"Der har altid stået flere på venteliste, end vi har haft organer til i Danmark. Det vil vi gøre noget ved"

Sundhedsstyrelsen vil sikre flere organdonationer i Danmark med anbefalinger om at udvide brug af donation efter cirkulatorisk død. Søren Brostrøm svarer på hvordan

Direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, tror på, at nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen føre til flere organdonationer
Direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, tror på, at nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen føre til flere organdonationer. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix.

Frem til 1990 donerede danskere bugspytkirtler og nyrer, selvom hjertet var holdt op med at slå, og de dermed officielt var "cirkulatorisk døde."

Men ofte slog det fejl. Mange organer kom nemlig til at mangle ilt, når der gik for lang tid, efter kroppen var død. Derfor blev hjernedødskriteriet indført. Hjertet kunne nu blive ved med at slå, fordi der blev tændt for en respirator, og hermed kunne organer som hjerter, lunger, lever og nyrer doneres uden de store problemer.