Det blev kaldt en inspiration og et forbillede for andre transkønnede, da den amerikanske transkvinde Lia Thomas, der er født som mand, i marts blev den første åbent transkønnede til at vinde en guldmedalje ved de amerikanske college-mesterskaber i svømning for kvinder. På vejen til guldmedaljen slog hun blandt andet to kvindelige medaljetagere fra OL i Tokyo sidste år.
Sejren genantændte imidlertid en debat om, hvorvidt transkønnede bør betragtes som det køn, de skifter til, på lige fod med dem, som er biologisk født med kønnet. Altså bør Lia Thomas betragtes fuldt ud som kvinde?
Den 23-årige svømmer, der har gennemgået flere års hormonbehandling, var selv ikke i tvivl og sagde efter sin sejr til magasinet Sports Illustrated:
”Jeg er ikke en mand. Jeg er en kvinde, så jeg hører til på kvindeholdet.”
Det er dog langt fra alle, som er enige med Lia Thomas. Og heller ikke er på vej til at blive det. Flere eksempler fra de seneste måneder tyder på, at der sket et stemningsskift, hvor blandt andet modstanden mod særrettigheder til transkønnede vokser, og tolerancen daler. Blandt andet har flere store sportsforbund meldt ud, at inklusionen af transkønnede ikke trumfer fair konkurrence.
Det stemningsskift har også flere kønsdebattører, som Kristeligt Dagblad har talt med, bemærket. Herunder 23-årige Marcus Dib Jensen, der er formand for lgbt-organisationen Dansk Regnbueråd. Han er selv transkønnet og begyndte at leve som dreng som 16-årig og skiftede fysisk køn som 20-årig.
”Det er en bekymrende tendens, at tolerancen falder. Jeg tror, at vi ser konsekvensen af, at den woke del af lgbt-miljøet har forsøgt at tvinge folk til at være tolerante. For hvis man ikke accepterer deres dagsorden, bliver man kaldt transfob og et dårligt menneske. Det er der ingen, som gider kaldes, og jeg kan godt være bange for, at folk på den måde får nok af alt, der hedder lgbt,” siger han.
Den woke dagsorden er ifølge Marcus Dib Jensen blandt andet idéen om, at der findes mange forskellige køn, og at køn er en social konstruktion – ikke først og fremmest noget biologisk bestemt. Desuden at børn skal have lov til at skifte køn, og at transkvinder i ligeså høj grad er kvinder, som biologiske kvinder er det. Alt sammen noget han selv er uenig i.
Identitetspolitisk bersærkergang?
Også Tobias Pultz, der er homoseksuel debattør, har bemærket stemningsskiftet. Han mener dog, at det har været længe undervejs, men blot først er nået den bredere offentlighed nu. Han er ligeledes ”helt vildt bekymret”.
”Jeg har i et par år advaret mod, at kampen for tolerance bliver en identitetspolitisk bersærkergang, hvor lgbt-bevægelsen bliver komplet kompromisløs. Hvis du er uenig i én af tingene, bliver du kaldt anti-lgbt. Man kan ikke trænge folk op i en krog på den måde, for det vil munde ud i reel intolerance. På et eller andet tidspunkt bliver der sagt fra, og jeg tror, at vi ser modsvaret lige nu. Men jeg oplever det ikke som en retorik, der er anti-lgbt. Jeg oplever det som en retorik, der er er imod de woke dele af lgbt-miljøet,” siger Tobias Pultz.
Helt konkret kan man eksempelvis se, at villigheden over for at inkludere transkønnede er faldet i Storbritannien. Det viser en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov, der udkom i forrige uge.
I 2018 var 32 procent af briterne uenige i, at et transkvinde er en kvinde. I dag er det 40 procent.
En del af briterne har også skiftet holdning til, om transkvinder udgør en risiko for biologiske kvinder, hvis de får lov at bruge eksempelvis toiletter, omklædningsrum, hospitalsafdelinger og fængselsfløje beregnet til kvinder. I 2018 mente 29 procent af briterne, at de udgjorde en trussel, mens 43 procent mente det modsatte. 28 procent svarede ”ved ikke”. I dag mener 39 procent af briterne, at transkvinder udgør en risiko for biologiske kvinder. 32 procent mener ikke, at de gør, mens 29 procent har svaret ”ved ikke”.
