Da Lena Liebst Hansen kom til Kramnitze i 1986, var ingen i tvivl: Byen blev stavet med z. Selvfølgelig, sådan havde det jo altid været, lige siden venderne hærgede de lollandske kyster gennem flere hundrede år og navngav byen. Hun studsede da godt over, at der enkelte steder på vejskiltene stod Kramnitse med s, men tænkte, at det nok bare var en stavefejl.
Det var først nogle år senere, det gik op for hende, at noget var galt. På rudekuverterne blev hendes vejnavn, Kramnitsevej, nu konsekvent stavet med s. Og da internettet blev udbredt i midten af 1990’erne, kunne man slet ikke søge på Kramnitse med z.
Da hun gravede lidt, fandt hun ud af, at Stednavneudvalget i København havde ændret stavemåden i midten af 1980’erne. Det var dog ikke noget, man var blevet oplyst om i den lille by på ikke meget mere end 30 indbyggere, ni kilometer nord for Rødby. Det var i hvert fald ikke noget, man snakkede om. Alligevel nagede det hende, for hvorfor skulle et udvalg i København bestemme navnet på hendes by og gade? Så for fem år siden tog hun emnet op i byens beboerforening, hvor hun var kasserer.
”De andre havde det på samme måde, for det svarede jo lidt til, at kommunen og staten kaldte mig Lina, selv om jeg hedder Lena. Meget af min identitet ligger i mit navn, lige som meget af vores bys identitet ligger i stavemåden, som går meget langt tilbage og har en masse historie knyttet til sig. Desuden var det noget formynderisk pjat, så jeg blev stædig,” forklarer hun.
Det har hun og andre i beboerforeningen været lige siden. De har blandt andet lavet en underskriftsindsamling i byen og begået civil ulydighed ved at sætte z’er hen over s’erne på en række by- og gadeskilte. Hun gik også til byrådet i Lolland Kommune for at få dem til officielt at indstille bynavnet til at få sin gamle stavemåde tilbage. Hun fik ja, og i begyndelsen af september i år kom der besked fra Stednavneudvalget: Kramnitze må fremover gerne staves med z. Lige som Kuditse, Tillitse og Corselitse må gøre det samme.
Og det er faktisk vigtigere, end man måske lige skulle tro, forklarer Lena Liebst Hansen, for der er kun få af byens ældre borgere tilbage, som kender historien bag bynavnet. Og de mange nytilkomne i det nærtliggende sommerhusområde har ikke nogen særlige følelser for byen. Tilbagekomsten af z’et kan måske genoplive byens gamle rødder. Der er da dem, der har sagt: Herregud, det er jo bare et bogstav. Men især for dem, der har boet her meget længe, er det en stor glæde, at tingene nu er kommet i orden. For i det bogstav ligger hele historien om, at landsbyen ikke bare er et nyt, lille sommerhusområde. Den er et ældgammelt fiskerleje, skueplads for krigstogter i middelalderen og et sted, der har beskrevet sig selv med z i al den tid.
”Jeg tror, der ofte er mange og store følelser forbundet med det sted, man bor. Det er ikke anderledes i Kramnitze,” siger hun.
Som en sidegevinst har kampen for z’et betydet, at byens beboere har lært hinanden bedre at kende på tværs af generationer og andre forskelle.
”Vi har fået mere at mødes om, og vi har vist, at vi kan opnå noget, når bare vi står sammen. Det er ikke sådan, at vi nu pludselig skal ud at springe i faldskærm sammen eller sådan noget, men det har styrket fællesskabet i vores lille del af verden. Og jeg er sikker på, vi står stærkere, hvis det bliver nødvendigt at stå sammen igen.”