Den såkaldte teledatasag rejser meget store etiske spørgsmål. Den kan have medvirket til, at mennesker i dag sidder i fængsel for forbrydelser, de ikke har begået, mens skyldige går frit rundt. 35 personer er allerede blevet løsladt fra varetægtsfængsel, fordi der indgår teleoplysninger i efterforskningen af deres sager. Oplysninger, som har vist sig at være alt for usikre.
Der er begået alvorlige fejl i håndteringen af teledatasagen hos politiet og i Justitsministeriet, og ifølge justitsminister Nick Hækkerup (S) har den rokket ved tilliden til retssystemet. Alligevel vil han ikke dykke længere ned i den, efter at han nu har modtaget en 92 sider lang redegørelse om den fra Rigspolitiet og Rigsadvokaten. Han har iværksat 16 initiativer, som skal sikre, at man igen kan bruge teledata som bevismateriale i retssager.
Retsordførerne for en række partier uden om regeringen har imidlertid ikke tænkt sig at lade sagen stoppe der. Venstres Inger Støjberg vil have en uvildig undersøgelse, mens både De Radikales Kristian Heegaard og SF’s Karina Lorentzen i første omgang vil have Nick Hækkerup i samråd. Det har Enhedslisten imidlertid tænkt sig at ændre på og kræver en uafhængig undersøgelse, mens SF’s retsordfører Karina Lorentzen vil have Nick Hækkerup i samråd. Også Enhedslistens Rosa Lund mener, at det er en meget alvorlig sag, som skal granskes nærmere.
Teledata har i en årrække været den hellige gral i mange retssager. I begyndelsen af årtusindeskiftet blev der talt meget om betænkelighederne ved overvågningssamfundet, men også om politiets nye muligheder med den såkaldte logning.
Det vil sige muligheden for at spore trafik på internettet og brug af mobiltelefoner. Især mobiltelefonsystemet gav mulighed for at spore den enkelte telefons placering meget præcist, når den var tændt, fordi signalet gik til den nærmeste mobilmast, som efterhånden kom til at stå med få hundrede meters mellemrum.
I over 10.000 retssager har den slags informationer været anvendt, men allerede i 2015 vidste politiet, at der kunne være enkelte fejlkilder i de teledata, man fik. Sidste år og i år er det imidlertid gradvis kommet til at stå mere og mere klart for politiet, at der er alvorlige problemer med brugen af de data. Redegørelsen viser, at politiet helt fra marts måned i år har kendt til problemet, men Justitsministeriet fik hverken en fyldestgørende eller en entydig orientering. Ministeriets departement havde heller ikke tilstrækkelig ”fremdrift” i at få sagen afklaret, slår ministeren fast.
Det antyder, at der stadig er alvorlige problemer med kulturen i Justitsministeriet, præcis som der var i 2013, da justitsminister Morten Bødskov (S) måtte gå af efter den såkaldte Christianiasag, hvor Pia Kjærsgaard (DF) blev holdt væk fra et besøg i Christiania med en såkaldt nødløgn.
Efterfølgende ansatte Mette Frederiksen som justitsminister Barbara Bertelsen som ny departementschef, netop med den opgave at skabe en bedre kultur. En analyse havde vist, at der var rigeligt med plads til forbedringer.
Nu går et flertal uden om regeringen i sagen, men den egner sig næppe til et politisk stormløb. Hverken den tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen (K) eller den nuværende Nick Hækkerup ser ud til at have haft andele i sagen, som de faktisk ikke er blevet orienteret om undervejs.
Det har været antydet, at oplysningerne blev holdt tilbage i ministeriet under valgkampen, men umiddelbart er det jo svært at afgøre, om det ville have været en fordel eller en ulempe for Søren Pape Poulsen, at oplysningerne var kommet ud til offentligheden på det tidpunkt. Derimod er der ingen tvivl om, at det er gået for langsomt for en række af de personer, der måske uberettiget har siddet fængslet i samme periode.
Rettelse, 4.10.2019, kl. 21.15: Et meningsforstyrrende “ikke” er slettet i underoverskriften.