Med pædagogisk tæft som en skolelærer tog generaldirektør i verdenssundhedsorganisationen WHO Tedros Adhanom Ghebreyesus den 16. marts mikrofonen på et pressemøde.
Han havde en ”enkel besked til alle verdens nationer”, sagde han og gjorde ophold mellem sine ord med en tiendedel af et sekund:
”Test, test, test.”
Test hver eneste person, der er under mistanke for at være smittet med coronavirus. Isoler personen, hvis testen er positiv. Opspor personens kontakter og test også dem.
Den strategi kaldes inddæmning og handler om at kvæle en sygdomsepidemi, omtrent som man slukker et bål ved at kaste et tæppe over det.
Få dage forinden droppede Danmark netop den vej og gik over til en såkaldt afbødningsstrategi. Den handler om, at smittespredning skal forsinkes, men ikke kan stoppes, omtrent som at lade bålet brænde ud, mens man holder ilden under kontrol.
Taiwan, Singapore og Sydkorea er eksempler på lande, der har anvendt WHO’s inddæmningsstrategi.
Sverige, Storbritannien, ja, det meste af Europa og USA styrer lige nu og lige som Danmark efter afbødning.
Men hvorfor mener landene så forskelligt om coronabekæmpelsen? Er der netop tale om et element af tro; altså forskellige epidemiologiske ”skoler” eller konkurrerende idémæssige holdninger til, hvordan en smitsom epidemi skal bekæmpes?
Allan Randrup Thomsen, professor i virologi, bruger en krigsmetafor, når han skal udlægge forskellen mellem WHO’s anbefalede strategi og Danmarks valgte vej, der efter hans mening er den rigtige her i landet.
”Man siger, at generaler altid fører krig på den foregående krigs præmisser, og det føler jeg lidt sker her for WHO, fordi, tror jeg, de tager udgangspunkt i erfaringerne fra bekæmpelsen af epidemier med sars, mers og ebola. Epidemiologi er ikke en eksakt videnskab, og det er almindeligt, at videnskabsfolk er uenige, men på den måde kan man godt sige, at der er to skoler inden for bekæmpelsen af coronaepidemien lige nu.”
Næsten dagligt beskrivermedierne forskelle i nationernes måde at bekæmpe coronaepidemien på. Men grundlæggende er der i alle verdens lande kun de to indgange i spil, altså inddæmning eller afbødning, siger både Allan Randrup Thomsen og Christian Wejse, epidemiolog og afdelingslæge på Aarhus Universitetshospital.
For eksempel diskuteres den danske forskel på broderlandet Sverige intenst: Svenske børn går stadig i skole, mens danske bliver hjemme, og det er endda rapporteret, hvordan Sveriges svar på Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, statsepidemiolog Anders Tegnell, spiser af buffeten i Folkhälsomyndighetens kantine.
I Storbritannien fik myndighederne etiske smæk, efter at de først havde meddelt, at landets strategi var at opnå såkaldt flokimmunitet. Flokimmunitet opstår, når en virus ikke kan cirkulere i samfundet, fordi tilstrækkelig mange er blevet immune, enten fordi de har haft en given sygdom eller er blevet vaccineret. I Storbritannien skulle det –á la Sverige – ske ved at holde samfundet relativt åbent. Men beregninger fra det anerkendte universitet Imperial College viste, at det kunne koste op til 260.000 britiske dødsfald og et sygehusvæsen i kollaps, og så sadlede premierminister Boris Johnsen om og indførte en nedlukning mere som den danske.
Men Sverige, Danmark og Storbritannien kører samme strategi, uanset at de forvalter nedlukningen af samfundene en lille smule forskelligt, siger Christian Wejse.
”Alle disse lande kører en afbødningsstrategi, hvor man forsøger at dæmpe smittespredningen, og så er der bare forskel på, hvor drastiske værktøjer, man tager i brug. I Sverige sørger de også for at holde afstand, men har ikke lukket skoler. I Spanien er der udgangsforbud, som vi ikke har i Danmark. Det er bare et spørgsmål om tiltag, ikke om forskellig strategi.”
