Cykler man en tur gennem noget af Bornholms smukkeste natur, risikerer man at komme igennem Sorthat-Muleby næsten uden at opdage det. Man kan finde en enkelt betonfabrik og ellers ingen større virksomheder. Selv købmanden er væk. Her er skove og søer, havet er helt tæt på, og man kan tage bussen til Sahara, men livet leves stille blandt de 519 indbyggere.
Sådan er det mange steder i landet, men folk udefra gør sig alligevel gerne morsomme på byens bekostning. De siger, at det er det vilde vesten. Formentlig fordi det ligger så vestligt på øen, man kan komme, og lidt uden for lands lov og ret – ikke fordi der er vildt. Nogle gør også grin med navnet: Sorthat-Muleby. To mærkelige navne slået sammen til ét, men alligevel adskilt af en bindestreg. Og det er da også lidt besynderligt, erkender Bo Johansen. Han er formand for den lokale borgerforening.
”Men jeg har boet på Bornholm hele mit liv og er vant til pudsige bynavne. Desuden har jeg hørt betydeligt mere mærkelige navne i både Nordjylland og Sønderjylland,” påpeger han.
Byen hed oprindeligt bare Sorthat. Den tidligste omtale af navnet stammer fra 1600-tallet og er efter sigende skabt af en skrøne omhandlende en arrig jættekvinde fra Sverige. Hun kastede en stor, sort sten efter en, hun var utilfreds med på klippeøen. Den landede ude i vandet ved det, der blev til Sorthat, for stenen ligner grangiveligt en sort hat.
Først i slutningen af 1800-tallet opstod Muleby som en ny bydel bestående primært af arbejdere fra Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik. Fund af store mængder kul og ler på egnen betød omfattende kulbrydning og siden fremstilling af bygningstegl, men det betød også en klar opdeling af byen: I Sorthat boede funktionærerne og gårdejerne. I Muleby boede arbejderne, og de to var ikke blot adskilt af en bindestreg – eller på en del byskilte en skråstreg – men også en å.
Den dag i dag er opdelingen helt reel, forklarer Bo Johansen:
”Du skal ikke komme og fortælle dem, der bor i Muleby, at de hører til Sorthat – eller omvendt. I det daglige er det bare drillerier, men får nogen lidt rigeligt at drikke, især dem, der har boet her hele livet, skal jeg love for, at meningerne bliver utvetydige. De går især på, at dem i Sorthat er fine på den og ser lidt ned på dem i Muleby. Og at de altid har gjort det.”
Forskellene bliver mere og mere udjævnede, understreger han, men i borgerforeningen har de alligevel valgt, at der altid skal være repræsentanter fra begge bydele i bestyrelsen. For roens skyld.
Bo Johansen bor selv i Sorthat. Han kom til byen i 1996 fra Rønne, da familien havde brug for mere plads efter en familieforøgelse. Og i Sorthat fik man væsentligt mere for pengene end i Rønne. Det var dog også for naturens skyld, at de flyttede. Man skal helst være naturelsker for at trives her, siger han, for der er langt til alting. Til gengæld er her helt utrolig naturskønt og fuld af historie med unikke lergrave, kulskakter og de gamle, små fiskehuse nede ved vandet.
Det er også den primære forklaring på, at husene i byen bliver solgt stadig hurtigere, og stadigt oftere til småbørnsfamilier Gennem årtier har flertallet af beboerne ellers været pensionister, fabriksarbejdere og militærfolk fra kasernen, men de unge søger roen og naturen og pladsen, siger Bo Johansen. I det hele taget er det stadig mere blandet, hvem man møder på gaden, og det skal nok ende med, at ingen griner af dem fra Sorthat-Muleby.
”Jeg har ingen planer om at flytte. Og det er mit klare indtryk, at folk generelt er glade for at bo her. For der er jo meget mere her end blot et pudsigt bynavn.”