Bent er blevet bitter. Livet har ellers været godt med en god karriere og et tæt og lykkeligt ægteskab, men siden hans kone døde af kræft, har han haft svært ved at slå nye rødder. Han føler sig fremmed blandt andre og bliver ofte deprimeret.
Børnene har travlt, men han har heller ikke lyst til at række ud efter dem, det er han for stolt til. Han har forsøgt sig med en livsmodsgruppe, men er alligevel endt med at lukke sig endnu mere.
Der er mange som ham: ældre mænd, der har set sig sur på verden. Ser man udelukkende i mediernes debatsider kan man nogle gange få det indtryk, at de er i klart flertal, men faktisk findes der endnu flere af den modsatte type: Mænd som Christian.
Christian har altid slidt og slæbt med karrieren for at kunne sørge for sin familie. Det er sådan, han er opdraget, men han blev fanget i den tragedie, mange karrieremænd ender i, hvor de aldrig får et tæt forhold til børnene.
Han har mistet to koner til kræften og kunne nemt være endt i samme bitre livsbane som Bent, men noget i ham – en blød side – der nok altid har været der, har åbnet ham op i en sen alder. Godt hjulpet på vej af hans tredje kone. I dag er han kommet tættere på sine børn, er engageret i børnebørnene, og alle oplever ham som et mildere menneske end tidligere.
Når man taler om ældre mænd, der er blevet mere bløde eller bitre med alderen, er det typisk mænd som Bent og Christian, man taler om. Og de repræsenterer da også stort set alle mænd over 70, viser den forskning i mænds livsudvikling, som de seneste år er vokset frem. Den er stadig spredt, men begynder alligevel at give et mere klart billede af, hvorfor mænd udvikler sig langt mere forskelligt end kvinder i deres aldersdom. Og hvorfor så relativt mange ender deres liv i bitterhed.
Én af de internationalt førende forskere på området er Dr. George Leeson, leder af Institut for befolkningsaldring på Oxford University i England. Han står blandt andet bag en igangværende undersøgelse i 28 lande i hele verden, som ser på, hvordan mennesker mellem 40 og 80 år oplever at blive ældre. 80.000 deltager, og tendensen er tydelig blandt mændene: Langt de fleste er glade og har det godt. Faktisk de fleste også stolte og engagerede bedstefædre, der fungerer på lige fod med bedstemødrene i forhold til omsorg, social kontakt og livsglæde.
Der er dog også den anden gruppe: Dem som Bent og dem, der har det endnu værre. Sygdomssvækkede, psykisk nedbrudte eller indædt forbistrede mænd, der med alderen blot har fået det værre. Og det er påfaldende, hvordan det er enten eller, siger George Leeson. I store træk fordeler mænd sig i to grupper, som den berømte tysk/amerikanske udviklingspsykolog professor Erik Erikson allerede i 1950’erne kaldte de aktive og de stagnerede.
Eller dem med integritet og dem i fortvivlelse. Det er dog først i de seneste år, at der for alvor er kommet forklaringer på, hvad der er afgørende for, om man havner i den ene eller den anden gruppe.
Den måske vigtigste pointe, siger George Leeson, er, at det ikke er alderen i sig selv, der er afgørende. Derfor giver den velkendte vending med, at ’han er blevet mildere med årene’, heller ikke mening. Det kan være reelt nok, når mange oplever, hvordan ellers hårde mænd bliver mildere, når børnene flytter hjemmefra, når de går på pension, eller der kommer børnebørn. Måske føler mændene, at presset som familiens skaffedyr er overstået. Måske ser de deres opdragende rolle som udført. Nogle siger direkte, at de godt ved, de ikke var særlig nærværende over for deres egne børn og nu tager revanche med børnebørnene.
”Men de mænd bliver altså ikke pludselig mildere, de har været det hele tiden,” påpeger George Leeson. ”Den del af deres personlighed har bare været undertrykt i de år, hvor andre ting har føltes vigtigere. Og omvendt: Hvis man aldrig har været særlig socialt aktiv eller i tæt kontakt med sit følelsesliv, så er man det heller ikke som ældre. Mister man så oven i købet sin kone, forlader arbejdslivet eller på anden måde oplever en form for livskrise, så forstærkes de personlige karakteristika, og man kan blive opfattet som mere gnaven eller mere mild. Er livskrisen virkelig alvorlig, kan det selvfølgelig ske, at ens bløde personlighed ikke slår til, og man alligevel ender med at blive bitter, men det er ikke min erfaring, at det sker særlig ofte.”
Så er mænds rolle som gnavpot eller mild morfar virkelig fastlagt langt inden alderdommen? Det er i hvert fald også Ann Schødts erfaring. Hun har siden 1999 arbejdet med personlighedstests, både som rekrutteringskonsulent og HR-manager. Fra 2011 har hun som selvstændig arbejdet specifikt med personlig udvikling for særligt sensitive og højt begavede, og blandt de mange bitre, ældre mænd kan hun se tydelige fællestræk: Næsten alle har haft sure eller fraværende fædre og har i det hele taget manglet milde forbilleder. Og næsten alle er blevet mobbet som børn, fordi de skilte sig socialt og intelligensmæssigt ud.