I Danmark, Sverige, Storbritannien, Spanien, Italien og meget af verden er endemålet det samme:
”Det er at opbygge flokimmunitet over tid,” siger Christian Wejse – om end ikke på Boris Johnsens indledende steppebrandsagtige facon, hvor virussen kan løbe frit gennem befolkningen.
I stedet er planen at trække forløbet ud, så særligt sårbare grupper afskærmes, og så sundhedssystemet kan følge med.
Danmark valgte afbødningsstrategien midt i marts, fordi det på det tidspunkt var tydeligt, at smitten ikke kunne inddæmmes; den havde allerede for godt fat i befolkningen.
I for eksempel Sydkorea har man tilsyneladende haft held med WHO’s ”test, test, test”-strategi. Det skyldes blandt andet, at smittens epicenter kunne lokaliseres ret præcist. Herfra var smittekæderne nemmere at optrevle end i for eksempel Danmark, hvor over hundrede smittede skiturister kom hjem fra Østrig og rejste ud til hver afkrog af landet, siger Christian Wejse:
”De (Sydkorea, red.) havde smitten i nogle ’øer’. Og så var de lynhurtige til at få en testkapacitet op at stå, fordi de har haft sars, mers og ebola.”
Forskellen mellem det danske og det sydkoreanske strategivalg bunder altså næppe i en særlig ideologisk tænkning om, hvordan man bedst håndterer en epidemi. Den handler simpelthen om, hvad der giver mening på et givet tidspunkt og i en given kontekst, mener både Allan Randrup Thomsen og Christian Wejse.
De mener dog, at WHO nærmer sig en mere ideologisk tænkning i sin blinde tro på inddæmningsstrategien:
”Jeg ved ikke, hvorfor WHO tror så meget på tests. Men jeg tror, det er rigtigt, når Kaare Mølbak fra Statens Serum Institut siger, at de tænker på tidligere epidemier,” siger Allan Randrup Thomsen.
WHO’s tilgang kan kaldes en sars-skole, mener også Christian Wejse – og alternativet kan hedde en ”influenzaskole”, foreslår han med et vist mål af ironi:
”For ingen prøver jo at inddæmme influenza, den afbødes altid. Men jeg tror, man i WHO er pavestolt over, at det lykkedes at inddæmme sars og med god grund, for det var virkelig flot. Det er bare noget helt andet med coronavirus, dels fordi den er mere smitsom, og dels fordi mange bærere er symptomfrie, og smittekæderne derfor er meget svære at optrevle.”
Begge forskere mener, at afbødningsstrategien er den rigtige nu, i Danmark og muligvis i hele verden; også i de lande der ellers har haft held med inddæmning.
”Det er meget svært på lang sigt at teste sig ud af en epidemi med coronavirus, fordi virussen har så stor spredningsevne. Selvom man i første omgang lykkes med en inddæmning, så har man en ustabil situation. Smitten kan sprede sig lynhurtigt igen, hvis der kommer en ny smittet til landet, og så skal man nærmest starte forfra med omfattende test, isolation, opsporing og karantæne. Det kræver enten, at man lukker ned for rejsende i en meget lang periode, eller at alle verdens lande nedkæmper smitten samtidig, og det er umuligt,” siger Allan Randrup Thomsen.
Prisen for at afbøde frem for at inddæmme vil være dødsfald. Alligevel er afbødning mest hensigtsmæssig, mener han:
”Det vil tage nogle runder med sygdom og koste menneskeliv at få lavet flokimmunitet. Men den her epidemi er så smitsom, at vi ikke som med sars kan slippe af med den én gang for alle. Derfor er der ikke rigtig noget alternativ.”
Den gode nyhed er, at coronavirus ikke er smitsom som for eksempel mæslinger, hvor én smittet person smitter 12 andre i gennemsnit, siger Christian Wejse. Den såkaldte smittekoefficient for coronavirus er i udgangspunktet 2,6, men i Danmark nu bragt ned til 1,4 på grund af de politiske tiltag, ifølge Statens Serum Institut.
Det betyder, at branden er under kontrol, og sundhedsvæsenet kan følge med.
Hvad angår mæslinger, er der først flokimmunitet, når 95 procent af en befolkning er immun, fordi smittekoefficienten er så høj.
”Det tal er snarere 50-60 procent for coronavirus,” siger Christian Wejse.