Min farfar fra Sankt Croix endte i København

”Min farfar Joseph Brown var født fri i 1892 på Sankt Croix, men hans, og dermed mine, forfædre var slaver. Allerede som 14-årig konfirmand ville han ud og opleve verden. I første omgang klarede han sig over til Sankt Thomas, hvordan ved vi ikke. Herfra kom han som blind passager, betalingen var to flasker rom til en sømand, til Hamborg, hvor han hutlede sig igennem. Men nogen må have taget sig af ham, for han blev ansat som piccolo i en biograf,” fortæller John Brown.

I 1914, som 22-årig, kom Joseph Brown til Danmark på konsulatets regning, selvom han ikke havde noget pas. I København troppede han op på Vestindisk Kontor, fortalte sin historie og fik dansk statsborgerskab.

”Han kom til at bo i Tordenskjoldsgade ved Det Kongelige Teater, hvor han efter forskellige jobs blev statist. I 1915 mødet han min farmor, som han fik min far med.”

Det kom der dog ikke nogen lykkelig familie ud af.

”Min farmor dør, og Joseph tager til Tyskland cirka 1922, for nu vil han være professionel musiker, og barnet, min far, ender på Det Kongelige Opfostringshus. De får ikke nogen kontakt. I 1933 er det ikke godt at være sort i Tyskland, så min farfar kommer retur og slår sig ned på Vesterbro, hvor han bor, til han dør som 86-årig. Jazzmusikken bliver hans levebrød,” fortæller John Brown, der som 26-årig opsøger farfaderen.

”Det gør jeg, fordi jeg finder et udklip fra Familiejournalen i 1973, hvor der over et billede af en ældre sort mand med stok står ”Hallo, Mr. Brown”, og så tænker jeg, at gad vide, om det er min farfar. Jeg spurgte min far, som bekræftede, men som ikke ville involveres, for han følte sig svigtet. Jeg fik talt med min farfar i alt to gange. Min kone og jeg inviterede ham også til juleaften, men det blev ikke til noget.”

John Brown mener, at det er på tide med et decideret kolonihistorisk museum.

”Vi skal huske historien. Derfor synes jeg heller ikke, det er i orden, at der rives statuer fra kolonitiden ned efter drabet på George Floyd i USA. Hvis statuer af slaveejere skal ned, skal Odd Fellow Palæet og Amalienborg vel også. Det giver ingen mening. Vi skal kende historien, ikke slette den.”

Som slaveefterkommer mener John Brown ikke, at en offentlig undskyldning er på sin plads.

”Man kan ikke undskylde for noget, man ikke har gjort. Men at daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) beklagede dansk slavehandel i sin tale på Sankt Croix i 2017, på 100-årsdagen for salget af De Dansk Vestindiske Øer, synes jeg var fint.”

Joseph Browns skæbne er beskrevet i bogen ”Fru Jensen og andre vestindiske danskere” af Per Nielsen.

Min tipoldemor var ejet af sin egen far

”Min tipoldemor Anna Pauline Hansen, født i Frederiksted på Sankt Croix i 1822, var ejet af sin egen far, prokurator Frederik Ferdinand Hansen. Det havde jeg i mange år svært ved at acceptere. Først lejede han hendes mor Dorothea af en dansk plantageejer, senere købte han hende, og de fik to børn, Anna Pauline og en dreng, der kom til at hedde det samme som sin far, det er meget upraktisk, når man laver slægtsforskning.”

Nogle år efter gjorde Frederik Ferdinand Hansen børnene legitime, og hans navn blev skrevet ind ved deres i kirkebogen i Frederiksted.

”Barnet senere givet fri” stod der ud for Anne Walboms tipoldemors navn, og faderen tog begge børn med til Danmark i 1827, da var de fem og tre år. Deres mor Dorothea kom aldrig til Danmark og så ikke sine børn igen, men da Frederik senere tog tilbage til Sankt Croix, frigav han også hende.

”Jeg har altid vidst, at jeg havde rødder på Sankt Croix, men at det var slaverødder, fandt jeg først ud af, da jeg læste det i kirkebogen fra den missionske menighed i Frederiksted. Det var her, at slaver, som blev døbt lutheransk, stod opført. Jeg vil tro, at jeg er en 32.del efterkommer, hvis der er noget, der hedder sådan,” siger Anne Walbom.

