Et diabolsk dilemma, kalder beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) det. Diabolsk er et andet ord for djævelsk, og det, der er så svært, er at opfinde et nyt kontanthjælpssystem. Det skal på den ene side ikke gøre mennesker fattige – og på den anden side skal det sikre, at det stadig kan betale sig at arbejde. At gøre sin pligt og kræve sin ret, som det hedder med en gammel fagforeningsparole.
Nu har regeringen nedsat sin længe ventede ydelseskommission, hvis primære opgave bliver at løse lige præcis det dilemma. Kommissionen har fået professor og forskningsdirektør i VIVE, medlem af Det Økonomiske Råds Formandskab, Torben Tranæs, som formand. Han har i mange år været optaget af beskæftigelses- og integrationspolitik, og i kommissionen bliver han sekunderet af borgmester og tidligere socialminister Benedikte Kiær (K), Helsingør Kommune, professor Jon Kvist, Roskilde Universitet, tidligere beskæftigelsesminister Jytte Andersen (S), forsknings- og analysechef i VIVE, Lisbeth Pedersen samt professor i økonomi ved Københavns Universitet Mette Ejrnæs.
Med andre ord et meget kompetent hold inden for beskæftigelses- og velfærdspolitik. Blandt regeringens støttepartier og i den socialpolitiske verden hæfter man sig imidlertid ved, at der er så ensidigt et fokus på beskæftigelse og integration.
Hele debatten om kontanthjælpen udspringer nemlig først og fremmest af et socialpolitisk problem – at der er blevet stadig flere fattige børnefamilier, i hvert fald målt efter Danmarks Statistiks såkaldte fattigdomsindikator. I valgkampen lød det, at den tidligere regerings kontanthjælpsloft var en væsentlig årsag til den stigende fattigdom, og derfor har regeringen i første omgang midlertidigt hævet ydelsen til børnefamilier på kontanthjælp. Det er en ekstra udgift for det offentlige på 250 millioner kroner om året, og beregninger fra Cepos har vist, at en enlig mor med to børn nu får 20.100 kroner om måneden efter skat, hvor beløbet tidligere var 18.300 kroner om måneden.
SF’s beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, er ”skuffet over regeringens lave ambitionsniveau”, fordi hovedopgaven – at bekæmpe fattigdom – slet ikke nævnes i det kommissorium, regeringen har skrevet for kommissionens arbejde. Og fordi kommissionen angiveligt får bundet hænderne på ryggen, når det handler om økonomi. Alle løsninger skal findes inden for rammen for udgifter til kontanthjælpssystemet, som det ser ud i dag.
Selve kontanthjælpssystemet kostede i 2018 24 milliarder kroner, inklusive integrationsydelsen, så der er mange penge at flytte rundt på, men som den tidligere formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, udtrykker det, fodrer regeringen hunden med sin egen hale. Han tror ikke på, at det kan lade sig gøre at komme børnefattigdommen til livs uden at tilføre flere penge til området. Jann Sjursen var selv i 2012 med i et ekspertudvalg, som kom med forslag til den daværende SRSF-regering om en fattigdomsgrænse, og efterfølgende blev der indført en sådan grænse, omend defineret anderledes, end udvalget havde foreslået. Jann Sjursen har tidligere her i avisen udtrykt bekymring for, at Ydelseskommissionen ikke ville få en fast definition på fattigdom at arbejde ud fra, og den bekymring ser han virkeliggjort i det kommissorium, der nu er lagt frem.
Flere centrale kilder mener, at det åbenlyst er regeringens strategi, at den lægger de stramme økonomiske bånd på kommissionen. Skal der så alligevel tilføres flere penge, vil de komme i forhandlinger med støttepartierne, når kommissionen er færdig med sit arbejde.
Her kommer imidlertid et andet problem ind i billedet. Tiden. Ydelseskommissionen skal være færdig med sit arbejde om senest et år. Det er ikke nogen lang tidsfrist for en kommission, men det er det i politik. Man vil så tidligst kunne sætte et nyt kontanthjælpssystem i søen i 2022, det vil sige formentlig meget tæt på næste folketingsvalg.
Det gør situationen ekstra diabolsk for Peter Hummelgaard. For under debatten om fattigdom ligger også debatten om, hvilke økonomiske forhold, Danmark skal tilbyde indvandrere. I kommissoriet lægger regeringen stor vægt på, at nye borgere her i landet skal optjene ret til offentlige ydelser i fuldt omfang. Kommissionen skal ikke bare se på selve kontanthjælpen, men også på andre ydelser, især boligydelse, børne- og medicintilskud. Mange af de i dag omkring 115.000 kontanthjælpsmodtagere er indvandrerfamilier, der bor i relativt dyre almennyttige boliger og derfor får et højt boligtilskud. Spørgsmålet er imidlertid, om kravet om ”en rimelig levestandard” vil betyde, at den slags familier skal have endnu mere i støtte, end de får i dag.
Det frygter Venstres arbejdsmarkedsordfører, Hans Andersen. For regeringen bliver det helt afgørende, at flygtninge og indvandrere ikke får et større incitament til at søge til Danmark, end de har i dag, men det kan blive svært at fastholde, hvis man samtidig vil have et system, der kommer fattigdommen til livs.