Prøv avisen

Derfor er Venstres værdier ikke så liberale, at det gør noget

Illustration: Rasmus Juul

Vælgersuccesen med den stramme udlændingepolitik har gjort det svært for Venstre at holde fast i den skarpe liberale profil, som især Uffe Ellemann- Jensen tegnede som partileder i 1980’erne og 1990’erne. Men historisk har partiet faktisk mere været et standsparti end et ideologisk projekt, påpeger forsker

Burkaer og niqabber er der ikke mange af i Danmark. Måske højst et par hundrede. Men den helt eller næsten helt dækkende kvindeklædning har igen sat sindene i bevægelse, ikke mindst i regeringspartiet Venstre.

I morgen og søndag holder partiet landsmøde i Vejle, og op til mødet har folketingsgruppen forsøgt at finde en fælles holdning, så emnet ikke kommer til at tage hele scenen. Det skulle blive afklaret på et gruppemøde i dag, fredag, og i skrivende stund tyder det på, at Venstre vil gå ind for forslaget.

Dansk Folkeparti har for femte gang på 13 år stillet et forslag om et forbud. Tidligere har Dansk Folkeparti ønsket, at der blev fængselsstraf for at bære beklædningen i det offentlige rum, men nu skal politiske forhandlinger afgøre, hvordan man skal straffe de kvinder, der trods et forbud skulle begive sig ud på gaden iført gevandterne, lyder det fra Dansk Folkeparti.

For Venstre er burka-debatten principielt mindre udfordrende, end debatten hidtil har antydet. Alle folketingsmedlemmer er enige om, at beklædningen er problematisk, dels fordi den er kvindeundertrykkende, og dels fordi den skjuler identiteten på den, der bærer den.

Statsminister Lars Løkke Ramussen (V) har for omkring 30 år siden selv rejst skjult til Afghanistan iført en niqab sammen med sin partifælle Lars Christian Lilleholt for at kunne bevæge sig frit rundt og støtte det afghanske oprør mod den sovjetiske besættelse.

Det kan man i dag trække på smilebåndet over, men det illustrerer også sikkerhedsrisikoen ved, at man i hvert fald i Mellemøsten anonymt kan krydse grænser under dække af den kvindelige klædedragt.

Derfor handler det nu i Venstre mest om, hvordan man mest effektivt kommer burkaer og niqabber til livs. Hvordan undgår man, at flere begynder at gå med dem, måske i protest mod et forbud, og hvordan sikrer man sig, at kvinder ikke bliver spærret endnu mere inde i deres hjem og undertrykt endnu mere af deres mænd, hvis det bliver forbudt at gå udenfor? Nogle venstrefolk peger på, at man allerede i dag kan gribe ind, hvis nogen vil køre med tog eller bus uden at vise sit ansigt, ligesom man mange andre steder også skal kunne genkendes, når man har med det offentlige at gøre.

Den aktuelle konflikt er ideologisk dog mindre udfordrende end andre værdipolitiske spørgsmål, som stadigt hyppigere er kommet op de seneste 15-20 år. Det begyndte for alvor med 24-årsreglen for ægtefællesammenføringer og skærpede krav til selvforsørgelse og danskkundskaber for at kunne få dansk indfødsret, og siden er der kommet mange andre stramninger af udlændinge- og skole- og retspolitikken, der i sit indhold ikke er så liberale, at det gør noget.

Tidligere minister for værdipolitisk centrale anliggender som undervisning, kultur, kirke og integration Bertel Haarder (V) har haft ansvar for en væsentlig del af stramningerne, som han ser som en uundgåelig konsekvens af globaliseringen. Og som har gjort vold på den opfattelse af frihed og folkestyre, han selv forfægtede i sin ungdom.

Siden Anden Verdenskrig havde det været god, liberal latin, at også demokratiets modstandere, hvad enten de var kommunister eller nazister, skulle have lov til at oprette partier og endda drive fri-, efter- og folkehøjskoler, hvis de ellers kunne samle opbakning til det. Partier, der bekæmper demokratiet, kan man fortsat stifte, men vil man i dag drive en friskole, som ikke forsvarer folkestyret, kan man godt glemme det.

