At nordmænd og danskere ligner hinanden, er ingen overraskelse. Vi har trods alt levet i den samme stat i flere hundrede år. En stat, der blev styret centralt fra København i hvert fald fra Reformationen i 1536 til afståelsen til Sverige i 1814.
Selvom nordmænd og danskere kunne forstå hinanden uden besvær, var sprogene forskellige nok til, at man omkring år 1000 talte om den ”danske tunge”, som altså ikke var norsk. Men de kom tættere sammen efter Reformationen og indførelsen af bogtrykkerkunsten.
Autoriserede bogtrykkere fandtes længe kun i København, og de kom til at præge gudstjenesten afgørende i såvel Danmark som Norge i kraft af lutheranismens fremhævelse af det skrevne ord, sola scriptura, som det hed på latin. Langsomt, men sikkert prægede dansk norsk i form af ”bokmålet”, som den mest udbredte udgave af norsk meget passende hedder.
Ganske vist forsøgte nationalister omkring Ivar Aasen fra midten af 1800-tallet at skabe et nyt nationalt norsk skriftsprog ud fra dialekterne i sydvestlandets isolerede fjorde, ”nynorsk”. Trods en indædt sprogstrid, på norsk ”målreising”, og en sidestilling af de to norske sprog, anvendes nynorsk i dag kun af under 20 procent af befolkningen, mens over 80 procent foretrækker bokmål.
Bokmål er dog ikke længere lig med dansk, som det var tilfældet i 1800-tallet, hvor store norske forfattere som Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson udkom på københavnske forlag. Norsk er mere smidigt og mindre konservativt end dansk, hvorfor den moderne stavemåde kan få modvillige danske studerende til at kalde norsk for dansk med stavefejl, når de konfronteres med litteratur på norsk. Eller til at stille krav om ”rigtige” bøger på engelsk eller dansk, bortset fra de få der deltager i Nordisk Sommeruniversitets fortjenstfulde aktiviteter. Også derfor er det glædeligt, at der nu er danske unge, som helt frivilligt ser den norske ungdomsserie ”Skam”. Endda uden danske undertekster.
Til gengæld er der større forskelle , når det kommer til politisk kultur. Danskere er ganske vist overbeviste om, at nordmænd er hysterisk nationalistiske, mens vi er normale. Talløse er de flade danske vittigheder om latterlig norsk nationalisme, der forklares med statens unge alder.
Vittighederne er ganske vist på retur efter den enorme økonomiske vækst i kraft af olien, men det har ikke ændret fundamentalt på den overbærende danske grundholdning over for den selvhævdende lillebror med mindreværdskomplekserne. Men det skulle vi måske overveje.
Tag bare den norske fejring af 17. maj på årsdagen for Eidsvoll-forfatningen af 1814, der er den ældste forfatning i Europa og i verden kun overgået af den amerikanske. Danske grin over norsk selvglæde og investering i kostbare nationaldragter til optogene i gaderne af børn og voksne skorter det ikke på. Vi fejrer ganske vist også Grundlovsdag den 5. juni. Men det er en beskeden sag sammenlignet med de norske optog. Ikke fordi danskere er mindre nationalistiske end nordmændene, men fordi vores nationalisme er etnisk-kulturel, hvor den norske er politisk-statsborgerlig. Det skyldes historien.
Den danske grundlov blev til i årene 1848-1849 under en borgerkrig med de tysktalende i Slesvig og Holsten. Dansk nationalisme bygger derfor især på sproglig-kulturel identifikation, mens den norske nationalisme har samlet sig om forfatningen, først i glæde over selvstændigheden fra Danmark i 1814, siden i strid med Sverige om unionens karakter. Forskellen fremgår klart af holdningen til indvandreres deltagelse. I Norge er det helt almindeligt at se pakistanske indvandrere deltage i optogene i norsk folkedragt, buna, eller endda i deres egne nationaldragter. Det er muligt, fordi festen fejrer den politiske nation, ikke den etniske.
I Danmark ville det ikke gå, hvis vi brugte folkedragter til andet end folkedans. Der er større forskel på dansk og norsk identitet og sprog, end vi lige tror. En forskel, der også viser sig i den norske accept af dialektforskelle i det talte sprog. Her leves den kulturelle identifikation helt ud i en ellers politisk defineret nation, der derfor indtil for nylig har haft det nemmere med indvandrere. Og er bedre til at forstå de nordiske nabosprog.
Klummen historisk set skrives på skift af Jes Fabricius Møller, lektor i historie ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk og dansk historie ved CBS, samt Lars Hovbakke Sørensen, historiker og adjunkt, ph.d., ved University College Sjælland.