Når man ser på den finanslovsaftale, regeringen præsenterede søndag, er det svært at forestille sig, at landet skulle være midt i den dybeste økonomiske krise siden finanskrisen i 2008.
Regeringen er blevet enig med sine støttepartier om blandt andet at give 750 millioner kroner i støtte til restauranter og hoteller, 437 millioner kroner til kulturen foruden 902 millioner kroner ekstra over tre år til DR, større fradrag i boligjob-ordningen, milliarder til uddannelse, flere milliarder til klima, grønne biler, urørt skov, oprensning af ”generationsforureninger” – og meget mere.
Nogle af bevillingerne strækker sig over flere år, men på bundlinjen bliver der brugt flere penge i staten næste år, endda uden at skatterne sættes mærkbart i vejret.
Hvordan kan det lade sig gøre? Henover året har regeringen sammen med brede flertal i Folketinget i forvejen afsat flere hundrede milliarder kroner for at holde hånden under virksomheder og beskæftigelse under coronakrisen. Det er sket med lånte penge, som skal betales tilbage af kommende generationer. Finansminister Nicolai Wammen (S) forklarede under præsentationen af finansloven i går, at dansk økonomi er bomstærk, og at Danmark står bedre rustet end mange andre lande. Renten er negativ, hvilket betyder, at staten for tiden ligefrem kan tjene penge på at låne, hvilket historisk er usædvanligt, og næppe noget der kan fortsætte i det lange løb. Derudover har EU stillet en coronagenopretningspakke i udsigt, som vil give Danmark godt 11 milliarder kroner næste år, men den er dog endnu ikke vedtaget, da Polen og Ungarn blokerer for den. De to lande vil ikke acceptere kravet om den såkaldte retsstatsmekanisme i EU, som man skal leve op til for at få del i pengene.
Grundlæggende har finansministeren dog ret. Det næste spørgsmål er, hvorfor dansk økonomi er så stærk?
Det kan økonomerne give mange forskellige svar på, men et af de centrale er, at både socialdemokratiske og borgerlige regeringer gennem mange år har været enige om at arbejde for sunde offentlige finanser og for at øge udbuddet af arbejdskraft.
Eksempelvis har velfærdsaftalen fra 2006 om gradvis at forhøje pensionsalderen sikret virksomhederne bedre adgang til arbejdskraft og dermed økonomisk vækst. Det samme gælder princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed i EU, der også har øget den økonomiske vækst og skatteindtægterne til staten, som betaler velfærden.
Den nuværende socialdemokratiske regering adskiller sig imidlertid fra tidligere ved i praksis at have nedprioriteret målet om et større udbud af arbejdskraft. Man mener, at de seneste 30 års økonomiske reformer stort set har udtømt mulighederne.
For et støtteparti som Enhedslisten er det nærmest rædselsfuldt at arbejde for et større arbejdsudbud. Som partileder Pernille Skipper forklarede i et interview i går, betyder det jo, at man gerne vil have flere til at stille sig op i arbejdsløshedskøen, og det fandt hun ret usmageligt midt i en økonomisk krise.
Den paradoksale pointe er, at hvis tidligere regeringer ikke havde været så optagede af at øge arbejdsudbuddet, havde dansk økonomi næppe stået så stærkt, at der var råd til alle de indrømmelser, Enhedslisten nu glæder sig over i finansloven.
De Radikale har tidligere gjort sig til en slags garant for, at aftaler med regeringen skulle føre til et øget arbejdsudbud. Aftalen om tidlig tilbagetrækning, den såkaldte Arne-pension, trækker omkring 10.000 personer ud af arbejdsstyrken, og den tidligere radikale leder Morten Østergaard gjorde det til et kardinalpunkt, at arbejdsudbuddet skulle øges tilsvarende, senest med finanslovsaftalen, hvis De Radikale skulle være med i en sådan.
Hans afløser, Sofie Carsten Nielsen, har været mindre dogmatisk, og faktisk indskrænker finanslovsaftalen arbejdsudbuddet yderligere en smule. Nu satser De Radikale så på, at arbejdsudbuddet kan øges i den grønne skattereform, man fortsat forhandler med regeringen om.
På længere sigt kan det blive et problem for regeringen og dens støttepartier, at de har forladt den økonomiske politik, der indtil nu har medvirket til at gøre dansk økonomi ”bomstærk”. Forude venter en infrastruktur-reform og en politireform, som også vil koste det offentlige flere penge, og når det meget omtalte økonomiske råderum på et tidspunkt slipper op, betyder det nok kortere åbningstid i den finanspolitiske gavebod, som for tiden er døgnåben.