”I Danmark var der efter krigen aldrig tvivl om retten til at hjemmeundervise sine børn og den deraf følgende ret til også at sende sine børn i en friskole. Denne fundamentale ret gjaldt også kommunister og nazister, men det blev mig, der som minister kom til at indskrænke denne frihed,” erkender Bertel Haarder.

”Med egen hånd indskrev jeg i en af de første paragraffer i friskoleloven, at friskolerne skal forberede børnene til at leve i et samfund med frihed og folkestyre. Det var uhyre bevidst, at jeg skrev frihed og folkestyre og ikke demokrati, for demokratibegrebet var blevet skamredet på det værste.”

Han henviser til, at for eksempel Østtyskland hed Den Tyske Demokratiske Republik, DDR, og at der ikke var ende på de rettigheder, man i teorien, men ikke i praksis havde, fordi der ikke var nogen frihed. I lighed med teologen Knud Ejler Løgstrup mener Haarder, at demokrati er ”en skikkelig måde at være uenig på” og ikke en livsanskuelse, som en anden toneangivende teolog, Hal Koch, argumenterede for.

”Dermed er jo både nazister, kommunister og islamister nu udelukket fra at oprette friskoler. I min ungdom pralede jeg af, at også nazister og kommunister kunne oprette friskoler, hvorefter jeg selv blev den, der afskaffede den ret. Det skyldes ganske enkelt, at der kom folkeslag og politiske anskuelser til os udefra, som vi ikke havde kendt før.”

Det princip, du forsvarede i din ungdom, kunne ikke tåle at blive brugt i virkeligheden?

”Sådan er det. Det kunne ikke holde i et multietnisk samfund. Danskerne var blevet mere forskellige. Indtil da var vi en stammekultur, hvor det meste var indforstået. Vi behøvede ikke skrive det i loven, alle vidste, hvad en friskole var, og alle holdt sig på måtten. Da der så kom nogle, som udnyttede og misbrugte systemet, måtte vi skrive nye paragraffer. Jeg ser det som et led i globaliseringen. Det er helt naturligt, for Danmark kan ikke være en ø. Jeg havde ingen skrupler overhovedet, jeg konstaterer bare, at vi var nødt til at skrive det i klart sprog.”

Bliver vi udfordret mere på dette område i fremtiden, eller er vi ved at være igennem de værdipolitiske konflikter, vi kan forestille os?

”Jeg kan garantere for, at vi vil blive udfordret mere. Det er jeg helt sikker på. Lige siden kommunismen og de ideologiske stridigheder ebbede ud i 1990’erne, er de kulturelle og religiøse modsætninger vokset. Og også de etniske blandinger. I hver en situation må vi gøre, hvad der er nødvendigt for at holde sammen på riget. For at bevare friskolen og friheden. Vi skal ændre for at bevare. Det er sådan et godt konservativt slagord, som en liberal også kan bruge. Både jeg og mange andre er kulturkonservative, og det tror jeg, de fleste i Venstre er,” siger Bertel Haarder.

At der er uenighed om, hvor liberal eller hvor kultur- eller nationalkonservativ Venstre skal være, er ikke i sig selv nyt. Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) har i august forklaret til Jyllands-Posten, at der i Venstre er en liberal, en pragmatisk og en konservativ linje.

Over for Kristeligt Dagblad forklarer han, hvorfor kulturel og national konservatisme er vigtig for venstrefolk.

”Der er én vigtig ting, som den liberale bevægelse skal huske. Og det er det konservative credo om, at kultur er den altafgørende faktor. Det er der nogle, der har glemt. Kultur er ikke en ligegyldig faktor. Det er det bestemt heller ikke i mit eget parti. Det er derfor, vi hedder ’Venstre – Danmarks Liberale Parti’. Vi har en national konnotation, før vi har en politisk erklæring,” siger Søren Pind.

