Helga Nielsen var 15 år gammel, da Danmark blev besat, og husker i dag, at det kom som en overraskelse for hende, at krigen var kommet til Sønderjylland.
I første omgang var hun dog mest skuffet over, at klassens tur til Sverige blev aflyst.
“Jeg havde kun mænd og pjat i hovedet. Ikke noget med krig i hvert fald. Men langsomt gik det jo op for mig, hvor alvorlig situationen var,” husker hun.
I gaderne i den sønderjyske by, hvor hun boede, var der skyderi den 9. april 1940. En af lillebroderens kammerater blev dræbt af de tyske tropper, da han blev for nysgerrig og lurede på dem i vejkanten, så de troede, at han var en snigskytte.
Nogle af de såkaldte “hjemmetyskere” var til gengæld i højt humør. Flere af dem hilste de tyske tropper velkommen med blomster og “Heil Hitler”, husker Helga Nielsen.
Fra starten blev det vigtigt at vise, hvor man hørte til, især når man boede i grænselandet.
Selv holdt Helga Nielsen lav profil med, at hendes afdøde mor var tysk. Som dansker holdt man afstand til tyskerne og dem, der sympatiserede med dem. Hun lærte efterhånden, at der nu var en vigtig forskel.
I begyndelsen af Besættelsen blev familiens gæsteværelse beslaglagt og inddraget til en tysk soldat fra Sachsen, som skulle bo hos dem i nogle uger. Helga Nielsens reaktion var ikke, som hendes far kunne tænke sig.
“Jeg sagde, at det var da dejligt, at vi skulle have sådan en soldat boende. Ham kunne jeg gå ud og danse med lørdag aften! Så faldt der brænde ned. Min far spurgte, om jeg var helt fra forstanden,” husker Helga Nielsen og griner.
Til gengæld satte han Dannebrog ind på soldatens værelse.
Hun husker ikke noget særligt had til tyskerne, selvom hun var bange for Gestapo, som efter sigende havde stikkere i lokalbefolkningen. I stedet husker hun, at fællesskabet blandt danskerne blev stærkt.
Hun deltog blandt andet i de berømte alsangsarrangementer, der opstod rundtomkring i landet. Sang var nemlig den eneste lovlige måde at mødes og vise fællesskab på, efter det blev forbudt for danskere at forsamle sig.
I slutningen af 1944 fik Helga Nielsen arbejde i Aarhus, og det var her, at hun sammen med tusindvis af andre fejrede Befrielsen.
“Der var en helt ubeskrivelig stemning. Fremmede folk omfavnede hinanden, nogle spillede musik, og andre dansede. Den jubel glemmer man aldrig. Det var vidunderligt,” siger hun.
Allerede dagen efter begyndte folk at give afløb for deres frustrationer over dem, der havde stået på den forkerte side af fællesskabet - blandt andre tyskerpigerne, som blev klippet og ydmyget.
I en meningsmåling om befolkningens holdning til, hvordan landssvigerne skulle straffes, bragt i Berlingske Tidende i juni 1945, var det kun en fjerdedel af befolkningen, som mente, at tyskerpigerne skulle gå fri af straf.
Blandt de, som mente, at pigerne skulle straffes, var fysisk mærkning, boykot, landsforvisning og inddragelse af formue på tale. Størst var opbakningen dog til fængselsstraf, som en femtedel af de adspurgte bakkede op om.
Det var måske den stemning, som betød, at Helga Nielsen ikke gjorde noget, da hun kom cyklende på M.P. Bruuns Gade i Aarhus en af de første dage efter Befrielsen.
Inde på fortovet så hun en ung pige komme gående og pludselig blive overfaldet af nogle mænd, der holdt hende fast og klippede hendes hår. Pigen skreg og råbte, men der var ingen, der gjorde noget. Heller ikke Helga, som cyklede videre.
“Bagefter har jeg tænkt på, hvorfor jeg ikke hoppede af cyklen og hjalp hende. Jeg kunne jo godt have sagt, at de skulle lade være og opføre sig ordentligt. Men det gjorde jeg altså ikke. Jeg tænkte, at det ikke var noget, jeg skulle blande mig i,” siger hun.
Det var ikke, fordi hun syntes, at pigen havde godt af det, men på det tidspunkt virkede det uundgåeligt.
“Jeg kunne godt indse med min forstand, at der måtte komme et opgør. Det var grimt og forfærdeligt at se den stakkels pige, det gik ud over, men jeg tænkte, at det måtte være sådan,” husker Helga Nielsen.
Efter krigen rejste Helga Nielsen med Røde Kors til det hærgede Hamborg, hvor hun hjalp de tusindvis af tyske børn, som havde mistet alt på grund af krigen.