”På Sankt Croix er jeg stødt på den holdning, at folk synes, det er modigt at sige, jeg er efterkommer af slaver. Det plejer at være sådan, at ser man hvid ud, så er det det, man er, og så går man med store hatte, når solen skinner, for ikke at blive for brun. Sådan noget går jeg ikke op i. Drivkraften i min slægtsforskning har været, at vi ikke vidste, at Dorothea var slave. Jeg følte, jeg skyldte hende at kende hendes skæbne,” siger Anne Walbom.

Efter at tiptipoldemor Dorothea blev frigivet, købte hun i øvrigt selv to slaver. Tipoldemor Anna Pauline Hansen blev gift med billedhugger August Wilhelm Saabye. Og Frederik Ferdinand Hansen den yngre læste jura som sin far, men afbrød studierne for at blive officer og blev berømmet for sine bedrifter som kaptajn i krigen 1864.

Som medlem af Dansk Vestindisk Selskab henvendte Anne Walbom sig for år tilbage til daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) om et kolonihistorisk museum i Vestindisk Pakhus. Dengang skete der ikke noget.

”Men nu er tiden til det. Vi må vide mere om vores kolonitid og hvad den har betydet økonomisk og mentalt. Museet bør bygge på viden, men også indeholde diskussionsmuligheder og give folk fra de tidligere Dansk Vestindiske Øer mulighed for at deltage. Bygningen er genial til formålet, det var jo her skibene kom ind med sukkeret” siger hun.

Min oldefar blev vist frem i bur i Tivoli

Der går hurtigt sport i at hidse ”negerdrengen” i buret op, så han spytter og raser som et vildt dyr. Victor Cornelins blev fjernet fra sin mor på Sankt Croix og som syvårig udstillet i Tivoli, så folk kunne se, hvordan mennesker fra de danske kolonier så ud. Og så er han oldefar til David Besiakov.

”Da jeg som barn hørte historien om min oldefar, troede jeg ikke, den var sket i virkeligheden. Det virkede helt usandsynligt. Men i min familie har vi altid talt om hans liv, så historien har været med mig, og jeg er taknemmelig for at kende mine rødder,” siger David Besiakov, der synes, det er ”vildt langt ude, etisk og moralsk forkasteligt” at tage en lille dreng fra sin mor, sejle ham til Danmark og udstille ham i Tivoli.

”Det mest chokerende er næsten, at det ikke er særligt længe siden. Jeg ved ikke, hvordan det var dengang, men jeg synes godt, man kunne have været mere oplyste i 1905. At folk for kun lidt over 100 år siden behandlede medmennesker på den måde, er chokerende.”

David Besiakov har ikke mødt sin oldefar, som døde i 1985 efter en lang karriere i det danske skolevæsen i Nakskov, hvor han også deltog i musik- og kirkelivet, blev gift med Elvira, fik to døtre og en søn, og blev viceskoleinspektør og foredragsholder. Men sammen med sin far har David Besiakov besøgt oldefaderens barndomshjem på Sankt Croix.

”Vi var ovre og spille sammen med lokale musikere på Sankt Croix og Sankt Thomas, og der blev ved med at dukke slægtninge op. Vi er i familie med rigtigt mange, for min tipoldefar, Henry King, fik flere end 40 børn.” Grunden til at Victor endte i buret i Tivoli var, at drengen ikke blev på udstillingsområdet for de vestindiske øer, men løb over og legede med de grønlandske børn i deres tableau.

”Det ødelagde jo udstillingen lidt, og derfor blev min oldefar sat i bur,” siger David Besiakov, som mener, det er på høje tid med et dansk kolonihistorisk museum.

”Jeg har flere venner, der ikke er opmærksomme på, at vi var en slavemagt, og vi lærte ikke om det i hverken folkeskolen eller gymnasiet. På mange måder virker det, som om man har mørkelagt det kapitel. Jeg fornemmer, at den stemning er ved at vende nu, og at mange vil have den tid frem i lyset. Men jeg undrer mig over, at der skal en bevægelse som Black Lives Matter til, før man seriøst overvejer at oprette et kolonimuseum, som burde være en selvfølge. Man behøver ikke have den vinkel, at den hvide mand er den onde, bare fortælle, hvad der er sket. Og så synes jeg, at der skal undervises i kolonitiden i folkeskolen. Jo før man lærer om den, jo bedre kan man navigere i nutiden,” siger han.