Kim Lauritzen, Kronjyllands Begravelsesforretning, Randers:
Når jeg som bedemand kommer ud til familier, er noget af det første, jeg spørger om, hvorvidt de ved, hvordan begravelsen skal foregå.
Der oplever jeg nogle gange familier, der hverken aner, hvor de skal ende eller begynde. Måske er det første gang, de oplever et dødsfald i familien. Som bedemand er det mit job at hjælpe dem på vej. Først med at vælge mellem begravelse og bisættelse og så ved at bygge skridt på skridt ovenpå det.
Men der er også familier, hvor den afdøde har noteret sine ønsker ned om, hvad der skal foregå, også når det kommer til de mere specifikke ting som udsmykning af kisten, valg af salmer og type af gravsted. Der kan familien læne sig lidt tilbage, og ofte tager de det hele mere roligt. Det er en kæmpe hjælp for de pårørende. Og jeg fornemmer virkelig, at det gør en forskel.
Isabella Troldeberg, Byens Begravelser, Odense:
Som udgangspunkt synes jeg, det er en god idé at skrive ens ønsker vedrørende livets afslutning ned. Det kan give en afklarethed at vide, at ønskerne ligger klar i skuffen. Og for de pårørende er det en praktisk hjælp, men det kan også bibringe en trøst, at man kan efterkomme den afdødes ønsker.
Det kan afføde en rådvildhed blandt de pårørende, hvis de ikke har en fornemmelse af den afdødes tanker om dette. I de fleste familier har man ikke talt om døden og ønsker i den forbindelse. Men det er også vigtigt, at ønskerne kan lade sig gøre, både praktisk og økonomisk. Og selvom de fleste ønsker bliver efterlevet, bliver sidste viljer også nogle gange til dels omstødt. For eksempel kan ønsket om at få ens urne sat ned på en anonym fællesplæne være den afdødes måde ikke at være til besvær. Men måske har de efterladte brug for et kendt sted at gå hen på kirkegården og vælger så at omgå det nedskrevne ønske – men udelukkende i en kærlig mening.
Mogens Balling, administrerende direktør i bedemandskæden Begravelse Danmark og Landsforeningen Liv & Død:
Det er en win-win situation, hvis man enten har nedskrevet eller talt om ens ønsker for begravelsen. For det er en lettelse for de pårørende. Samtidigt er det rart for en selv at vide, at der er styr på det.
Som bedemand kan man tydeligt mærke en forskel, for det bliver en helt anden samtale, man har med familien. Man behøver ikke at stille lige så mange spørgsmål, og i stedet kan man fokusere på at føre de konkrete ønsker ud i livet.
Både i Landsforeningen Liv&Død og hos Begravelse Danmark oplever vi en stigende interesse for at få ”Min sidste vilje” udleveret, og mange downloader den også på nettet. Og vi tror på, at der er rigtig mange danskere, som har udfyldt den allerede og lagt den i skuffen derhjemme.
Samtidig oplever vi som begravelsesforretning i stigende omfang, at folk har specifikke ønsker til, hvordan deres begravelse skal foregå. Og at begravelser bliver mere og mere personlige.
Helle Vibeke Thorsted, hospicesygeplejerske og forfatter til bogen ”Alt du skal vide. Ønsker til mine efterladte”:
Jeg mener klart, at man skal tage stilling til det. Også gerne i god tid, mens man stadig er rask og rørig. I første omgang for ens pårørende skyld. At tage stilling kan lindre lidt og gøre det mindre kaotisk at sige farvel til et menneske, som man holder af. For det kan være umådeligt svært for de pårørende midt i en kaotisk og sorgfuld tid også at skulle tage stilling til begravelsesplanlægningen. Og der er ingen, som bagefter skal stå og være i tvivl om, hvorvidt de gjorde det godt nok.
Samtidig kan der godt være mange mennesker i en familie, og de er måske ikke altid enige om, hvordan tingene skal gøres. Er det skrevet ned, så er man ude over det problem. Og det gør det nemmere. Men man skal også gøre det for én selv. Både personligt og igennem mit arbejde oplever jeg, at der falder en sten af folks skuldre, når de tager stilling til døden. Fordi det giver plads til at leve livet uden at skulle bekymre sig om det. Vi kan jo aldrig vide, hvornår vi skal dø.