Hvis man i Danmark tager et toårigt barn på skødet og siger en kort sætning fuld af korte ord som ”Jeg er ude på en øde ø”, er der en stor sandsynlighed for, at barnet ikke forstår sætningen. Derimod forstår en større andel af jævnaldrende børn i andre lande tilsvarende sætninger med ord i tilsvarende længde.
Forklaringen er ikke, at danske børn er dummere end børn i andre lande, men at dansk er et af de sværeste sprog i verden at lære på grund af sin gennemgribende mangel på tydelige konsonantlyde.
”Det, der gør dansk så svært, er, at vores fonologi, vores ordstruktur, er så ugennemsigtig. Vi er tilbøjelige til at sluge ordendelserne, og derudover er ordbegyndelserne også tit utydelige, fordi vi har så få stærke konsonantlyde,” forklarer Morten H. Christiansen, professor ved center for børnesprog og center for interacting minds på Aarhus Universitet.
Han står i spidsen for forskningsprojektet ”The Puzzle of Danish” – det danske sprogs puslespil – som han netop har fået bevilget 5,8 millioner kroner til fra Det Frie Forskningsråd.
Projektet går ud på at undersøge, om de problemer med at høre og forstå sproget, som tydeligt kan ses hos små børn, går igen op gennem voksenlivet. Altså om konsonantmanglen og andre fonologiske vanskeligheder gør, at dansk bliver ved med at være et særligt svært sprog at kommunikere mundtligt på, selv når man har lært det.
”Vi ved ikke så meget om de voksnes generelle evne til at forstå det talte sprog. Vi ved ikke med sikkerhed, om danskere er langsommere end andre til at afkode det talte sprog. Men der findes faktisk en hollandsk undersøgelse, som på tværs af en række kulturer og sprog har undersøgt, hvor lang tid der gennemsnitligt går, fra én har sagt noget, til den anden tager over. Det viser sig, at danskerne er en tiendedel sekund langsommere. Det lyder måske ikke af meget, men det er faktisk en del i en samtale,” siger Morten H. Christiansen.
Fabio Trecca, videnskabelig assistent ved institut for sprog og kommunikation på Syddansk Universitet, forsvarede i december en ph.d.-afhandling, som netop handler om, at børn i to-treårsalderen har svært ved at forstå sætninger, som lydligt flyder sammen.
For eksempel er sætningen ”Find bamsen” lettere at afkode på grund af det tydelige f end en sætning som ”Der er bamsen”, forklarer han.
”Vi har i 10 år vidst, at danske børn er forståelsesmæssigt bagud i forhold til børn i andre lande. Min undersøgelse fokuserer på sammenhæng mellem lydstruktur og sprogtilegnelse og bekræfter en hypotese om, at danske børn er bagud på grund af lyd,” siger Fabio Trecca.
Tidligere var det ellers en grundlæggende teoretisk antagelse, at alle sprog er lige lette at lære og bruge, men den antagelse er forskerne gået bort fra.
Hvis danske børn har dårlige resultater i internationale læsemålinger, har den offentlige debat været tilbøjelig til at give skolen skylden, men Morten H. Christiansen peger på, at danske børns læsefærdigheder er dobbelt udfordret af selve sproget.
Først driller den utydelige danske lydstruktur, når man skal lære sproget ved at høre det. Derefter driller den ringe overensstemmelse mellem, hvordan ordene udtales og staves, når man skal lære at læse og skrive.
”Jeg tror, lydstrukturen har stor betydning for danskernes læsefærdigheder og dybere sprogforståelse. Hvis vi kan blive klogere på, hvor det især er, at problemerne opstår, tror jeg, at vi kan blive meget bedre til at sætte ind, når vi skal lære børn dansk som modersmål, når børn med anden etnisk baggrund skal lære dansk som andetsprog, og når voksne udlændinge skal lære dansk,” siger Morten H. Christiansen.
Han forventer, at undervisere på alle niveauer vil kunne drage nytte af forskningsresultaterne.
Blandt elementerne i ”The Puzzle of Danish” vil være en grundig sammenligning mellem dansk og norsk. For mens Danmark og Norge har meget identiske samfund og uddannelsessystemer, og dansk og norsk ligner hinanden meget med hensyn til ordforråd og grammatik, så er der en markant forskellige lydstruktur.
For eksempel når vi siger gade med blødt d i stedet for som nordmændene at udtale et tydeligt t i gate, påpeger professoren.
Blandt de udfordringer, som forskerne vil udsætte en række forsøgspersoner for, er mundtlige sætninger tilsat baggrundsstøj, og sætninger, som bryder med forventningerne.
Når lydene er svære at opfange, skal der typisk ikke meget baggrundsstøj til, før meningen går tabt. Og hvis man har svært ved at høre lydene, vil man typisk basere en større del af sin afkodning på et kvalificeret gæt. Man svarer altså på det, man forventer at høre ud fra de første lyde, forklarer Morten H. Christiansen, som antager, at jo sværere et sprog er at afkode lydligt, jo mere vil vores samtaler være bygget på, hvad vi tror, hinanden mener:
”Derfor kan en sætning som: ’Hunden blev bidt af manden’ være sværere for en dansker at afkode korrekt end den mere forventelige ’Manden blev bidt af hunden’.”