Forfatter: Der er mange gode grunde til at bevare pessimismen

Det er blevet et mantra i tiden, at man skal tænke positivt. Men selvom det er en ubekvem sandhed, at tilværelsen også rummer meget negativt, er det dog en sandhed, lyder budskabet fra Per Jepsen, adjunkt i filosofi, som i en ny bog hylder pessimismen

Per Jepsen præsenteres som ”filosofisk lyseslukker” i omtalen af bogen ”Pessimisme”. Sigtet med bogen er dog ikke blot at sprede sortsyn, men at gå op mod tidens naive tro på, at positiv tænkning kan få al smerte og alle skuffelser til at gå væk. –
Per Jepsen præsenteres som ”filosofisk lyseslukker” i omtalen af bogen ”Pessimisme”. Sigtet med bogen er dog ikke blot at sprede sortsyn, men at gå op mod tidens naive tro på, at positiv tænkning kan få al smerte og alle skuffelser til at gå væk. – . Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

I sidste uge blev det kendt, at Danmark i årets udgave af FN’s såkaldte ”World Happiness Report” er rykket ned på tredjepladsen blandt de lykkeligste lande i verden. Vi har ellers tidligere haft status som verdens lykkeligste befolkning, men i år er finnerne og nordmændene blevet lidt lykkeligere end os.

Problemet med de internationale lykkemålinger er imidlertid, at det er lidt usikkert, hvad de måler. Skal lykke forstås som materiel tilfredshed? Udtrykker det en dyb følelse af mening i livet? Eller har de seneste års høje danske lykkescorer mest været udtryk for, at vi opdrager hinanden til at mene, at man bør tænke positivt?

Ifølge Per Jepsen, adjunkt og ph.d. i filosofi ved DPU Aarhus Universitet, er pessimisme i hvert fald blevet en truet art i vores kultur. En ubekvem sandhed, som det i mange sammenhænge anses for upassende at udbasunere. Men en ubekvem sandhed er stadig en sandhed, insisterer filosoffen, som den 3. april udgiver den lille bog ”Pessimisme” i Aarhus Universitetsforlags ”Tænke-pauser”-serie. I bogen oplister han fem konkrete eksistentielle grunde til at bevare pessimismen.

Og han advarer om, at hvis vi ikke gør det, vil vi ”ende med en klode befolket af ukritiske jubeloptimister uden noget sprog til at definere, kritisere og bekæmpe sociale uretfærdigheder”.

”Den såkaldt positive psykologi vil i sin mest ekstreme form føre til et forvrænget billede af den menneskelige tilværelse. Hvis vi insisterer på altid at fokusere på det positive, risikerer vi at fortrænge de dimensioner af menneskelivet, som ikke kan gøres positive. For eksempel lidelsen og døden,” siger Per Jepsen.

Hans kritik retter sig blandt andet mod den amerikanske psykolog Martin Seligman, som har været med til at give positiv psykologi vind i sejlene, blandt andet ved at kunne fremlægge data, der tyder på, at mennesker med en bestemt positiv livsindstilling er mindre disponeret for at udvikle sygdomme som kræft. Men risikoen ved den slags statistik er, at den bliver vendt på hovedet og brugt til at fælde dom over dem, som faktisk bliver syge. Hvis man begynder at tro, at det negative ikke kommer af sig selv, men som ”straf” for den enkeltes manglende positive tænkning, og at en kræftdiagnose i yderste konsekvens er den enkeltes egen skyld, er den positive tænkning kørt helt af sporet.

”Det kan sagtens give mening at arbejde med sin egen indstilling til tingene, men den rette indstilling kan ikke eliminere vores sårbarhed og udsathed over for for eksempel kræft. Hvis vi tror, vi kan blive herrer over vores egen lidelse, tager vi fejl,” siger Per Jepsen.

Han argumenterer i sin bog for, at hvis danske politikere er optaget af at give centrale kristne værdier videre til nye danske statsborgere, så er en af disse værdier evnen til at se pessimistisk på det jordiske liv.

”Især den tidlige kristendom rummer en god portion pessimisme på i hvert fald vores jordiske livs vegne. Den rummer erfaringen af det enkelte menneskes udleverethed og af, at verden rummer både gode og onde kræfter,” forklarer Per Jepsen.

Senere i pessimismens idéhistorie, i 1700-tallet, tænkte den kristne tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz sig imidlertid frem til, at alt i vores verden grundlæggende virker for det gode. For hvis Gud er almægtig, og Gud vil det gode, så kan det kun være menneskets egen begrænsede fatteevne, der får nogle aspekter af livet til at fremstå onde. Denne tænkning fik dog et skud for boven af den franske oplysningsfilosof Voltaire, som havde svært ved at se Guds gode plan i det altødelæggende jordskælv i Lissabon i 1755.

Voltaire og oplysningstidens andre tænkere var dog ikke rene pessimister, men flyttede snarere troen på, at alt er godt, som det er, til at mennesket kan gøre alting godt.

Mere rendyrkede pessimister var filosofferne Søren Kierkegaard og Arthur Schopenhauer, og ifølge Per Jepsen udgjorde slutningen af 1800-tallet en kort periode i historien, hvor pessimismen for en stund blev taget alvorligt som mere end en ubekvem sandhed, der skulle fejes ind under gulvtæppet.

”Kierkegaard var stærkt kritisk over for sin tids kristendom, som gjorde troen til en lalleglad optimistisk lære om jordisk salighed. Han mente, at det kristne ideal var at opnå den højeste grad af livslede, så man kunne finde mening et andet sted end i det jordiske liv,” forklarer Per Jepsen.

Dette bringer os tilbage til de spørgsmål, som verdenslykkerapporten rejser. Er det, vi bogfører som lykke opfyldelse af materielle behov og fravær af sygdomme eller anden lidelse, eller er det mening? Her agiterer Per Jepsen for, at ”det er følelsen af mening og ikke fraværet af smerte, der gør vore liv værdifulde”.

”I nogle lykkeundersøgelser er det ikke Danmark og de andre nordiske lande, der ligger øverst, men det lille buddhistiske land Bhutan, hvis indbyggere er materielt fattige, men til gengæld har en levende spirituel tradition, mens vi danskere kæmper med en følelse af magtesløshed i spirituel henseende. Svarer en indbygger i Danmark og én i Bhutan mon overhovedet på det samme, når nogen beder dem angive på en skala fra 1 til 10, hvor lykkelige de er? Det tvivler jeg på,” siger Per Jepsen.

Han slår fast, at selvom han har skrevet en bog om gode grunde til at bevare pessimismen, så er det ikke rent sortsyn og håbløshed, han er fortaler for. Han vil blot advare mod den tilgang til livet, at mennesket kan forvente positive følelser og fravær af smerte og skuffelser fra vugge til grav. For eksempel kan man lade sig inspirere af psykologen Viktor Frankl. Frankl overlevede under Anden Verdenskrig et ophold i kz-lejren Auschwitz, og hans psykologiske teori, betegnet logoterapi, handlede om styrken ved at lede efter mening selv stillet midt i det mest meningsløse og lidelsesfulde. Men det er ikke det samme som en ”tænk positivt”-indstilling, hvor man forsøger at retouchere det onde og lidelsesfulde bort.

”Pointen er, at livet er værd at leve, også selvom det ikke er ubrudt lykke,” siger Per Jepsen, som slutter sin bog med et citat fra en ”flue” af Robert Storm Petersen, som udtrykker omtrent det samme:

”Tilværelsen er nederdrægtig, men vi har nu engang ikke andet end den.”