Derfor er danskernes efternavne så ens

Med et smut tilbage i historien får vi forklaringen på de mest udbredte danske efternavne

Der gemmer sig sandsynligvis en Jensen, en Hansen eller en Andersen blandt danskerne på dette billede. En stor del af folket har nemlig samme efternavne - få forklaringen nedenfor (Arkivfoto)
Der gemmer sig sandsynligvis en Jensen, en Hansen eller en Andersen blandt danskerne på dette billede. En stor del af folket har nemlig samme efternavne - få forklaringen nedenfor (Arkivfoto) Foto: Christian Lindgren Denmark

Hvis du er dansker, så hedder du med en vis sandsynlighed Jensen. Det er der nemlig 264.824 af os, der gør.

Men hvorfor hedder så mange af os egentlig Jensen, Nielsen, Petersen eller Sørensen til efternavn? Og hvor kommer de typiske danske efternavne fra?

Vi er rejst tilbage til tidspunkter i historien, hvor latin og tysk var hipt, og hvor det var bedst ikke at skille sig ud.

Læs artiklen hos Videnskab.dk

Lektor Birgit Eggert arbejder som navneforsker på Nordisk Forskningsinstitut på Københavns Universitet, hvor hun blandt andet forsker i personnavne.

»Almindelige mennesker havde ikke slægtsnavne. Men i middelalderen var der flere gamle danske adelige slægter, som havde slægtsnavne, for eksempel slægterne Hvid, Galt, Urne og Grube,« siger forskeren og fortæller, at vi næsten intet kender til disse gamle navnes oprindelse.

En del af den gamle danske adel og deres navne uddøde, fordi de til sidst kun fødte døtre, som ikke kunne give navnet videre til deres børn, når de blev gift. Disse adelsfamilier blev efterhånden erstattet af adelsslægter fra Holsten og Mecklenburg.

LÆS OGSÅ: Danmark er fuld af mærkelige bynavne

Adel tog navn efter våbenskjold
De tyske adelsfamilier tog ofte navne som Tordenskjold, Griffenfeld og Knagenhjelm.

Der var meget få adelsfamilier, som ikke havde et slægtsnavn, da kongen i 1526 påbød, at adelen skulle tage sig et slægtsnavn.
Faktisk var der kun tale om 15 procent, som ikke i forvejen havde et slægtsnavn.

»Kongen mente, at man skulle have faste tilnavne, for det havde adelen i resten af Europa og dem ville man sandsynligvis gerne være på højde med i Danmark,« siger Birgit Eggert.

De nye adelige slægtsnavne var ofte inspireret af slægtens våbenskjold, som for eksempel Gyldenstjerne.

LÆS OGSÅ: Hvorfor ender så få bynavne på havn?

Universitetsstuderende oversatte efternavnet til latin
Jævne danskere havde tilnavne som Anderssøn eller Andersdatter. Det var såkaldte patronymer, som blev skiftet ud fra generation til generation.

Danskerne kunne også have tilnavne efter deres erhverv, som for eksempel Møller eller Smed.

Hvis en ung mand var så heldig at få sig en universitetsuddannelse og for eksempel blive præst, så skete det ofte, at han valgte at oversætte sit tilnavn til latin.

Navnene var typisk oversættelser af:
- Almindelige patronymer som f.eks. Bertelsen som på latin blev til Bartholinus.
- Faderens erhvervstilnavn som f.eks. Smed. Det blev på latin til Fabricius.
- Stednavnet på hjemstavnen som f.eks. Skagen, der på latin blev til navnet Scavenius.

LÆS OGSÅ
: Ti fjollede bynavne hvad betyder de?

Tyske navne florerede i borgerskabet
I 1600 og 1700-tallet arbejdede flere og flere danskere sig ud af almuen og blev en del af borgerskabet, som inspireret af adelen var begyndt at tage faste slægtsnavne.

I det nye selskab var det finere at hedde noget tysk end et jævnt dansk navn som Nielssøn.

Mange tog sig i stedet et tysk navn. Ligesom med latin valgt man ofte at oversætte faderens erhverv for eksempel Schrøder (tysk for skrædder) eller hjembyens navn eksempelvis Schandorff (tysk for Skanderup).

