Prøv avisen
Hverdagsværdier

Derfor er værtindegaven blevet så vigtig

Indtil 1960'erne var værtindegaver noget nærmest ukendt, forklarer lederen af Dansk Folkemindesamling, Else Marie Kofod. Inden da havde langt de flest nemlig ikke råd til den slags frås. Modelfoto.

Vi giver i stigende grad hinanden værtindegaver - selv til små, uformelle besøg. Det handler om at skabe den tillid, et samfund er funderet på, men også om de borgerlige værdiers genkomst

Man er inviteret til middag, måske bare på kaffe, og værterne er gode venner. Besøgene har vekslet frem og tilbage i årevis, men alligevel er der en formel gestus, som hænger ved: værtindegaven. Måske er det blot en lille blomst, måske er det mere.

Fænomenet har på få årtier bredt sig til næsten alle dele af samfundet og blevet så almindeligt, at mange bare gør det pr. automatik. Men hvorfor egentlig? Hvorfor give noget for det, som typisk blot er gengældelse for sidste gang, man sås? Hvorfor formalisere dette dobbelte noget-for-noget?

Vi gør det først og fremmest, fordi vi kan. Indtil 1960'erne var værtindegaver noget nærmest ukendt, forklarer lederen af Dansk Folkemindesamling, Else Marie Kofod. Inden da havde langt de flest nemlig ikke råd til den slags frås.

Der var typisk kun en enkelt indkomst, og hver en krone blev vendt. Af samme grund fejrede man kun mænds runde fødselsdage, og først fra når de fyldte 50. Kvinder måtte helt undvære andet end lidt ekstra hjemlig opmærksomhed.

I bondesamfundet var det ganske vist kutyme at medbringe mad til de store fester, men det var mere en praktisk foranstaltning end en egentlig gave. Ingen havde nok fersk mad til rådighed, så derfor var fester pr. definition et sammenskudsgilde. Det, vi i dag forstår ved en værtindegave, slog faktisk først igennem i løbet af 1980'erne.

At den er blevet så udbredt handler dog om mere end blot forbedret levestandard. Den symbolske gave er et udtryk for en af de få ting, som har kendetegnet menneskeheden til alle tider, og som derfor er en af vores mest fundamentale værdier.

Antropologer kalder det reciprocitet, og det betyder gensidighed, forklarer antropologen Jeppe Trolle Linnet. Vi kræver af os selv at give igen, når vi modtager noget. Samtidig forventer vi at modtage, når vi giver. Det skaber en tillid og forudsigelighed, som er nødvendigt for at skabe og fastholde et samfund.

Alligevel er værtindegavens udbredelse lidt et paradoks i disse år, hvor der hersker en længsel efter det uformelle, det ægte og anti-materialistiske, påpeger han. Særligt i Skandinavien har vi en lang og stærk tradition for at vægte indre værdi frem for ydre markeringer.

Ungdomsoprøret, kulturradikalismen og lutheranismen peger alt sammen i den retning. Det samme gør nordisk designs fokus på at lade form følge funktion. Tingene skal ikke bare være staffage, og på samme måde ønsker vi rene relationer til hinanden uden kunstige virkemidler.

Alt dette afholder os dog ikke fra at bruge stadig flere penge på gaver til hinanden, og heri ligger den ambivalens, som gør værdierne bag værtindegaven særlig interessant. For hvordan lever vi med begge dele: uviljen mod at give gaver og behovet for alligevel at gøre det? Og hvad afgør, hvilken vej pendulet svinger, for det har svunget, mener Jeppe Trolle Linnet.

Da borgerskabet opstod i byerne i løbet af 1800-tallet, var det en bærende værdi at kunne fremvise ordentlige og pæne, men aldrig prangende hjem. Det skulle være hyggeligt, så man kunne møde hinanden, som man var, og der passede gaver ikke særlig godt ind.

Ønsket om nærvær og autenticitet var begyndt at præge det mere hjemmefokuserede familieliv, og dér lugtede gaver for meget af det overfladiske aristokrati. De rige forstod ikke at hygge sig, for dem er alt staffage, lød det fra middelklassen.

Det mener store dele af middelklassen måske stadig, men de handler ikke længere derefter. Og det skyldes ikke blot velstand, men til en vis grad også de borgerlige værdiers genkomst, siger antropolog Jeppe Trolle Linnet:

”Der skete et enormt normudsving i forbindelse med ungdomsoprøret, og på mange måder er vi i disse år ved at korrigere for det udsving. Det er værtindegaven et af mange eksempler på. Ambivalensen er der stadig, for vi søger som aldrig før inderligheden gennem blandt andet yoga og mindfulness, men samtidig er vi blevet mere villige til at overgive denne inderlighed til nogle kollektivt orkestrerede fænomener som mors dag, Valentine's Day - og altså værtindegaver. Så viser vi i stedet inderligheden ved at give gaven personlighed og mening. Hjemmelavet syltetøj kan derfor være en fin gave, fordi der er lagt tanker og kræfter i.”