Derfor har statsministre så svært ved at forlade manegen

Ser man tilbage i historien, er Lars Løkke Rasmussens seneste træk måske ikke så enestående

En regeringsleders exit kan foregå på mange måder, men de seneste årtiers danmarkshistorie og Lars Løkke Rasmussens (V) nye bog viser, at de fleste har haft svært ved at affinde sig med, at Danmarks mest stimulerende job aldrig mere bliver deres.
En regeringsleders exit kan foregå på mange måder, men de seneste årtiers danmarkshistorie og Lars Løkke Rasmussens (V) nye bog viser, at de fleste har haft svært ved at affinde sig med, at Danmarks mest stimulerende job aldrig mere bliver deres. Foto: Rasmus Juul.

Den mest berømte statsminister-afgang i efterkrigstidens Danmarkshistorie fandt sted den 3. oktober 1972. Danskerne havde dagen forinden stemt sig ind i det europæiske fællesmarked, det senere EU, og dermed var det mål, statsminister Jens Otto Krag (S) havde arbejdet frem mod i 20 år, opfyldt. Nu gik han på Folketingets talerstol og meddelte til alles overraskelse, at regeringen ville fortsætte, men han selv ville gå af. Anker Jørgensen skulle være både socialdemokratisk formand og statsminister.

Ifølge Niels Wium Olesen, lektor i historie ved Aarhus Universitet og sammen med kollegaen Thorsten Borring Olesen forfatter til bøgerne ”Anker Jørgensens tid” og ”Poul Schlüters tid”, står denne politiske exit stadig som den mest overrumplende og veltilrettelagte nogensinde.

”Det var et politisk kunststykke af højeste karat. Ingen havde regnet med, at Krag ville gå af på højden af sin karriere. Nu kunne han gå med en fanfare og tilmed vise det overmod, at han ene mand kunne udpege sin efterfølger, selvom såvel Socialdemokratiet som staten Danmark formelt bygger på demokrati,” siger Niels Wium Olesen.

Man fristes til at sige, at Lars Løkke Rasmussens (V) vej mod udgangen i dansk politik har været stik modsat. Hverken hans to afgange som statsminister i 2011 og 2019 eller hans afgang som partiformand for et år siden skete kontrolleret eller med hans gode vilje.

Og mens Jens Otto Krag efter sin afgang skrev en tilbageskuende erindringsbog, ”Travl tid, god tid”, har Løkke netop udgivet bogen ”Om de fleste – og det meste”, der ikke kun skuer tilbage, men også, med Niels Wium Olesens ord, ”smider en håndgranat” ind i den nutidige politik.

”Lars Løkke har lagt vægt på, at bogen er skrevet færdig i april, hvorfor den ikke er skrevet som en kommentar til for eksempel den kurs, der blev sat på Venstres sommergruppemøde. Men samtidig slutter bogen med, at Løkke ikke ved, hvad der vil ske, men det må snart vise sig, skriver han. Det kan jeg ikke læse anderledes, end at Løkke lader sin politiske fremtid afhænge af, hvordan hans bog bliver modtaget,” siger Niels Wium Olesen.

Historikeren finder det forholdsvis usandsynligt, at der skulle være en vej tilbage til magten i Venstre eller ligefrem statsministerposten for Lars Løkke Rasmussen, men han finder det kendetegnende for hele Løkkes måde at føre politik på, at det hele ikke var planlagt på forhånd, men afhang af, hvordan andre reagerede på de håndgranater, han smed ind i debatten.

”Traditionelt har det været kutyme, at en tidligere statsminister og formand tav stille og var loyal mod sin efterfølger, men Løkkes besnærende argument er, at han jo ikke har bedt om at blive fri for jobbet, og at 40.000 vælgere har stemt personligt på ham ved sidste valg,” påpeger Niels Wium Olesen,

Ifølge Tim Knudsen, professor emeritus i statskundskab ved Københavns Universitet, har Lars Løkke Rasmussen imidlertid meget at tabe ved at bryde med etiketten og kritisere sin efterfølger.

”Der er ingen tvivl om, at Lars Løkke risikerer, at hele hans eftermæle bliver farvet af, at han kritiserer og er utilfreds og bitter, og hvad han nu ellers er. Han respekterer ikke den politiske linje, Venstre har lagt, især ikke med de udtalelser, han er kommet med de seneste dage. Han taler endog om at danne et nyt parti, hvilket jo meget nemt kunne føre til en eksklusion fra partiet, hvis ikke det lige var, fordi det var en tidligere statsminister, som måske får lidt mere snor end andre,” siger Tim Knudsen.

Ser man tilbage i historien, er Lars Løkke Rasmussens seneste træk måske ikke så enestående. Tim Knudsen peger på, at den socialdemokratiske statsminister i årene 1960-1962, Viggo Kampmann, der måtte gå af på grund af sygdom, siden blandede sig meget i sit partis ledelse til irritation for Jens Otto Krag. Senere var han endda én af dem, der opfordrede Anker Jørgensen til at gå af som formand.