LÆS OGSÅ: Babyer har svært ved at lære dansk

Danskerne fik påbudt at tage et efternavn
De fleste jævne danskere holdt imidlertid fast i de gammeldags patronymer. Vores navne blev derfor utrolig enslydende, da staten i 1828 påbød danske familier at tage sig et fast efternavn. Det faste efternavn skulle være ens for både sønner og døtre.

Navneloven gav danskerne mulighed for frit at vælge det navn, de ville have.

Nogle valgte navn efter den gård de kom fra. Det kunne for eksempel være Vestergaard eller Nørgaard. De fleste tog det ufarlige valg og gjorde, som man altid havde gjort. De kaldte derfor børnene Jensen, Sørensen eller Andersen efter faderen. Og det er det uopfindsomme valg, som gør, at danskerne i dag typisk hedder Petersen og Madsen.

LÆS OGSÅ: Babyer græder på modersmålet

»80 procent af danske mænd omkring år 1800 havde ét af de ti hyppigste fornavne, og så vil det jo blive enslydende efternavne, når mange tager navn efter faderen,« forklarer Birgit Eggert og fortsætter:

»Man kan se på de navnevalg, folk tog, at det var vigtigt at passe ind og være en del af landsbyfællesskabet.«

De mange enslydende slægtsnavne betød, at loven fra 1828 faktisk ikke opfyldte sit formål: Nemlig at gøre det lettere at identificere den enkelte dansker.

Købenavne skulle gøre os mere forskellige
I begyndelsen af 1900-tallet var de enslydende navne et uløst problem for den offentlige administration. En ny navnelov i 1904 betød, at danskerne nu kunne skifte deres efternavn ud med noget mere specielt.

For ikke at gøre samme fejl som i lovgivningen i 1828, valgte myndighederne nu at supplere loven med en vejledning, hvori der var lister over fiktive navne, som var egnet som efternavne.

Læs også hos Videnskab.dk:
- Papegøjer bruger lyde, ligesom mennesker bruger navne

Købenavne blev aldrig populære
Det nye efternavn kunne danskerne købe for fire kroner. Men meget få valgte at købe et spritnyt navn uden forhistorie, som for eksempel Lerdam eller Lerborg.

»Lige siden man fandt ud af, hvor ensartede navne folk valgte, har man forsøgt at få dem til at ændre det. Men det er først i de senere år, at mange er begyndt at ændre sine navne, og nu er det ligegyldigt, fordi vi har cpr-numrene,« siger Birgit Eggert.

Færre og færre danskere hedder nu Jensen. Navneloven fra 2006 har nemlig givet os mulighed for at slette vores sen-efternavn og tage mellemnavnet til efternavn. Ifølge Danmarks Statistik hed 297.857 danskere Jensen i januar 2006.

LÆS OGSÅ: Hvordan får stjernerne deres navne?

Ca. 33.033 færre danskere hed Jensen i januar 2013.

»Mens det dengang var vigtigt at passe ind, så er det i dag vigtigt at skille sig ud, og det er gået hårdt ud over navnet Jensen,« siger navneforskeren og fortsætter:

»Når det er sagt, så er jeg sikker på, at Jensen aldrig forsvinder.«
Ifølge Danmarks Statistik hed 297.857 danskere Jensen i januar 2006. Det er 33.033 flere end i dag.

Omkring 50.000 danskere tog navneforandring i årene mellem 1904 og 1981. Navneloven fra 2006 har fået 100.000 til at ændre navn.

Andre artikler hos Videnskab.dk:
- Derfor glemmer vi navne
- Indvandrere tjener på at ændre navn
- Hør en hval tale som et menneske

Fakta
Christian den VIIs livlæge Struensee fik allerede i 1771 gennemført en lovgivning, som påbød sønderjyderne at tage et fast efternavn. Når sønderjyderne ofte senere fortrød, at de havde valgt Madsen som fast efternavn, så valgte de typisk et patronym efter faderen til barnet og brugte patronymet som mellemnavn. Mellemnavnet var nemlig ikke fast.

For eksempel blev en mand døbt Hans Madsen. Da Hans Madsen selv blev far til lille Jens, synes faderen, at barnet alligevel skulle have efternavn efter sin far. Drengen Jens kom således til at hedde Jens Hansen Madsen.

Kilde: Birgit Eggert