Der har aldrig været så mange politibetjente som nu

Selv om der er en rekordstor politistyrke i Danmark, vil justitsministeren have flere folk i blå uniformer.

Der er 11.423 politibetjente i Danmark, viser tal fra Justitsministeriet, og det er flere end nogensinde før. (Arkivfoto).
Der er 11.423 politibetjente i Danmark, viser tal fra Justitsministeriet, og det er flere end nogensinde før. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Onsdag udklækkes 123 betjente fra politiskolen i Brøndby og i Vejle, når de nye politifolk om formiddagen dimitterer fra uddannelserne.

Men allerede nu er de en del af en historisk stor politistyrke. Der er 11.423 politibetjente i Danmark, viser tal fra Justitsministeriet, og det er flere end nogensinde før.

Det er godt nyt, mener justitsminister Mattias Tesfaye (S), som dog ønsker, at styrkens vokseværk fortsætter.

- Jeg synes, vi har underprioriteret politiet i for lang tid. Vi har særligt et ønske om at styrke nærpolitiet. Altså de betjente, vi kender fra lokalsamfund og nærpolitistationer.

- Men også den mere specialiserede efterforskning, fordi jeg synes, at der er nogle i toppen af kransekagen i for eksempel den organiserede kriminalitet, som er sluppet for at blive stillet for en dommer, siger ministeren.

Han kalder det naturligt, at politistyrken vokser, når befolkningstallet gør det.

I 1940 var der gennemsnitligt 4675 betjente i Danmark, og i de følgende årtier steg antallet af politibetjente støt.

1989 var det første år, hvor der gennemsnitligt var flere end 10.000 betjente.

For 20 år siden - i 2002 - var der gennemsnitligt 10.218 betjente ansat. Det antal er siden vokset med godt 11 procent til 11.423, viser Justitsministeriets tal.

Det er dog ikke ensbetydende med, at den enkelte betjent har fået mere tid til opgaverne. Dansk politi har i samme tidsrum fået nye opgaver at tage sig af.

- De har ikke mindre travlt, end de havde for 10-20 år siden. Det er også derfor, vi gerne vil fortsætte med at udvide styrken og få flere betjente.

- Også fordi noget af kriminaliteten er blevet mere kompliceret, og nogle af de kriminelle er blevet dygtigere til for eksempel at skjule noget af udbyttet i kryptovaluta i stedet for bare at have en pose krøllede 500 krone-sedler liggende i en sportstaske.

- Det kræver ekstra ressourcer hos politiet at følge det digitale spor, siger justitsministeren.

Foruden bekæmpelse af it-kriminalitet er det også en øget terrortrussel, som politiet har føjet til sine arbejdsopgaver de seneste årtier.

Foruden de mange betjente har der siden 2017 været politikadetter, som med et halvt års uddannelse kan varetage opgaver inden for blandt andet bevogtning og grænsekontrol.

Samlet beskæftiger politiet over 15.000 medarbejdere. Cirka en tredjedel af dem er civilt ansat.

I 2020 blev der indgået en politisk aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi for 2021-2023.

Heri er blandt andet et mål om at øge optaget på politiskolerne, og Rigspolitiet arbejder med flere tiltag for at tiltrække flere politistuderende.

/ritzau/