Da Harry Haue, professer emeritus ved Syddansk Universitet og specialist i gymnasiets historie, blev student i Rønde i 1966, var der både translokationsfest og hestevognskørsel for de unge.
”Translokationen var en stor og meget højtidelig begivenhed, som vi så meget frem til. Der blev både holdt taler, sunget og bedt en bøn. Bagefter kørte vi så rundt i hestevogn, og det blev bare set som noget pjat,” fortæller han.
Siden blev han far til fem unge mennesker, som mellem 1988 og 2008 alle tog studentereksamen i Odense. Han har derfor lagt hus til mange forbipasserende hold fynske studenter på den rituelle rundtur i vogn for at fejre eksamen og undervejs iagttaget, hvordan vognturen gradvis steg i betydning for de unge.
”Hele ceremoniellet med translokation, gallafest, fint tøj og hvide studenterhuer blev i årene lige efter 1968 mødt med modstand og kritik fra de unge. Allerede fra 1980’erne og frem er det hele dog vendt stærkt tilbage, men i en ny og mindre højtidelig udgave. Og jeg ved fra min yngste søn, at studenterkørslen, hvor man kører rundt i hele kvarteret og først kommer hjem klokken to om natten, er meget vigtig,” siger Harry Haue.
I onsdags blev det så af regeringen og et enigt folketing slået fast, at studenterkørslen er vigtigere end translokationen.
I forbindelse med genåbningen efter coronakrisen havde sundhedsmyndighederne ellers anbefalet at mindske smittefaren gennem begrænsninger på studenterkørslen, mens translokationerne kunne gennemføres som sædvanligt. Men de folkevalgte prioriterede omvendt.
”Vi har som regering og folketing skullet se på den samlede pakke, og der ved vi fra de unge selv, at det vigtigste har været vognkørsel. Så der har vi valgt at sige, at translokationerne bliver mindre, så der er færre, der mødes på tværs af klasser,” forklarede børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) bagefter ifølge DR.
At ministeren har pejlet de unge rigtigt, bekræfter Mar-tin Mejlgaard, formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Han mener, at begge ceremonier er vigtige, men størst er vognkørslen.
”Frygten for ikke at skulle dele den oplevelse, det er at køre rundt i vogn med sine klassekammerater, mens det omkringliggende samfund vinker og dytter til én, var helt klart større end udsigten til at misse en begivenhed på skolen, hvor man får overrakt et eksamensbevis,” siger han.
Hvornår studenternes vognkørsel egentlig opstod som ritual fortaber sig lidt i tågerne, men der eksisterer et fotografi fra København dateret 1912, som viser en hestevogn fuld af kvindelige studenter fra Ingrid Jespersens Gymnasieskole. Endnu længere tilbage ved man, at københavnske studenter samledes for at danse om Krinsen på Kongens Nytorv, og tilsvarende havde man i mange andre byer et sted, man ”tog hen og løb rundt om en ting” som Harry Haue formulerer det.
Vognen kan meget vel være kommet ind i billedet som transportmiddel hen til denne ting, og turen er så i tidens løb blevet udvidet til at omfatte samtlige studenters hjem, hvor far og mor stod klar med punch, snaps og andre våde varer. Mens hestevogn var et forholdsvis almindeligt transportmiddel i 1912, blev det med tiden stadig mere udfordrende at skaffe hestevogne og på én gang sørge for trafiksikkerhed og dyrevelfærd, og derfor har motoriserede køretøjer tager over de fleste steder. Men selve kørslen står stærkere end nogensinde.
”Det siger noget om den nuværende ungdomskultur, at man gerne vil have i pose og sæk. Man dyrker på den ene side den officielle, kollektivistiske ceremoni, hvor man optages blandt de voksne og får et eksamensbevis. På den anden side, og endnu vigtigere, dyrker man oplevelsen af sig selv som individuel størrelse, hvor man selv skaber situationen ved at skrige, hyle og drikke i en vogn på gader og stræder,” siger Harry Haue, der går ud fra, at det er ønsket om at være populær blandt de unge, der har fået de folkevalgte til at bytte rundt på sundhedsmyndighedernes anbefalinger til de to ceremonier:
”Jeg kan ikke komme i tanke om andre forklaringer,” siger han.
At begge begivenheder er vigtige ritualer mener også Margit Warburg, religionssociolog og professor ved Københavns Universitet. Hun har undersøgt studenter-ceremonierne fra en religiøs vinkel og mener, at det hele kan ses som del af et såkaldt civilreligiøst overgangsritual, hvor de unge optages i det nationale fællesskab som danske studenter. Således betragtet er vognkørslen altså ikke bare en fest for individet selv.
”Først er der isolationsfasen, hvor den rituelle person sidder for sig selv og forbereder sig på selve overgangsritualet. Det kender vi som læseferien. Translokationen på gymnasiet er selve overgangsfasen. Og i den sidste fase skal de igen integreres i samfundet, og det sker med studenterkørslen, hvor de skriger og skråler,” har Margit Warburg sagt til videnskab.dk.
Ifølge gymnasieelevernes formand Martin Mejlgaard er vognkørslen en fejring sammen med de klassekammerater, man har stået gymnasietiden igennem sammen med. Men det er også en fest, hvor man føler, at man følger efter årgang efter årgang, der på samme måde er kørt hujende gennem de danske byers gader – og at det omkringliggende samfund fester med:
”Og så er det en dag, hvor man har det kanonsjovt med høj musik, fest og ballade.”