Lige fra Gorm den Gamles tid og indtil for nylig var kongen Danmarks magthaver, og kongen var altid en mand. Selv da Danmark først i 1400-tallet åbenlyst blev regeret af en kvinde, dronning Margrete I (1352-1412), måtte det ikke rigtigt hedde sig, hvorfor hun måtte anskaffe sig mindreårige sønner, hun kunne fungere som formynder for.
Dén del af Danmarks historie kender mange til. Langt færre kender dronning Dorothea af Brandenburg (1431-1495), som ellers lader til at have haft stor indfyldelse i det danske kongerige – som dengang i de gode gamle dage også omfattede Norge og Sverige.
Dette ukendskab forsøgte Universitetsavisen på Københavns Universitet for nylig drastisk at ændre på, da avisen offentliggjorde en artikel med den opsigtsvækkende overskrift:
”Københavns Universitet skriver sin historie om: Blev grundlagt af en kvinde”.
Dermed var bolden givet op til en debatfejde om køn og historie. For historien om Dorothea kan give brændstof til teorier om mandlige historieskriveres trang til at slette stærke kvinder fra den kollektive erindring. Men den kan også rejse debat om, hvilke fortolkninger man kan uddrage af et sparsomt kildemateriale.
Sikkert er det i hvert fald, at de to historikere på hver sin side i debatten begge finder overskriften for bombastisk. Københavns Universitet blev ikke grundlagt af en kvinde.
Men måske fik Danmark sit første universitet i 1479 som resultatet af et ægtepars fælles indsats. Et samarbejde, som mundede ud i, at kong Christian I’s navn kunne stå i de officielle dokumenter som grundlægger, men at hans hustru Dorothea havde gjort et væsentligt forarbejde hos paven i Rom fire år før. Et samarbejde, som måske bedst kan udtrykkes med en gammel og kønsstereotyp talemåde: ”Der står en kvinde bag alt”.
Carsten Jahnke er lektor i middelalderhistorie ved Københavns Universitet og har beskæftiget sig indgående med Dorothea af Brandenburg. Han er af den overbevisning, at Dorothea spillede en betydelig rolle, da Danmark fik et universitet, og at oplysningen herom siden er blevet nedtonet.
”Jeg tror ikke, der i denne sag er uenighed om, hvad der står i kilderne. Spørgsmålet er, hvordan man vurderer det, der står. Selvfølgelig står der i dokumenterne, at Københavns Universitet er grundlagt af Christian I. Hvem ellers? Han var jo kongen,” siger Carsten Jahnke.
”Jeg gør mig heller ikke nogen idé om, at det var Dorothea, som kom på tanken om, at vi skulle have et universitet. Men siden 1900 har historikere kendt til, at det var dronningen, der i Rom i 1475 fik sat gang i processen. At reducere hende til brevbærer for kongen betragter jeg som nonsens,” tilføjer han.
Det var en vejledningssamtale med Carsten Jahnke om et bachelorprojekt, som satte Universitetsavisens skribent i gang med artiklen om den kvindelige universitetsgrundlægger og om, at det ifølge Jahnke er ”en historiografisk tradition at negligere de danske dronningers, og kvinders, formåen fuldstændig.”
Den del af overskriften, der omtaler, at ”Københavns Universitet skriver sin historie om” refererer til, at universitetshistoriker Morten Fink-Jensen har ændret et punkt i historieafsnittet på universitetets hjemmeside, så Dorothea er med. Ud for året 1475 står nu:
”Efter Christian I’s og dronning Dorotheas rejser til Rom i 1474-75 giver pave Sixtus IV den 19. juni 1475 tilladelse til oprettelsen af et universitet et sted i Danmark.”
Morten Fink-Jensen betoner dog, at det, at man finder og retter mangler på en hjemmeside, ikke er bevis på en århundredlang konspiration rettet mod dronninger og andre kvinder.
”Christian I var hos paven i 1474, og vi har ingen skriftlige kilder, der fortæller, om spørgsmålet om et universitet i Danmark blev drøftet ved den lejlighed. Vi ved det ikke. Vi ved, det var på dagsordenen året efter ved Dorotheas besøg, men ikke om hun populært sagt var bydreng for kongen, eller om konge og dronning arbejdede i fællesskab. Når det antydes, at Dorotheas rolle bevidst er undertrykt, passer det ikke,” siger han.
Morten Fink-Jensen uddyber, at hvis man går længere tilbage i historieskrivningen, har der rigtigt nok været en tendens til at ”forherlige kongernes indsats og gøre dronningerne til baggrundsfigurer”, men han mener ikke, at denne tendens gør sig gældende blandt nulevende historikere:
”Der er ingen på Københavns Universitet, der har noget imod Dorothea. Når der kan opstå debat om hende, tror jeg, at det hænger sammen med, at kønsperspektivet netop nu fylder meget i debatten, både blandt historikere og bredt i samfundet. Jeg finder det helt i orden, at kvinders rolle i fortiden bliver revurderet, men fortolkningerne skal ikke trækkes længere, end kilderne kan bære.”
Men Dorothea af Brandenburg var ifølge Carsten Jahnke en for datiden særdeles stærk og magtfuld kvinde, hvilket andre aspekter af hendes liv viser.
Dorothea var nemlig ikke bare en konges hustru. Hun var to danske kongers hustru og to andre danske kongers mor.
Hun fik betydelig del i magten, da hendes første mand, kong Christoffer af Bayern, døde i 1448. Med denne konge uddøde den såkaldte Gormslinje i den danske kongerække, der går nogenlunde direkte tilbage til kong Gorm i Jelling 500 år tidligere.
Eneste overlevende slægtning var den afdøde konges onkel, Margrete I’s adoptivsøn Erik af Pommern, som allerede havde regeret Danmark og Sverige frem til 1439 og Norge frem til 1442, inden han i stedet slog sig ned som sørøver på Gotland. Ham ønskede ingen tilbage på tronen.
Da riget stod uden nogen oplagt arvtager, indgik Dorothea som en central figur, idet hun efter alt at dømme fik det tilbud af rigets stormænd, at hun blandt tre kandidater kunne vælge, hvem hun ville gifte sig med, og denne mand ville de så vælge til Danmarks næste konge.
Valget faldt på grev Christian af Oldenburg. Således kom den oldenborgske slægt på den danske trone, hvor den sad i over 400 år frem til Frederik VII’s død i 1863.
”Det siger noget om en usædvanlig magtfordeling i det ægteskab, at det var dronningen, som valgte kongen, og ikke omvendt. Og flere andre steder i kilderne får vi oplysninger om, at de to regerede sammen som en fælles magtfaktor,” siger Carsten Jahnke.
Historien om Dorothea og Christian er altså ikke en gængs historie om et royalt ægtepar i 1400-tallet. Og at eftertiden glemte Dorothea, handler måske heller ikke kun om det utænkelige i, at en kvinde kunne have fået så meget magt, som Dorothea fik, men også om, at Dorothea ragede uklar med sin ældste søn, Kong Hans, der regerede Danmark mellem 1482 og 1513, fordi hun foretrak hans lillebror Frederik. Også han blev konge, men først i 1523. Ved Dorotheas død i 1495 stod ingen derfor klar til at forherlige hendes livsgerning.
”Fra 1600-tallet og frem gled Dorothea ud af historieskrivningen,” fortæller Carsten Jahnke og tilføjer;
”Jeg synes, det er fint, hvis pendulet nu svinger i hendes retning. Selvom det måske svinger lige lovlig langt, når man skriver, at hun grundlagde Københavns Universitet.”