Prøv avisen
Politisk analyse

Derfor blev Socialdemokratiet blasfemiparagraffens sidste ridder

Både Mette Frederiksen og folketingsmedlem Morten Bødskov har en fortid som justitsminister, og i ministeriet har der været bekymring for, om en afsked med blasfemiparagraffen kunne skabe grobund for ny vrede særligt i muslimske grupper og i sidste ende måske en ny Muhammedkrise, hvis nogen skulle finde på at brænde en koran af. Foto: Jens Dresling/Ritzau Foto

I 100 år var Socialdemokratiet imod blasfemiparagraffen, men i dag stemmer partiet som det eneste nej til dens afskaffelse, fordi lovens rolle har ændret sig grundlæggende

I dag afskaffer et bredt flertal i Folketinget paragraf 140 i straffeloven, den såkaldte blasfemiparagraf. Det eneste parti, der vil stemme for at bevare den, er Socialdemokratiet. Et parti, som ellers i sine første 100 år flere gange forsøgte at komme netop forbuddet mod blasfemi til livs.

Der er en historisk ironi i, at en af partistifteren Louis Pios nære medarbejdere og fætter, Harald Brix, i 1877 fik fire års fængsel for i bladet Ravnen at have opfordret til majestætsfornærmelse og revolution, for injurier – og for blasfemi.

Direktør Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia har for nylig nævnt den historie i et debatindlæg på den socialdemokratiske netavis Piopio.dk, hvori han også opfordrer Socialdemokratiet til at finde ”tilbage til rødderne” og stemme ja til at afskaffe blasfemiparagraffen.

Den kriminaliserer personer, der ”offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse.”

Helt tilbage fra partiets første program, Gimleprogrammet fra 1876, kæmpede man for ”Afskaffelse af alle Presselove, Forenings- og Forsamlingslove, samt alle øvrige Love, hvorved et Folk kan blive forhindret i at tilkendegive sine Tanker i Ord og Skrift.”

I 1924 foreslog daværende justitsminister K.K. Steincke (S) en ny straffelov uden en blasfemiparagraf, men lovændringen blev udskudt, og en efterfølgende Venstre-minister fastholdt paragraffen i 1930.

I 1973 ville justitsminister K. Axel Nielsen (S) af med den, fordi den stort set aldrig blev brugt, men igen stødte det på borgerlig modstand, og efter jordskredsvalget i 1973 blev sagen ikke taget op igen.

Først med 2000’ernes islamistiske terroranslag i Vesten kom spørgsmålet op i den offentlige debat, men i mellemtiden var den socialdemokratiske modstand blegnet.

Daværende partiformand Mogens Lykketoft (S) erklærede sig ganske vist i 2004 parat til at afskaffe blasfemiparagraffen, efter at muslimer havde truet med at politianmelde danske tv-stationer, fordi de havde vist klip af hollandske Theo van Goghs islamkritiske film, ”Submission”.

Både Dansk Folkeparti, SF og senere Liberal Alliance har siden jævnligt foreslået at afskaffe blasfemibestemmelsen, men Socialdemokratiet har som Venstre, De Konservative og De Radikale hver gang stemt imod.

Da SRSF-regeringen tiltrådte i 2013, blev spørgsmålet rejst på ny, og Straffelovrådet fik til opgave at undersøge de mulige konsekvenser af at afskaffe forbuddet.

Rådet konkluderede i 2015, at paragraffen ikke i praksis lagde nogen dæmper på ytringsfriheden med hensyn til kritik af religion og tro. Det eneste sted, man kunne forestille sig den anvendt, ville være, hvis nogen for eksempel skulle finde på at brænde hellige bøger af.

Socialdemokratiet bruger netop denne udtalelse som forklaring på, at partiet fortsat ønsker at fastholde blasfemiparagraffen. I et debatindlæg i dagens avis forklarer retsordfører Trine Bramsen og kirkeordfører Karen Klint, at Socialdemokratiet ikke kan se, hvordan afbrænding af bibler, koraner, eller andre hellige skrifter kan gøre demokratiet bedre.

Forklaringen er med andre ord, at blasfemiforbuddet ikke fortolkes, som det gjorde i slutningen af 1800-tallet, og at det ikke anfægter retten til at kritisere religion eller begrænser ytringsfriheden.

Alligevel kan partiets standhaftighed virke påfaldende, når man ellers ikke har været bange for sammen med regeringen og Dansk Folkeparti at ændre holdning og indføre ny lovgivning, der begrænser religiøse samfunds mulighed for at agere frit.

En mulig forklaring på det paradoks er, at blasfemiparagraffen også kan ses i et sikkerhedsperspektiv. I Socialdemokratiets ledelse er der stor respekt for trusselsvurderinger fra Justitsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste.

Både Mette Frederiksen og folketingsmedlem Morten Bødskov har en fortid som justitsminister, og i ministeriet har der været bekymring for, om en afsked med blasfemiparagraffen kunne skabe grobund for ny vrede særligt i muslimske grupper og i sidste ende måske en ny Muhammedkrise, hvis nogen skulle finde på at brænde en koran af.

En anden forklaring er, at det altid er risikabelt for et parti at skifte holdning, når der er intern uenighed, som der også i dag er hos Socialdemokratiet om blasfemiparagraffen. Selv om det handler om værdipolitik, anses det for en lille sag, der ikke er værd at risikere offentlig polemik om.

Derfor ender Socialdemokratiet nu som blasfemiparagraffens sidste ridder.