Der skal også være plads til de flade aer

Brugen af flade aer i Radioavisen siden 1930erne er omdrejningspunktet for et forskningsprojekt, der gerne vil gøre danskerne mindre sprogligt fordømmende. Og forklare, hvorfor vi stadig er det

Jacob Thøgersen, forsker i Radioavisens flade a-er. Forsker og underviser ved Københavns Universitet på Amager.
Jacob Thøgersen, forsker i Radioavisens flade a-er. Forsker og underviser ved Københavns Universitet på Amager. Foto: Leif Tuxen.

Nyhedsoplæser Ernst Møllers stemme går i gang igen.

Det svenske politi undersøger i øjeblikket, om der er forbindelse mellem...

På computerskærmen ses udsvingene i hans udtale på en graf, der omhyggeligt registrerer hver en lyd. Denne stemme er fra 1986, men der er mange andre stemmer i de otte timers radioavis, sprogforsker Jacob Thøgersen har samlet fra 1930erne til 2010. Og der er mange ord 70.000 i alt. Han har lyttet til dem alle, skrevet ned og analyseret. Særligt det, man engang kaldte flade aer det vil sige aer, som udtales med tungen højere mod ganen, og som nærmest lyder som æer har haft hans interesse. Eksempelvis når grevinde Alexandra og A-kassens formand blev udtalt som grevinde AlexÆndra og Æ-kassens formand. Og så er der stavelseskannibalismen. Det vil sige ord, hvis endelse sluges i udtalen. Som når stearin bliver til sdarin, læstE bliver til læst og ringEDE til ringED.

LÆS OGSÅ: Dansk talesprog anno 1700 er nu på nettet

Det er ganske nørdet forskning, det ved lektor Jacob Thøgersen fra Københavns Universitet udmærket. Men der er særdeles gode grunde til, at han bruger sin tid og statens penge på netop dette emne, forklarer han:

Det er en udbredt holdning blandt sprogforskere, at vi ikke påvirkes afgørende af det sprog, vi hører i medierne. Men selvfølgelig gør vi det, og det sker ikke mindst gennem Radioavisen, som gennem årtier er blevet opfattet som rettesnoren for sproglig korrekthed. Det, man hører der, er sådan, man bør tale i Danmark. Det er derfor, vi generelt synes, at københavnsk er det mest rigtige sprog, og at andre dialekter lyder lidt dumme. Men hvorfor er det sådan? Og hvad sker der, hvis sproget i Radioavisen ændrer sig, sådan som det faktisk er sket? Det er det, jeg undersøger, så hvis man svinger sig lidt op, handler min forskning om demokrati og sprogligt ligeværd. Den er et opgør med den sproglige intolerance, der hersker i Danmark, og det er da vigtigt.

Okay, men lad os se nærmere på, hvad forskningen egentlig indeholder.

Først en kort præsentation: Jacob Thøgersen er en del af LARM Audio Research Archive, et tværvidenskabeligt projekt hvis mål er at opbygge en digital infrastruktur, som skal lette forskningsadgangen til den radiofoniske kulturarv i Danmark. Han har længe beskæftiget sig med samspillet mellem Danmarks Radio og den almindelige sprogudvikling i Danmark. For lige siden etableringen i 1925 af det, der dengang blev kaldt Statsradiofonien, har Danmarks Radio fungeret som et sprogligt forbillede. Det forekommer os måske meget naturligt i dag, men det er jo ikke naturgivent, at det er sådan, påpeger Jacob Thøgersen. Og sådan var det faktisk heller ikke til at begynde med. Her var Radioavisen særdeles uformel og lød, som om en oplæser blot fik stukket dagens avis i hånden. Måske fordi radioen blevet opfundet af amatører.

Der var ingen, der i begyndelsen tænkte over, at sproget skulle være på en særlig måde. Før radioen var der ikke lige så klare idealer, for man blev ikke hele tiden mindet om, hvordan folk talte i resten af landet. Det var ikke nogen rigtig måde at tale dansk på. Men der blev hurtigt skabt en forventning blandt lytterne om, at radioen var symbolet på en højere sandhed, og derfor begyndte retorikere, skuespillere og stemmetrænere at træne nyhedsoplæserne, så de lød som på teatret. For det måtte være den mest rigtige måde, og kun på den måde ville oplæserne opnå autoritet. Men det hele hvilede udelukkende på fornemmelser og få menneskers beslutninger, siger Jacob Thøgersen.

Måske netop derfor har sproget i Radioavisen særligt de seneste par årtier udviklet sig hurtigt i retning af det, mange kalder sjusket sprog. Hvor endelserne sluges, og de flade aer hersker. Men hvorfor går det i den retning, det er jo ikke en naturlov, påpeger Jacob Thøgersen. Og hvorfor betragter vi det som sjusk, når det jo ikke kræver mindre anstrengelse at bruge det flade a. Og måske mest interessant: Hvorfor bruger lærere også mange ressourcer på at få endelserne med i stavningen, når nu selv ikke Radioavisen udtaler det sådan?

Det er påfaldende, at journalister på DR stadig rutinemæssigt præsenteres for sprogmanualer, som de alligevel ikke følger. En eller anden kraft trækker dem i retning af et mere hverdagsagtigt sprog, og det sker langt hurtigere og mere markant end i de lande, vi normalt sammenligner os med. I Norge har man fra radioens begyndelse gjort meget ud af, at hver enkelt oplæser brugt sin egen, lokale dialekt. Det tyske mediesprog er langt mere formelt end det danske og bevæger sig ikke særlig meget. I Storbritannien tillader man stadig flere dialekter. Hvorfor skiller Danmark sig ud? spørger Jacob Thøgersen.

Noget af svaret er formentlig, at de danske medier i de første årtier mest ansatte folk, der talte storkøbenhavnsk. Og det gjorde de, fordi de højest uddannede typisk kom fra København, hvor universitetet og statsadministrationen har ligget siden den sene middelalder. Det har gjort det autoritative sprog meget uniformt. Når det de seneste årtier er begyndt at ændre sig, handler det formentlig om, at medierne gerne vil være mere i øjenhøjde med deres publikum, og derfor kommunikerer de mere som dem.

Men det er kun fornemmelser. Snart vil forskningen gøre os klogere på, hvad der egentlig former vores sprog. Og det kan måske fortælle os noget om, hvor vi er på vej hen. Mit håb er, at den viden danner grundlag for et sprog, hvor der er større spillerum for, hvad der er rigtigt og forkert dansk.