Gældsætningen af den danske stat er blevet en varm kartoffel i dansk politik. Sagen drejer sig ikke så meget om gældsætningen under coronakrisen, hvor gælden ifølge Finansministeriets økonomiske redegørelse fra lige før jul er øget fra 33 procent af bruttonationalproduktet i 2019 til 44 procent i 2020. I 2021 forventes gældsætningen at tage yderligere fart. Den har, er alle enige om, været nødvendig. Der, hvor vandene skilles, er, når det gælder konsekvenserne af den forøgede gældsætning på længere sigt.
Debatten om gældsætningen er blevet forstærket af en udtalelse fra statsminister Mette Frederiksen i TV 2 den 10. januar, da hun blev spurgt om, hvor alle pengene til hjælpepakkerne skal komme fra. Til det svarede hun: ”Det er en lidt gammeldags måde at se det på. Jeg mener, at vi i Danmark har mulighed for at investere os ud af krisen.”
Det har fået nogle kommentatorer og borgerlige politikere til at frygte for den tilgang til finanspolitikken, som fandtes i Socialdemokratiet, da Anker Jørgensen var statsminister i 1970’erne og frem til 1982. Da indrømmede den tidligere finansminister Knud Heinesen i Anker Jørgensens regering, at den havde ført landet på kanten af afgrunden.
De socialdemokratiske regeringer med Poul Nyrup Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt som statsministre har gjort alt for at bevise, at de havde lært lektien angående ansvarlig økonomiske politik. Spørgsmålet er nu: Har Mette Frederiksen glemt den selvsamme lektie?
I forlængelse heraf bliver det påpeget, at lønkompensation, hjælpepakker og ekstraordinære sundhedsudgifter netop ikke er investeringer. Det er omkostninger, som coronakrisen har nødvendiggjort, men som ikke desto mindre forøger statsgælden. På et eller andet tidspunkt skal gælden tilbagebetales.
Selvom den forøgede statsgæld kan finansieres via statsobligationer med lav rente, er det langtfra sikkert, at den lave rente varer ved, og derfor kan en stor gæld hurtigt blive en byrde, som for eksempel Grækenland erfarede på den hårde måde under eurokrisen i 2010. Den lave rente sikres ved, at nationalbankerne – for eksempel Den europæiske centralbank – i stor stil opkøber statsobligationer udstedt for at finansiere statsgælden. Men intet tyder på, at denne situation varer ved.
En af de bekymrede økonomer er direktør i investeringsselskabet Maj Invest og tidligere direktør for Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), Jeppe Christiansen. Han skrev på det sociale medie Linkedin om Mette Frederiksens udtalelse i TV 2: ”Mette kunne have sagt: Covid-19-regningen er stor, men nødvendig. Efter covid-19 gennemgår vi alle offentlige udgifter for at finde besparelser. Vi opfordrer alle til løntilbageholdenhed de kommende år. Fremtidige prioriteringer er uddannelse, socialt udsatte og klima.”
Omvendt lyder det fra for eksempel uddannelses- og forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen – mens finansminister Nicolai Wammen er på barselsorlov – i et indlæg i Nordjyske den 20. januar:
”Det er helt skævt, når borgerlige råber op om ’et orgie af gældsætning’. Dansk økonomi er grundlæggende sund. EU-Kommissionen har i en ny rapport slået fast, at Danmarks gæld fortsat er langt under grænsen i Stabilitets- og Vækstpagten” med henvisning til den aftale, som fastlægger, at EU-landes offentlige gæld maksimalt må være på 60 procent af bruttonationalproduktet.
Professor Jesper Rangvid på CBS har vurderet, at coronakrisen kommer til at koste det danske samfund 536 milliarder kroner. Samtidig er han dog fortrøstningsfuld på Danmarks vegne, fordi landet gik ind i krisen med en sund økonomi:
”Vi kan ikke bare hælde penge ud. Men Danmark har stadig en sund økonomi, og jeg ser derfor ikke, at vi lige nu står i 1980 og er på vej mod afgrunden,” sagde Rangvid til Berlingske den 17. januar.
Det sidste udsagn af Rangvid angiver konteksten for den politiske kamp om den forøgede gældsætning af Danmark. Mette Frederiksen har i sin øvrige politik retorisk og ideologisk lagt sig tæt på Anker Jørgensen-linjen, hvorfor nogle frygter, eller i hvert fald anvender frygten for, at det også gælder på det finanspolitiske område. Det er baggrunden for de mange hentydninger til den afgrund, som Anker Jørgensen bevægede sig imod.
Samtidig er man fra borgerligt hold pikerede over, at årsagen til, at Danmark sandsynligvis slipper økonomisk gennem coronakrisen med skindet på næsen, er, at borgerlige regeringer og Helle Thorning-Schmidt-regeringen førte en reformpolitik, som Mette Frederiksen i det store og hele har taget afstand fra. Når regeringen så bryster sig af, at dansk økonomi jo er bundsolid, sker det således – ifølge den borgerlige side – på en baggrund, hvor man pynter sig med lånte fjer.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.