”Er man særligt sensitiv, har man ofte svært ved bare at sige ’pyt’, når man møder modstand,” forklarer hun. ”Og hører man samtidig til blandt de mest intelligente, kan man ofte huske alle de negative oplevelser og have tendens til at bære nag.”
For at beskytte sig selv mod nederlag og skuffelser udvikler disse mænd ofte det karaktertræk, at de konstant forsøger at forudse, hvad der kan gå galt. De bliver til brokhoveder, der altid fortæller chefen om det, der er gået galt eller kan gøre det. De forventer per instinkt det værste, og derfor er deres opfattelse af andre ofte også meget negativ. Det skubber dem yderligere i retning af social isolation.
”Det er sjældent de socialt velfungerende, der søger hjælp hos mig,” siger Ann Schødt. ”Det er oftere dem, der har været ensomme, anderledes og nærtagende lige siden barndommen og ikke har haft en voksen til at vise, hvordan man håndterer sin sensitivitet mest hensigtmæssigt. Når de så bliver ældre og måske får bekræftet deres negative forventninger til verden, hvis de eksempelvis mister deres kone eller job, er det måske ikke så underligt, at de reagerer med bitterhed frem for mildhed og overbærenhed.”
International forskning viser desuden, at mænds håndtering af alderdommen også kan have en hormonel forklaring. Testosteronniveauet falder generelt med alderen, men for cirka 40 procent af alle mænd over 70 betyder det øget irritabilitet og vrede, tab af selvtillid, tab af mentale evner og fysisk svækkelse. Den tilstand har meget passende fået betegnelsen ”Gnaven Mand Syndrom”, og den ved chefkonsulent i Ældre Sagen, Margrethe Kähler, en hel del om. Hun har blandt andet skrevet en bog om emnet, ’Kys livet – også når det gør ondt’, hedder den – og det er her, Bent og Christian fra artiklens indledning stammer fra.
Hun har også talt med mange andre ældre mænd om deres livs udvikling og undersøgt forskningen på området, og testosteronniveauet er en faktor, der går igen mange steder, ikke mindst i den store svenske undersøgelse H70, hvor forskere har fulgt flere tusinde 70-årige svenskere siden 1971. Her kan man blandt andet se, at mænd med meget høje testosterontal også har det bedre end gennemsnittet og er blevet mildere med alderen. De har ofte et bedre fungerende seksualliv, hvilket også påvirker psyken, og i det hele taget har de nemmere ved at være de mænd, de gerne vil være. Og netop deri ligger måske kernen i det, som virkelig skiller de bløde fra de bitre, siger Margrethe Kähler:
”Rigtig mange mænd over 70 har stadig deres maskuline stolthed som en central del af deres identitet. De kan og vil selv, og hvis kroppen ikke længere vil give lov til det, rammer det især de mænd, der er dårlige til at håndtere deres følelser og måske derfor fremstår vrisne. For så er der jo heller ikke nogen, der har lyst til at hjælpe dem.”
På Rigshospitalet er chefpsykolog Svend Aage Madsen godt tilfreds med, at der de seneste år er kommet mere fokus på mænds mentale helbred. For det har længe været – og er fortsat – et underbelyst emne.
Han er selv en af landets førende forskere på området og håber, at den øgede opmærksomhed så også betyder, at flere ældre mænd bliver hjulpet. Det, der gemmer sig under gnavenheden, er nemlig ofte ganske alvorlige psykiske problemer, og derfor er der et stort behov for at klæde især praktiserende læger og plejehjemspersonale bedre på i forhold til at opdage symptomerne på, at noget er galt, siger han.
Mænd har nemlig generelt en evne til at overvurdere, hvor godt de har det. Eller også vil de bare ikke indrømme, hvordan det i virkeligheden står til. Derfor er de officielle statistikker over mænds psyke og sundhed ikke retvisende. Langt flere har det skidt, men de isolerer sig og møder måske aldrig lægen.
”Og hvis de gør, siger de typisk bare, at de er trætte eller lidt gnavne for tiden. Og så sker der ikke mere,” siger Svend Aage Madsen.
Når vi ikke er kommet længere i vores tilgang til de mænd, der bliver hårdere og mere indadvendte med alderen, skyldes det formentlig, at de ikke udgør den store økonomiske byrde. Dem, der bliver indlagt eller bliver del af det psykiatriske system koster penge, men det store flertal af dem, der er mere end blot vrisne og virkelig har det dårligt, lever typisk alene. De har kun haft deres kone at tale følelser med, og nu da hun er væk, får det mentale forfald lov at løbe frit, påpeger chefpsykologen:
”Vi har et kæmpe moralsk ansvar for at opdage og hjælpe denne gruppe af mænd. For de er ikke bare blevet sure, de har det dårligt, og det er i denne gruppe, forklaringen ligger på, hvorfor der er fem gange så mange ældre mænd som kvinder, der begår selvmord.”