Derfor har den hårde hånd overtaget i dansk politik

Udlændinge- og retspolitikken kan ikke blive hård nok. Det er grundtonen i den seneste uges politiske udspil fra højre til venstre. Hvad blev der egentlig af den bløde hånd i dansk politik?

Den hårde hånd dominerer i dansk politik. - Foto: wikipedia commons

Den seneste uges tid har SF, Socialdemokraterne og De Konservative overbudt hinanden med hårde synspunkter på rets- og udlændingeområdet.

Først lancerede SF tryghedspakken med fodlænker og resolut indgriben i familier, hvor børn mistænkes for at mistrives. Partiets tidligere så kritiske røst var temmelig spag, da politiet ryddede Brorsons Kirke på Nørrebro i København for afviste irakiske asylsøgere.

Efter Socialdemokraternes sommergruppemøde brugte formand Helle Thorning-Schmidt "lov er lov" som et mantra på pressemødet og forsvarede dermed politiet mod anklager for brutalitet. Hun bekræftede Dansk Folkeparti-formand Pia Kjærsgaard og den konservative partiformand, økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen, i, at afviste asylsøgere skal forlade landet.

Men De Konservative ryddede bordet, da partiets nye integrationsordfører, Naser Khader, præsenterede 13 punkter for, hvordan muslimer integreres bedst i Danmark, blandt andet ved at forbyde heldragterne burka og niqab samt religion uden for religionstimerne i landets skoler og gymnasier.

K, S og SF kappes med andre ord om at være mest konsekvent i værdipolitikken. En position, der ellers har været reserveret Dansk Folkeparti. Hvilken forandring i forhold til situationen, da Ny Alliance blev lanceret i maj 2007 med netop Naser Khader som frontfigur.

Partiet fik kolossal tilslutning i meningsmålinger som det borgerlige alternativ med et humant ansigt, der kunne spænde ben for Dansk Folkepartis udlændinge- politik.

Projektet kørte galt, og i dag er der tilsyneladende intet marked for den bløde hånd i dansk værdipolitik. Som de eneste markerer Radikale Venstre og Enhedslisten blødheden i forskellig aftapning, men begge partier har faretruende hurtig kurs mod spærregrænsen.

Hvorfor er det gået sådan? Hvorfor er humanisme blevet et minusord i den politiske magtkamp?

– Fordi humanisme, tolerance og frisind alt for ofte forveksles med svaghed – hvilket er noget vås, siger Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister og tidligere formand for Venstre.

Under Muhammed-krisen blev han stemplet som blødsøden i Karen Jespersen og Ralf Pittelkows bog "Naivister og islamister", fordi han søgte dialog frem for konfrontation med muslimer.

– Den hårde linje og dens tilsyneladende succes er vel et udtryk for, at mange mennesker føler frygt, og at det er fristende for politikere at spille på denne frygt.

– Ellers kan jeg ikke finde nogen forklaring på, at man vil til at lovgive om en beklædningsgenstand, som bruges af under 100 kvinder i landet – for det med, at man vil beskytte kvindernes frie valg, er det rene sludder, siger Uffe Ellemann-Jensen og fortsætter:

– Det fremgik tydeligt af Naser Khaders svar, da han i TV-Avisen i mandags blev konfronteret med den vurdering, at cirka halvdelen af de 100 burka-brugere er danske konverterede, som har valgt det frivilligt, og han svarede: "Jamen, nogle af de danske kvinder, der konverterer til Islam, de overdriver totalt. De gør sig meget mere muslimske end mange andre muslimske kvinder."

– Med andre ord: Det er det religiøse symbol, han vil forbyde. Og det lader til, at et flertal af befolkningen støtter forslaget, selvom det sandsynligvis er i strid med vores grundlov, siger han.

Om nogen har Radikale Venstre mærket skiftet i de politiske vinde. I 1980'erne og 1990'erne sad partiet med de afgørende mandater for regeringen, hvad enten den var rød eller blå. Den rets- og udlændingepolitiske debat fulgte det radikale toneleje, og partiet havde allierede hele vejen rundt i det politiske spektrum. Helt modsat i dag, hvor man både til venstre og højre taler om stramninger, kontrol, højere straffe og mere politi på gaden.

I denne uge har De Radikale udpeget sin partileder og økonomiminister fra 1990'erne, Marianne Jelved, til ny integrationsordfører. Efter hendes mening hviler ansvaret for den værdipolitiske oprustning på andre politiske ledere, først og fremmest tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

– Man går ud med et håndkantslag, som efterfølgende får opbakning fra vælgerne. Det viser meningsmålingerne. Uanset om et forslag er grundlovsstridigt eller ej. Det generer heller ikke vælgerne, hvis et forslag er grundlovsstridigt. Det tror jeg bunder i, at der er kommet en anden type politisk ledelse. En ledelse, som har skabt en forestilling om, at jo mere bestemt, firkantet og enkelt, man kan udtrykke sig, jo mere handlekraftig er man, siger Marianne Jelved.

