Derfor kan DF sagtens blæse og have mel i skægget

Dansk Folkeparti kommer systematisk med yderligtgående værdipolitiske forslag, som siden trækkes tilbage. Det er en bevidst strategi for både at være politisk stueren i realpolitikken og have medvind i især udlændingedebatten

Interessant er, at når de mest kontroversielle forslag trækkes tilbage, sker det som hovedregel efter forholdsvis lang tid og forholdsvis stilfærdigt.
Interessant er, at når de mest kontroversielle forslag trækkes tilbage, sker det som hovedregel efter forholdsvis lang tid og forholdsvis stilfærdigt. Foto: Jens Dresling/ritzau.

Dansk Folkepartis spidskandidat i Region Hovedstaden og Pia Kjærsgaards (DF) mand, Henrik Thorup, trak i går sit kontroversielle forslag tilbage om at forbyde ”religiøst betingede skæg” hos læger. Han orkede ikke at fortsætte debatten, skønt han ellers netop havde fået opbakning til idéen fra partiets ledelse på Christiansborg.

Det mest usædvanlige ved sagen er, at forslaget kun fik et enkelt døgn i medierne, før det blev droppet. Dansk Folkeparti har nemlig en lang tradition for at komme med skarptungede værdipolitiske udspil, som siden afgår mere eller mindre stilfærdigt ved døden.

Dagbladet Politiken havde op til folketingsvalget i 2015 samlet 24 af de mest kontroversielle forslag sammen, og avisen spurgte gruppeformand Peter Skaarup, hvilke der stadig var partiets officielle politik.

Det fremgik, at 10 af de 24 forslag ikke var aktuelle. Det gjaldt for eksempel Pia Kjærsgaards ”ikke stuerene” forslag tilbage fra 1999 om, at forældre til kriminelle andengenerationsindvandrere skulle kunne udvises.

Eller et forslag fra oktober 2010 om, at parabolantenner, der kunne modtage tv-stationen Al-Jazeera, skulle forbydes. Eller Marie Krarups forslag i Berlingske i 2014 om at al muslimsk indvandring til Danmark skulle stoppes.

I januar 2015 ville udlændingeordfører Martin Henriksen forbyde supermarkedskæden Føtex at sætte skilte op på arabisk, men det gælder heller ikke mere. Ej heller er det partiets politik, at engelsksprogede reklamer skal pålægges en ekstra skat, som kulturordfører Alex Ahrendtsen talte for i juni 2015.

Den senere partiformand og daværende gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, sagde i et interview med Berlingske i 2008, at Dansk Folkeparti var ”antimuslimsk”, et ordvalg han fortrød allerede dagen efter. Seks år senere, i januar 2014, brugte anden viceborgmester i Vejle, Holger Gorm Petersen, alligevel samme formulering i Berlingske, men i dag skulle det være ganske vist, at partiet ikke er antimuslimsk.

Selvfølgelig er der formuleringer og forslag, som Dansk Folkeparti stadig holder fast ved og får indrømmelser på. Mest markant på det seneste er, at et flertal i Folketinget nu er med på et maskeringsforbud i det offentlige rum, som i praksis imødekommer Dansk Folkepartis krav gennem flere år om et såkaldt burkaforbud.

Partiets første program fra 1997 har mange forslag, som dengang blev opfattet som yderligtgående på udlændingeområdet, men som i dag støttes af et massivt flertal i Folketinget. Imødekommelserne har dog ikke ligefrem stoppet Dansk Folkepartis idérigdom.

Partiet ønsker for eksempel stadig et forbud mod muslimske tørklæder for offentligt ansatte og i skoler. Daginstitutioner skal have pligt til at servere svinekød, der må kun undervises på dansk på danske uddannelsesinstitutioner, og alle asylansøgere skal fortsat dna-registreres, hvis det står til Dansk Folkeparti.

Interessant er, at når de mest kontroversielle forslag trækkes tilbage, sker det som hovedregel efter forholdsvis lang tid og forholdsvis stilfærdigt. Ofte med en bemærkning om, at der var ”noget sandhed” i forslagene, som Peter Skaarup forklarede til Politiken i 2015.

De mange yderligtgåeende forslag er imidlertid ikke finker af panden. Det er ikke udtryk for, at man ikke har tænkt sig godt nok om.

Det er en vel indarbejdet strategi at lægge forslag frem, som man ved, vil give masser af medieomtale. Det skal appellere til den formentlig ret store gruppe af vælgere, som er helt enige, når udenrigsordfører Søren Espersen ”kommer til” at sige, som han gjorde til Morgenavisen Jyllands-Posten i 2007, at det for ham blev mere og mere meningsløst at skelne mellem islam og islamisme. De vælgere forsøger man at holde fast i, så de ikke vandrer over til for eksempel Nye Borgerlige.

Der er imidlertid også et andet realpolitisk hensyn – at Dansk Folkeparti skal være ”stuerent” og kunne indgå kompromisser med regeringen, særligt på rets- og udlændingeområdet. Derfor trækker man indimellem i land, og derfor kan partiet så at sige sagtens både blæse og have mel i skægget på samme tid.