Derfor kæmper de så hårdt om borgmesterkæden

Borgmesterposten er det ultimative mål for mange lokale politikere, og det er med god grund, vurderer eksperter. For selvom byrådene formelt har magten, kan borgmesteren i særlig grad præge den politiske dagsorden

Lektor Flemming Juul Christiansen fra Roskilde Universitet peger på, at siden kommunesammenlægningerne i 2007 er det blevet endnu mere attraktivt end før at blive borgmester, måske endda i nogle tilfælde mere prestigefyldt end at være menigt folketingsmedlem. På billedet er det borgmesterkæden i Aarhus, som overdrages til Jacob Bundsgaard (S).
Lektor Flemming Juul Christiansen fra Roskilde Universitet peger på, at siden kommunesammenlægningerne i 2007 er det blevet endnu mere attraktivt end før at blive borgmester, måske endda i nogle tilfælde mere prestigefyldt end at være menigt folketingsmedlem. På billedet er det borgmesterkæden i Aarhus, som overdrages til Jacob Bundsgaard (S). Foto: Casper Dalhoff/ritzau.

Stemmerne vil i aften knapt være talt op efter kommunal- og regionsrådsvalget, før den spektakulære kamp om borgmester- og udvalgsposter går i gang landet rundt. Følges traditionen fra tidligere, kommer man til at se uventede alliancer, studehandler og nyvalgte kandidater, der straks skifter parti. Altsammen i jagten på magt, indflydelse og økonomiske ben.

Kampen om de 98 borgmesterposter og de fem poster som formænd for regionsrådene tiltrækker særlig opmærksomhed. Med god ret, hvis man spørger kommunal- og valgforskere.

Lektor Flemming Juul Christiansen fra Roskilde Universitet peger på, at siden kommunesammenlægningerne i 2007 er det blevet endnu mere attraktivt end før at blive borgmester, måske endda i nogle tilfælde mere prestigefyldt end at være menigt folketingsmedlem.

”Meget af borgmestrenes magt ligger i, at han eller hun er en stærk politisk figur inden for et parti og har været i stand til at skaffe stemmer nok til at få posten. Så magten ligger mere i det politiske end i det formelle. Formelt er borgmesteren jo blot formand for kommunalbestyrelsen og den øverste leder af forvaltningen,” siger Flemming Juul Christiansen.

”Ressourcemæssigt er borgmesterposten en fuldtidslønnet stilling i forhold til de øvrige medlemmer af kommunalbestyrelsen, bortset fra de største kommuner, hvor der også er andre borgmestre eller rådmænd. Borgmesteren har adgang til et sekretariat og har dermed nogle ressourcer, som også betyder mere magt. Der er også nogle repræsentative opgaver udadtil, som gør det attraktivt at være borgmester, men hovedmagten ligger i det politiske,” siger han.

Netop det med at få et politisk grundlag at arbejde ud fra de næste fire år kan udgøre en selvstændig risiko ved konstitueringerne.

Ligesom ved regeringsforhandlinger på Christiansborg kan man skrive et ”regeringsgrundlag” for, hvad kommunalbestyrelsen skal foretage sig de næste fire år. Men i modsætning til forholdene i landspolitik kan et flertal ikke vælte en borgmester, som man kan vælte en minister eller en regering.

Borgmesteren er valgt for fire år. Derfor er det risikabelt for ham eller hende at komme til magten ved hjælp af en afhopper fra et oppositionsparti. Hvis afhopperen stadig har de samme politiske holdninger, risikerer borgmesteren at få sin egen politik stemt ned i kommunalbestyrelsen de efterfølgende år.

Det nævner valgforsker, professor Rune Stubager fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

”En konstitueringsaftale holder ikke længere, end til at et medlem af kommunalbestyrelsen beslutter sig for at opsige den,” siger Rune Stubager.

Ligesom Flemming Juul Christiansen fremhæver han, at en borgmester først og fremmest har fordelen af at have mere tid til arbejdet end sine byrådskolleger. At være borgmester er et fuldtidslønnet job, og fra nytår bliver lønnen endda sat op med 31,4 procent som følge af et forlig om aflønningen vedtaget i Folketinget sidste år. Årslønningerne kommer dermed til at svinge mellem omkring 700.000 kroner og 1,2 millioner kroner.

Andre byrådsmedlemmer får et årligt honorar på omkring 100.000 kroner, lidt afhængig af kommunens størrelse, og så man kan få ekstra vederlag for udvalgsposter og bestyrelsesposter i kommunale virksomheder som for eksempel vandværker.

Gennemsnitligt bruger menige kommunalbestyrelsesmedlemmer mere end 20 timer om ugen på opgaven, så de fleste vil have et fuldtidsjob eller i hvert fald et deltidsjob ved siden af.

Som regel besættes borgmesterposter af de store partier – Socialdemokratiet, Venstre eller De Konservative, der i kommunalt regi kan regne sig for store særligt i enkelte byer i hovedstadsområdet og i Nordsjælland. Udregningen af mandater til valget efter den såkaldte ”D’Hondts metode” gavner i øvrigt de store partier mere end de små.

Endelig er der den selvforstærkende borgmestereffekt.

”Det er en væsentlig ting, som er med til at gøre det attraktivt. Ofte er borgmesteren den eneste lokale politiker, mange mennesker kender, og borgmestre har det med at suge stemmer til sig ved efterfølgende valg,” siger Rune Stubager.

Så det er med god grund, at der bliver kæmpet om kæderne, når stemmerne er talt op i aften.