– Den politiske debat er faktisk aflyst, altså den rigtige politiske debat. Den om, hvordan løser vi problemer, siger hun.

– Folk har taget ved lære af politikerne. Når Pisa kommer med en undersøgelse af, at børn er dårlige til at læse, så skal man have obligatoriske tests. Uanset at al forskning siger, at det er irrelevant. Det giver ikke bedre resultater, men det spiller ingen rolle.

Marianne Jelved mener, at en forklaring på den hårde værdidebat er, at man fra 2001 til 2008 ikke havde alvorlige økonomiske problemer at slås med.

– Drivkraften har været, at så længe man kunne gøre udlændinge til et brændende tema, så havde man sikkerhed for at beholde magten. Man havde fået italesat det sådan, at udlændinge var et problem. Det er noget af det, jeg gerne vil gøre op med som integrationsordfører. Fordi vi stigmatiserer en hel befolkningsgruppe på den måde, hvilket kan få katastrofale følger, siger hun.

Marianne Jelved er overbevist om, at krisen og arbejdsløsheden vil genoplive den "virkelige politiske debat".

– Når ledigheden stiger, og underskuddene blive større, og der ikke er udsigt til bedring, og valutafonden kommer og siger noget til os, så vil der ske det samme som i 1970'erne. Så vil folk se, at det her er galt, og at man må gøre noget, lyder det fortrøstningsfuldt fra Marianne Jelved.

Tilbagegangen for humanisme i Danmark beskriver Rune Lykkeberg, redaktør ved Dagbladet Information, i bogen "Kampen om sandhederne." Udviklingen forklarer han med, at de kulturradikale og den venstreorienterede intellektuelle elite længe har tabt indflydelse, hvilket systemskiftet i 2001 er en konsekvens af.

Danmark har bevæget sig fra, hvad han kalder ensidig humanisme med tro på mennesket og tillid til, at verden er god – til en lige så ensidig kynisk realisme, der antager, at verden er truende og mennesket farligt.

"Først blev enhver besindelse på national kulturhistorie i 1960'erne set som vejen mod fascismen. Og enhver ambition om faglighed i folkeskolen i 1970?erne skældt ud som noget, der førte direkte mod den sorte skole. Pludselig i 2000'erne er det humanismen, som hænges ud som "tossegodhed" og "pladderhumanisme", en tolerant optik på udlændinge udlægges som landsforræderi og en glidebane mod islamofascisme. Ligesom det i 1970'erne blev regnet for en tabersag fra starten, hvis man i offentligheden forsøgte at fremføre et synspunkt, som ikke var progressivt, regnes det i dag for en sikker tabersag at forklare kriminalitet og terrorisme som funktioner af sociale strukturer", skriver Rune Lykkeberg.

Men den store forandring er ifølge Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, at danske politikere ikke længere nærmer sig de følsomme emner på listefødder.

– Jeg køber ikke, at der er blevet mindre humanisme i dansk politik i de senere år – heller ikke på integrations- og flygtningeområdet. Der er i stedet sket det, at integrations- og flygtningeområdet i de senere år er blevet et normalt politikområde, hvor det tidligere var et område, hvor retorikken var særligt blød og hensyntagende.

Nu diskuterer man integrations- og flygtningepolitik, som man diskuterer skattepolitik, kulturpolitik, forsvarspolitik og finanslov. Og ligesom på disse områder er retorikken direkte og uforblommet – som al politisk retorik har været siden Perikles' dage, mener Peter Nedergaard.

Udviklingen er også et sundhedstegn, mener Peter Nedergaard og påpeger, at de af vores nabolande med størst risiko for et akut udbrud af integrationsproblemer er de lande, hvor politikerne fortsat går på listefødder.

I Tyskland og Sverige er der tradition for at kvæle tilløb til at diskutere integrationsproblemer med netop humanistiske argumenter. Symptomatisk har Tyskland og Sverige også problemer med højreekstremistiske kræfter, og man har endda oplevet grusomme mordbrande mod indvandrere – modsat i Danmark.

– Jeg synes, at man skal vende det om. Når man nu taler mere direkte om indvandrere, så er det fordi, de i højere grad respekteres som ligeværdige personer. Det er kun, når man betragter folk som mindreværdige, at man har fløjlshandsker på, siger Peter Nedergaard.

Ole Sohn, SF's gruppeformand og tidligere formand for centralkomiteen i DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, er inde på noget af det samme.

– Jeg kan bedst udtrykke det på den måde, at vi har gjort op med den naive forestilling om, at en fremmed er en ven, du ikke har mødt. I stedet vil jeg sige, at en fremmed er et menneske, du ikke har mødt.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk

beck@kristeligt-dagblad.dk