Politisk giver det mening, at Nye Borgerliges nyvalgte folketingsmedlem Mikkel Bjørn Sørensen tirsdag skiftede til Dansk Folkeparti.
Alt tyder på, at folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen nu vil overtage posten som partiformand for Nye Borgerlige efter Pernille Vermund, og han er langt mere liberal end den værdikonservative Mikkel Bjørn Sørensen, der kunne have været en modkandidat. Med ham ude af billedet synes risikoen for en ødelæggende fløjkrig umiddelbart at være blevet mindsket for partiet, selvom der er uro i baglandet.
Hængslerne knager og brager stadig efter Mikkel Bjørn Sørensens smæk med døren. I sin afskedssalut på Facebook kaldte han nok Lars Boje Mathiesen "knalddygtig" – men også en solorytter, der ikke efterlader meget plads til "samarbejde, konstruktiv dialog og fælles fodslag". Han påstod også, at han var blevet truet med eksklusion, hvis han stillede op som formand, hvilket Lars Boje Mathiesen og næstformand Peter Seier Christensen dog afviser. Mikkel Bjørn Sørensen, som i en årrække var formand for Nye Borgerliges Ungdom, fik straks følgeskab ud af partiet af ungdomsorganisationens hidtidige formand og næstformand.
Så Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, kan være godt tilfreds. Ikke alene har han nu fået en ung og talentfuld nationalkonservativ politiker på sit hold, han har også fået vendt den mandatmæssige konkurrence med Nye Borgerlige på hovedet efter valget. Nye Borgerlige har overtaget DF's plads som Folketingets mindste med blot fire mandater.
Mere overordnet – hvad handler rivaliseringen mellem partierne til højre så om? Om ideologi? Om personopgør? Om magt? Om rollen som oppositionsparti efter valget?
Øjensynligt om en blanding af det hele, men spørger man partierne selv, handler det primært om, at de holdningsmæssigt er så forskellige, at de hver især slet ikke kan undværes i dansk politik.
En idé om at danne en borgerlig "enhedsliste" efter venstrefløjens forbillede afvises blankt, hvis man spørger lederne af for eksempel Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige eller Danmarksdemokraterne.
De vil fremhæve alt det, de er uenige om – internationale konventioner, EU, skattelettelser og velfærd for eksempel.
På Christiansborg kunne man lige efter valget også finde Danmarksdemokraternes Inger Støjberg, som end ikke ville pege på Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, som borgerlig forhandlingsleder, og som siden i et interview med Berlingske har forsvoret nogensinde at gøre den tidligere partifælle til statsminister.
Med andre ord noget, der ligner et garantibevis til Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, om, at hun kommer til at sidde trygt i Statsministeriet – i hvert fald et par valgperioder endnu. Så langt går de andre partier til højre ikke, men også de er dybt skuffede over Venstre.
Venstre mener til gengæld, at netop højrepopulist-konkurrencen og -splittelsen banede vejen for midterregeringen.
De partier må så trøste sig med, at de nu trods alt får en chance for at profilere sig så meget desto skarpere over for vælgerne, men her kan partier som Liberal Alliance og De Konservative også være med.
Regeringen er kommet skidt fra start. Med det upopulære storebededagsforslag har den læsset lidt hø i den blå krybbe, der ellers synes temmelig tom, især for hestene til højre i stalden.
Eksempelvis er en stram udlændingepolitik ikke længere det trumfkort, det var for Dansk Folkeparti i 2000'erne. Kritik af EU og endda et ønske om at melde Danmark ud er svært at markedsføre, mens Storbritannien stadig slås med hovedpinen efter Brexit, og Europa rykker sammen for at støtte Ukraine mod Ruslands overfald.
På Christiansborg er den ubønhørlige virkelighed, at hvis regeringen kan holde sammen, levnes partierne på fløjene kun en beskeden indflydelse de næste år. For flere af dem venter den ofte dræbende kedsommelige tilværelse i opposition. Den kedsomhed kan nærmest opløse et parti, hvad Alternativet oplevede op til valget i 2019 og mange andre før det.
Vel kan der opstå nye muligheder for fløjpartierne inden næste valg – det kunne være nye, voldsomme flygtningestrømme. Indtil det sker, er det dog svært at tro på, at den politiske landsby herhjemme i længden har plads til alle de nuværende blå partier. Nye Borgerlige synes at sidde yderst på planken.
Dette er en politisk analyse.