”Det regnes ikke for god tone, at tidligere ledere diskuterer efterfølgernes dispositioner og politik for meget. Nogle tidligere statsministre og partiledere har jo også formået at leve op til den forventning. Det gjorde Poul Schlüter (K) nogenlunde, men der er mange, der ikke helt kunne leve op til den norm, og det er egentlig menneskeligt og meget forståeligt. De har jo været med i et meget hektisk, et meget vigtigt og medrivende, hårdt arbejde, og så er det svært fra den ene dag til den anden bare at sætte sig ned på bageste række i Folketinget og tie stille eller gå ud af politik,” siger Tim Knudsen.

En kort gennemgang af statsministres exit fra Krag og frem er følgende: Lige så perfekt timet og tilrettelagt selve afgangen var, lige så umuligt viste det sig for ham at få det nye liv som skrivende og malende kunstner, han havde drømt om, til at fungere. Han havde set frem til sit kreative otium, men der blev for meget tomhed, alkohol og tidlig død.

”Det var et liv, der faldt sammen. Fra den ene dag at være den, alle ser på og lytter til, til den anden at være glemt. Krag havde nok regnet med, at Anker Jørgensen ville ringe og bede om et råd i ny og næ, men det gjorde han ikke,” fortæller Niels Wium Olesen, som vurderer, at statsministerposten er et af de sværeste job at forlade:

”Det er det mest stimulerende job, man kan forestille sig. Evig og altid skal man træffe vigtige beslutninger, Det handler ikke bare om ens arbejde, men om noget så betydningsfuldt som hele nationens ve og vel. At slippe det er indlysende svært.”

Anker Jørgensen måtte vige pladsen til Poul Hartling (V) efter jordskredsvalget i 1973, men vendte tilbage i 1975. I 1982 måtte han give op og aflevere magten til Poul Schlüter, men regnede med, at det kun ville vare kort tid, før han var tilbage. Han kom aldrig tilbage, men klamrede sig til formandsposten i sit parti til 1987 og blev i Folketinget til 1990.

Poul Hartling havde forholdsvis let ved at give magten fra sig, og snart fortsatte han til det, der regnes for en statsministers eneste avancementsmulighed i form af en tung international post, nemlig som FN’s flygtningehøjkommissær.

Poul Schlüter måtte gå af som følge af Tamilsagen i 1993 og opfyldte derefter den uskrevne regel om at sidde loyalt og diskret i folketingssalen, indtil han fik, hvad Niels Wium Olesen betegner som en ”æresrunde” som medlem af EU-Parlamentet.

Poul Nyrup Rasmussen (V) mistede statsministerposten i 2001 og forsøgte derefter ligesom Anker Jørgensen at vinde magten tilbage. Men mens Anker nåede at stå i spidsen for sit parti ved to tabte folketingsvalg, blev Nyrup kuppet af Mogens Lykketoft inden næste folketingsvalg i 2005. I stedet fik også han en plads i EU-Parlamentet, hvor han faktisk blev formand for de europæiske socialdemokrater, hvorfor der var lidt mere toppost og lidt mindre æresrunde over denne karriere.

Anders Fogh Rasmussen (V) havde ifølge Niels Wium Olesen den bedst tilrettelagte exit kombineret med en videre karriere af alle, da han i 2009 gik fra statsminister til posten som Nato-generalsekretær.

Helle Thorning-Schmidt (S) mistede statsministerposten ved valget i 2015, men undgik at blive kuppet af sine nærmeste ved selv at proklamere sin afgang som partiformand på valgaftenen.

Og så er der Lars Løkke Rasmussen, der selv skriver i sin bog at han ikke er nogen ”elegantier”. Han leverer ingen storslået exit a la Krag, værdig tilbagetrækning til at være partiets loyale nestor a la Schlüter eller gennemkontrolleret videre karriereplan a la Fogh.

Løkkes bog kan ses som udtryk for, at han er frustreret over ikke selv at kunne bestemme slutningen som Jens Otto Krag – kombineret med, at han ligesom Jens Otto Krag er som en gammel cirkushest, der har svært ved at undvære alt hurlumhejet i manegen og derfor drømmer om et comeback, som Tim Knudsen dog anser for tvivlsomt.

”Jeg tror jo, han er i en menneskelig krise. Han har hele sit liv beskæftiget sig med politik, og han har været meget i forgrunden, og han har svært ved at sidde i baggrunden og ikke sige eller gøre så meget. Det er vel et eksistentielt problem for ham, hvad skal han egentlig med sit liv nu? Så griber han måske lidt desperat til nogle forhåbninger,” siger Tim Knudsen og tilføjer:

”Som jeg læser hans bog, er der mellem linjerne en invitation til Søren Pind om at komme tilbage i politik sammen med Løkke. Der er jo ret mange tidligere fremtrædende politikere i Venstre, som i de senere år har forladt skuden eller er blevet hældt af i svinget. Jeg kan nævne Carl Holst, Peter Christensen og Søren Gade. Det kan være, at han har drømt om, at han måske kunne få nogle af dem tilbage i manegen.”