunalvalget

Regeringspartiet holder traditionen tro kongres i Aalborg, og i år vil Socialdemokratiets 150 års jubilæum blev markeret, blandt andet med udgivelsen af en børnebog om Socialdemokratiets historie.

Selvom der stadig kan findes enkelte kritiske røster over for regeringens udlændingepolitik, endda i folketingsgruppen, ventes mødet alt overvejende at blive en hyldest til statsminister Mette Frederiksen. Særligt for at have navigeret landet sikkert og trygt gennem coronakrisen.

Meningsmålingerne er ikke helt så gode som midt under krisen, men ifølge valgforskerne er det helt forventeligt, at flere vælgere samles omkring regeringen og statsministeren i en alvorlig krisesituation – og at opbakningen smuldrer igen, når krisen løjer af.

Politisk har Mette Frederiksen på det seneste åbnet for kontroversielle reformer for at skaffe mere arbejdskraft, som for eksempel at sætte dagpengesatsen ned for nyuddannede ledige. I klimapolitikken beskyldes regeringen af sine støttepartier for at være for fodslæbende. Det er dog en kritik, Socialdemokratiet finder urimelig, fordi man allerede er nået meget langt, og det er sket hurtigere, end man kunne forvente, da regeringen trådte til, lyder det.

En stor udfordring er efterårets kommunal- og regionsrådsvalg. Socialdemokratiet fik ekstraordinært gode lokalvalg i 2017, blandt andet på grund af de borgerlige partiers nedsmeltning på Christiansborg, men den valgsejr kan blive svær at overgå, endsige matche til november. Så den bundne opgave er at mobilisere baglandet til valgkamp uden at forventningerne skrues urealistisk højt op.

De Radikale forsøger at glemme MeToo-sagerne

Sofie Carsten Nielsen møder for første gang som radikal partileder sit bagland ved et landsmøde på Hotel Nyborg Strand. Hun overtog for et år siden lederposten efter Morten Østergaard, der måtte trække sig efter flere sager om seksuelle krænkelser. Det har siden redet partiet som en mare, senest måtte det ellers talentfulde folketingsmedlem Kristian Hegaard trække sig fra Folketinget, efter at han i beruset tilstand havde optrådt grænseoverskridende.

Nu håber De Radikale at kunne rette opmærksomheden mod det politiske, og her er intentionen at fokusere på få, men væsentlige temaer i stedet for at sprede sig over alt muligt. Ved landsmødet vil man især koncentere sig om miljø- og klimapolitikken. I et nyt udspil lægges op til, at der skal reageres langt hurtigere på klimatruslen, og at der skal sættes væsentligt flere penge af til formålet.

Partiet adskiller sig fra de fleste andre ved at have en landsformand, som hverken er medlem af Folketinget eller er partiets ansigt udadtil. Partiformanden tager sig først og fremmest af det organisatoriske, og i år skal man vælge en afløser for den hidtidige formand, Svend Thorhauge. Tre kandidater har meldt sig til henholdsvis formands- og næstformandsposterne. Om formandsposten kæmper Christian Holm Donatzky, Clara Halvorsen og Mikkel Irminger Sarbo.

De Konservative med fokus på kommunalvalg og ældre

Hos De Konservative er billedet, modsat situationen hos Dansk Folkeparti, anderledes lyst og roligt op til landsrådet i Tivolis Hotel og Congres Center i København. I Altingets seneste snit af meningsmålinger står partiformand Søren Pape Poulsen og hans parti til 13,5 procent. Det er mere end en fordobling i forhold til valget i 2019 og kun marginalt lavere end opbakningen til vennerne i Venstre.

Den slags målinger har fået journalister til at afkræve svar på, om Søren Pape Poulsen mon ser sig selv som blå bloks egentlige statsministerkandidat? Udmeldinger om det, er der dog ikke lagt op til på landsrådet, som De Konservative kalder det årlige møde med medlemmerne. Her kommer det tværtimod til at handle om, hvordan en samlet borgerlig blok kan lykkes med at fremstille et blåt og troværdigt korrektiv til den socialdemokratiske velfærdsstat.

Især ældrepolitikken ventes at fylde meget. Her er frit valg og et større fokus på de pårørendes ansvar de vigtigste talepunkter. Derudover er kommunal- og regionsrådsvalget til november – som for de øvrige partier – et vigtigt tema. Især håber partiledelsen på at vinde et par konservative borgmesterposter vest for Storebælt. I dag er der ingen, og det huer ikke den tidligere Viborg-borgmester Søren Pape Poulsen.

Det eneste, der kan potentielt kan ødelægge den gode stemning, er spørgsmålet om Naser Khaders eksklusion efter en advokatundersøgelse af seksuelle krænkelser. Hverken i folketingsgruppen eller resten af partiorganisationen har der dog indtil videre været kritik af partiformandens håndtering af sagen, og man forventer ikke, at sagen vil præge weekendens diskussioner.