Direkte udledning af menneskelig afføring i havet er altid en god forargehistorie i sommertiden. I år var det TV 2 Lorry, som den 23. maj først kunne fortælle, at Hovedstadens Forsyningsselskab, Hofor, ville udlede 290.000 kubikmeter urenset spildevand over fem dage.
Udledningen havde været planlagt i lang tid, og pausen i rensningen skulle bruges til at undersøge, om spildevandsledningerne fra de nordlige dele af byen til rensningsanlægget Lynetten kunne holde til nyt byggeri i Københavns Nordhavn.
Efter stor politisk opstandelse blev projektet udskudt til efteråret, selv om det siden har vist sig, at de 290.000 kubikmeter blot er en dråbe i forhold til, hvad der ellers ledes direkte ud i hav og sø. Det sker jævnligt i hele Danmark, når det sætter ind med voldsomt regnvejr, og rensningsanlæggene ikke kan følge med.
Så står valget mellem at lade skidtet hobe sig op i folks boliger eller lede det urenset ud gennem de cirka 4500 såkaldte overløbsbygværker, der dog holder det mest fyldige skidt som toiletpapir og vatpinde tilbage.
Siden er sagen blevet landspolitisk, og borgerlige miljø- og klimaordførere har på to samråd op til sommerferien udfordret miljøminister Lea Wermelin (S) med en stribe kritiske spørgsmål.
Hvordan vil regeringen for eksempel sikre, at der bliver målt tilstrækkeligt og præcist nok for giftstoffer i spildevandet, og at kommunerne og deres vandselskaber får et økonomisk incitament til at rense vandet? (En opgørelse fra Bæredygtigt Landbrug har vist, at de fra 2014 til 2018 sparede 334 millioner kroner, fordi de ikke skal betale afgift til staten for det spildevand, der ledes forbi renseanlæggene). Og bør man ikke stoppe helt for de planlagte udledninger som den, der nu er blevet udskudt i København?
I et både ideologisk og historisk perspektiv er den borgerlige miljøoffensiv interessant. Gennem årene er der investeret mange milliarder i kloakering herhjemme, hvilket har resulteret i stigende priser på vandet for forbrugerne. Fra 2000 til 2010 steg taksterne cirka dobbelt så meget som inflationen. Det fik i 2008 den daværende VK-regering til at foreslå en såkaldt vandsektorlov, der gjorde det muligt at lægge loft over priserne.
Vandsektoren skulle effektiviseres, og hele Folketinget på nær De Radikale stemte for loven. I praksis er det siden lykkedes at standse prisstigningerne på vand – eller rettere, at udskyde dem til kommende generationer. Selskaberne har nemlig lånt til investeringer, men klimaforandringerne giver stadig større nedbørsmængder, og spørgsmålet er, om der er blevet investeret nok til at imødegå dem.
Eksempelvis skriver Gentoftes borgmester Hans Toft (K) i kommunens seneste nyhedsbrev, ”Gentofte – lige nu”, at man i 2009 ville sætte vandtaksterne op, så man de følgende 10 år kunne investere 3,2 milliarder kroner i nye miljøanlæg. Men kommunen blev tvunget til at sænke taksterne igen på grund af prisloftet. Derfor har man kun haft 1,3 milliarder kroner at gøre godt med over det tiår. En større investering kunne have sikret færre udledninger af beskidt spildevand.
Dermed peger Hans Toft indirekte på en af de ideologiske krumtapper i 2000’ernes borgerlige tænkning. Det var skattestoppet, som i slutningen af årtiet efter finanskrisen blev suppleret med et stærkt ønske om at tøjle det vildtvoksende kommunale forbrug.
Hvis man i dag helt skal undgå at pumpe urenset spildevand ud, vil det kræve kolossale offentlige investeringer og enten højere takster eller højere skatter. Det er næppe et dybfølt borgerligt ønske, heller ikke i dag. Som Lea Wermelin fortalte på det seneste samråd, vil det koste 100 milliarder kroner at separatkloakere hele landet – at alt regnvand ledes væk i et system og alt spildevand i et andet.
De færreste eksperter anbefaler dog den løsning, blandt andet fordi man kan få meget mere miljø for de samme penge andre steder.
Som nogle af dem nævner over for Kristeligt Dagblad: Hvis man vil forbedre vandmiljøet, er langt det billigste at begrænse landbrugets udledning af især kvælstof yderligere.
I store dele af landbruget er den løsning ikke populær, fordi det angiveligt vil kræve, at en tredjedel af jorden lægges brak. Her fremhæver man, at spildevand indeholder store mængder fosfor, og at det er den, der er skyld i problemer med iltsvind i havet. Det er altså byernes tur til at gøre noget.
Det er næppe for meget sagt, at de borgerlige politikeres store interesse for urenset spildevand og rent badevand også handler om at fjerne det traditionelle sommerfokus på landbrugets ansvar for iltsvind og døde fisk i havet.