Ligesom forfatteren Dan Turèll fik afholdt sin begravelsesceremoni på Arbejdermuseet som et symbol på hans socialistiske overbevisninger efterspørger et stigende antal danskere i dag utraditionelle og personlige begravelser. Det fortæller flere eksperter. En rundspørge foretaget af analyseinstituttet Megafon for Begravelse Danmark og Landsforeningen Liv&Død viser også, at kun 63 procent af den danske befolkning ønsker en traditionel, folkekirkelig begravelse.
På Mors er man begyndt at præge stregkoder ind i gravsten, så forbipasserende kan læse om den afdøde ved at scanne koden med deres smartphone, og flere og flere får specialdesignet den afdødes kiste med udsmykning, der karakteriserer vedkommende.
LÆS OGSÅ: Begravelsestaler er en svær balancekunst
Indenfor de seneste femten år har man kunnet se en begyndende tendens til det, jeg kalder 'gør det selv'-døden. Nu planlægges begravelsen nøje, og de pårørende ønsker at iscenesætte den afdødes identitet, så ceremonien kommer til at være i den afdødes ånd, fortæller Michael Hviid Jacobsen, professor i sociologi ved Aalborg Universitet.
Michael Hviid Jacobsen har over en længere periode forsket i døden og iagttaget, hvordan den vestlige kultur har fået et mindre tabuiseret forhold til død og begravelse. Men han mener dog, at tendensen også kan anses som en ny måde, hvorpå vi fortrænger døden og forsøger at indskrive den i nye ritualer for at gøre den mindre farlig og fremmed.
Gitte Lunding, antropolog og leder af kulturcentret på Assistenskirkegården i København, kan også genkende "gør-det-selv"- tendensen:
Der er nogen, der ser begravelsen som et bryllup. En overgangsrite, hvor den døde skifter position fra medlem af de levendes rækker til nu at tilhøre de afdøde - præcis som når man skifter civilstand. Men hvor man kan blive gift flere gange, er ceremonien ved livets afslutning noget, der kun sker én gang, fortæller hun.
LÆS OGSÅ: Det personlige fylder mere i begravelsestaler
Selvom tendensen er generel, er de enkelte begravelsesritualer lige så forskellige, som de personer der skal tages afsked med, mener bedemand Solvejg Ritzau, der ejer bedemandsforretningen Den sidste rejse.
Når man går ud fra en bisættelse, skal ingen være i tvivl om, hvem det er, man har sagt farvel til - forstået på den måde, at der var et islæt af noget helt personligt for den afdøde, siger Solvejg Ritzau.
LÆS OGSÅ: Hver fjerde ønsker en ikke-religiøs begravelse
Hun nævner blandt andet begravelsen af en ung mand, hvis ceremoni blev holdt i guldnuancer, da han dyrkede styrtcykelløb og altid kørte på en guldmalet racercykel. Under begravelsesceremonien stod cyklen ved kisten, som også var malet guld lige som urnen. Det var det, der kendetegnede ham.
Den kvindelige bedemands indtryk er ikke, at folk gør det for at være moderne, det er snarere en personlig mindestund - en hyldest til det liv, der nu er slut.