Myndigheder og sportsforbund slår bak
Og der er flere andre eksempler på, at der nogle steder bliver slået bak i forhold til transkønnede:
I England annoncerede sundhedsmyndighederne i torsdags, at man fra foråret 2023 lukker den kontroversielle Tavistock-klinik, som behandler børn, der kæmper med deres kønsidentitet. Det sker blandt andet som følge af en rapport, som fastslog, at klinikken ”ikke er sikker for børn” og efter hård kritik fra tidligere medarbejdere og patienter. Kritikken lød blandt andet på, at man på klinikken for hurtigt igangsætter kønsskiftende hormonbehandling og overser eller nedtoner andre mulige psykiske lidelser hos børnene.
Karolinska Universitetshospital nord Stockholm i Sverige stoppede allerede i foråret med at behandle børn under 16 år med kønsskiftehormoner. Det skyldes, at behandlingen ifølge hospitalet kan øge risikoen for hjerte-kar-sygdommme, knogleskørhed, infertilitet, kræft og blodpropper.
Derudover har to store sportsforbund i løbet af sommeren strammet reglerne for transkønnede. Det Internationale Svømmeforbund, FINA, har nedlagt forbud mod, at transkvinder, der er gået gennem puberteten som drenge, svømmer på eliteniveau mod biologiske kvinder. I stedet vil forbundet oprette en ”åben række”, hvor transkønnede ved udvalgte turneringer kan konkurrere mod hinanden.
Hos Det Internationale Cykelforbund, UCI, har man halveret det acceptable testosteronniveau for transkvinder. Samtidig har forbundet fordoblet den periode, som transkvinder skal kunne fremvise det lavere niveau i tests, før de må begynde at konkurrere mod biologiske kvinder. Den er nu på to år, hvor den før var på et.
Også Danmarks Idrætsforbund har i år meldt ud, at inklusionen af transkønnede ikke bør trumfe hensyn til fair konkurrence i elitesport for kvinder.
Marcus Dib Jensen mærker blandt andet stemningsskiftet ved, at han i højere grad end tidligere skal forklare sig, når han møder nye mennesker. Men han oplever ikke, at folk siger fra over for, at han er transkønnet. De siger fra over for den woke dagsorden.
”Danmark er generelt et tolerant land. Jeg fortæller folk, at jeg er født som biologisk kvinde og vil dø som biologisk kvinde – ikke som en rigtig mand. Jeg lever som mand, men jeg vil aldrig blive til en mand. Jeg er født med en psykisk lidelse, som betyder, at jeg ikke kan leve mit liv som en kvinde. For at have det godt har jeg skiftet køn. Når jeg forklarer det, bliver jeg mødt med empati og accept, og folk har ikke et problem med, hvad jeg har gjort,” siger Marcus Dib Jensen.
”Den empati opstår helt naturligt, når man ikke samtidig forsøger at pådutte folk, hvad de skal mene om det.”
Tobias Pultz mener også, at det er vigtigt, at især lgbt-folk siger fra overfor wokeness:
”For jeg kan mærke, der er mange, der afviser alt, der har med lgbt at gøre nu, fordi en højlydt, ekstrem minoritet blandt os ødelægger det for alle andre. Det er vigtigt, at vi viser folk, at vi ikke alle er enige – at vi er en forskelligartet gruppe.”
Transkønnede føler sig pressede
Susanne Branner Jespersen, der er sekretariatschef i organisationen LGBT+ Danmark, mener ikke, at man entydigt kan pege på, at tolerancen overfor transkønnede er faldende. For der er strømninger i hver sin retning.
”I nogle lande får transkønnede flere juridiske rettigheder, mens de i andre lande fratages rettigheder. I Danmark går det rettighedsmæssigt fremad, mens det i eksempelvis Polen, Ungarn og USA går tilbage. Inden for sportsverden går det helt klart tilbage lige nu. Det er et enormt mudret billede, så jeg synes ikke, man generelt kan sige, at det bevæger sig i den forkerte retning. Vil man måle på tolerancen i befolkninger, kommer det også an på, hvilken aldersgruppe man spørger, for de yngre generationer er mere tolerante og imødekommende over for transkønnede end de ældre,” siger hun.
Ifølge Susanne Branner Jespersen har de i LGBT+ Danmark en fornemmelse af, at man i hvert fald ikke kan tage rettigheder for givet.
”For vi ser, at de kan inddrages igen. Derfor er vi nødt til fortsat at gøre opmærksom på transkønnedes vilkår og rettigheder. Jeg er ikke i tvivl om, at mange transkønnede også i Danmark føler sig meget pressede og nervøse lige nu, særligt på grund af tonen i den offentlige debat,” siger hun.
Ifølge den store Projekt Sexus-undersøgelse fra 2019 er 0,1 procent af den danske befolkning transkønnede. Det svarer til cirka 5800 mennesker.