Derfor døde politikernes lønreform i fødslen

Den såkaldte Vederlagskommission skulle bane vej for et mere moderne lønsystem for folkevalgte. En cocktail af vælgernes politikerlede, politikernes vælgerangst og splid i kommissionen gør dog en større reform usandsynlig

Vederlagskommissionens formand, Michael Christiansen, præsenterede i går kommissionens rapport om en mere tidssvarende og gennemsigtig aflønning af fuldtidspolitikere. Men udspillet har længe været politisk afgået ved døden.
Vederlagskommissionens formand, Michael Christiansen, præsenterede i går kommissionens rapport om en mere tidssvarende og gennemsigtig aflønning af fuldtidspolitikere. Men udspillet har længe været politisk afgået ved døden. Foto: Scanpix.

Det koster årligt 395 millioner kroner at aflønne 19 ministre, 179 folketingsmedlemmer, 119 borgmestre og rådmænd og 5 regionsrådsformænd. Med det forslag, som den såkaldte Vederlagskommission fremlagde i går, kunne regningen teoretisk sættes ned til 394 millioner kroner, altså en samfundsmæssig besparelse på 800.000 kroner om året.

Bag de store tal lå et forslag om at flytte rundt på aflønningen af de folkevalgte, så den direkte løn skulle sættes op, mens diverse mere eller mindre gennemskuelige tillæg og ikke mindst udgifter til pension skulle sættes ned. Det vil sige penge op af den ene lomme og ned i den anden.

Længe inden kommissionsformand Michael Christiansen i går præsenterede udspillet, var det imidlertid politisk afgået ved døden.

Den 6. januar kunne dagbladet Politiken fortælle med kilder både i og uden for kommissionen, at der var ”store lønstigninger” på vej til de folkevalgte. At der skulle spares lige så meget på deres pension, fremgik ikke specielt tydeligt, og så fik en lang række politikere på Christiansborg travlt med at lægge luft til kommissionens kommende anbefalinger.

Store lønstigninger på 14-15 procent kunne slet ikke komme på tale. S, V, R, K og SF havde ellers i 2014 aftalt, at de ville følge kommissionens anbefalinger, uanset hvad de måtte gå ud på, men den musketered holdt ikke til Politikens skarpvinkling.

Hvorfor dele af rapporten blev lækket, kan være svært at vide, men nu, hvor den er offentliggjort, står det i hvert fald klart, at der internt var splid om, hvad man skulle anbefale. Kommunaldirektør i Rebild Kommune og tidligere folketingsmedlem for SF Jes Lunde er medlem af kommissionen, og han afviser i en mindretalsudtalelse det niveau for aflønning af politikere, som den øvrige kommission anbefaler.

”Den primære løn er og skal være indflydelse - ikke gods og guld. Man skal ikke gå ind i politik for at blive rig, men fordi man har noget på hjertet,” skriver han blandt andet.

Spydigt har formanden for Kommunernes Landsforening, Martin Damm (V), anført, at Jes Lunde selv som kommunaldirektør tjener omtrent det dobbelte af, hvad hans politiske chef - hans borgmester - gør.

Borgmestres løn er ikke blevet reguleret siden 1994, men det er lønningerne for både departementschefer, kommunaldirektører og andre ledende embedsmænd. Eksempelvis får statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen, et årligt vederlag på over 2,1 millioner kroner, mens statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) må klare sig for et vederlag på knapt 1,5 millioner kroner om året. Alle ministre får i dag mindre i løn end deres departementschefer.

Men uanset om der er saglige grunde til at reformere politikeres aflønning, kommer der i praksis ikke til at ske ret meget.

Deres problem er, at de er bragt i ”bad standing”, det vil sige i miskredit hos vælgerne.

Tilliden til politikerne er i følge flere undersøgelser helt i bund, og det gør det noget nær umuligt at forklare og forsvare over for vælgerne, at de skal have mere i lønningsposen.

De fremmeste eksponenter for mistilliden til ”eliten”, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, har således kronede dage, når de tordner mod at hæve gagen til politikere, der allerede tjener 600.000 kroner om året eller mere.

Det vil Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, nu heller ikke være med til, så det er svært at få øje på et politisk flertal for en reform.

At ændre politikernes lønsystem kan i den forstand sammenlignes med Liberal Alliances ønske om at afskaffe topskatten. Det er i den grad et ønske, som mangler folkelig appel, fordi det kun vedrører en meget lille del af vælgerne.

Vederlagskommissionen argumenterer blandt andet med, at lønsystemet burde være mere gennemsigtigt, og at en bedre, direkte aflønning af politikere, kunne få flere til at gå ind i politik. Den ville også gerne have en løbende og automatisk forhøjelse af vederlaget til de folkevalgte, så de ikke igen og igen kommer til at halte efter lønudviklingen i resten af samfundet.

Med vælgernes politikerlede, politikernes vælgerangst og den interne splid i kommissionen har dens forslag imidlertid lange udsigter.