I 1990’erne handlede udlændingedebatten i høj grad om ”tonen”, og den daværende formand Uffe Ellemann-Jensen førte en kontant linje, som ikke levnede meget plads i folketingsgruppen til sproglige ”udskejelser”, som dem man kunne høre fra Fremskridtspartiets stifter Mogens Glistrup eller fra nystiftede Dansk Folkeparti. En af de få udlændingepolitiske strammere i Venstre dengang var gruppesekretær Inge Dahl Sørensen, der i 1997 kom for skade at foreslå, at man skulle opdele udlændinge, der søgte om dansk statsborgerskab, i fire grupper, nemlig tidligere straffede, skatteskyldnerne, ikke-dansktalende og resten, men det forslag blev hurtigt trukket tilbage af folketingsgruppen,

I valgkampen i 2001 argumenterede Birthe Rønn Hornbech for, at man skulle forhindre familiesammenføringer fra Tyrkiet, Pakistan og Somalia, men det faldt heller ikke i god jord i Venstre, og hun blev sat på plads af den daværende partiformand, Anders Fogh Rasmussen. Senere blev hun kendt som udlændinge- og retspolitisk ”slapper” og gik flere gange imod sit parti, når det handlede om terrorlovgivning eller regler for asylbørn.

Fortidens eksempler kan virke forholdsvis milde i forhold til dagens debat, hvor en udlændingeminister Inger Støjberg (V) serverer kage for at fejre udlændingestramning nummer 50, eller hvor en udlændingeordfører Marcus Knuth på Twitter først glæder sig over fremgangen til det indvandrerkritiske parti AfD i Tyskland, men siden trækker i land. Eller hvor Inger Støjberg betegner der som ”godt og nødvendigt”, at grænsekontrollen kan fortsættes meget lang tid endnu, mens partiet officielt fortsat er tilhænger af Schengen-samarbejdet og ønsker de åbne grænser genindført, når det kan ske med sikre, ydre grænser i EU.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen understregede i sin åbningstale til Folketinget behovet for ”balance” i debatten. Han fremhævede og priste de mange udlændinge, som vil Danmark og bidrager positivt til samfundet. Ligesom han fremhævede EU som et grundlæggende godt projekt. Han er ligesom dansk erhvervsliv bekymret for, at Danmark vil lukke af for omverdenen, og at udlændinge vil holde sig væk til stor skade for dansk økonomi. Med aldringen af den danske befolkning anes der forude en mangel på arbejdskraft.

Selvom der altså er debat om, hvor Venstre skal placere sig i forhold til burkaforbud og lignende, er professor Christoffer Green-Pedersen fra institut for statskundskab ved Aarhus Universitet overrasket over, at der trods alt har været nogenlunde enighed om kursen.

”Flere andre europæiske landes liberale partier taler for et frit samfund, hvor folk skal kunne slå sig ned, hvor de vil, hvis de ellers kan klare sig selv. I virkeligheden er det overraskende, hvor lidt intern uro der har været i Venstre indtil nu, i betragtning af at man har haft denne stramme udlændingelinje i en snes år, i hvert fald siden Anders Fogh Rasmussen tog over,” siger han.

Når der har været ro, hænger det dog uden tvivl sammen med, at den stramme udlændingekurs har givet succes hos vælgerne.

”Venstre har haft en kæmpe vælgermæssig succes med den kurs, og det er en af kerneforklaringerne på, at vi har en borgerlig regering og har haft det i lang tid.”

Christoffer Green-Pedersen forklarer, at Venstre også er presset på begge sider af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, som nu også er slået ind på en stram udlændinge- og retspolitik, og derfor har partiet ikke meget plads at flytte rundt på. I forhold til det ideologiske har Venstre historisk i højere grad været et standsparti – et landbrugsparti – end et liberalt parti.

Selve navnet, Venstre – Danmarks Liberale Parti, kom til med det nye principprogram i 1963, men ifølge Christoffer Green-Pedersen var det først, da Uffe Ellemann-Jensen kom til som partileder, at den liberale profil blev skærpet. Den er så siden blevet svækket igen. Selvom man stadig bruger tilføjelsen ”Danmarks Liberale Parti” på for eksempel Venstres Facebook-side, er den forsvundet fra det officielle logo.

Og en del af de mest liberale vælgere er blevet overtaget af Liberal Alliance, der i øvrigt i modsætning til de to andre regeringspartier også fortsat er imod at forbyde burka og niqab.