Prøv avisen

Derfor kan mænd amme

Historien nævner flere eksempler på ammende mænd. Et af de oftest citerede stammer fra Bibelen

Et bryst er et bryst. Og så er det i store træk ligegyldigt, om det sidder på en mand eller på en kvinde.

Hvorfor det forholder sig sådan, finder man en forklaring på ved at kigge på barnets udvikling i fosterstadiet. Her sker der nemlig det, at brystvorterne dannes før kønnet bestemmes, hvilket også forklarer, hvorfor brystvorter ser ens ud på mænd og kvinder. Og det er af samme grund, at mænd er i stand til at amme, hævder flere forskere.

Forskerne påpeger, at ikke alle mænd kan producere tilstrækkeligt mælk til at ernære et barn, hvilket forklares med, at kvindens graviditet i sig selv fremmer bestemte hormoner, som stimulerer mælkeproduktionen.

Hormonproduktionen øges desuden, når barnet suger på brystet. I den sparsomme forskning, der findes om mandlig amning, nævnes det da også, at mænd muligvis har færre mælkekirtler end kvinder.

Selv om mandlig amning for de fleste formentligt virker helt utænkeligt og som et opgør på alle forestillinger om forskellen på de to køn, byder historien ifølge forskerne på flere eksempler på ammende mænd.

Et af de mest citerede eksempler findes i Det Gamle Testamentes Fjerde Mosebog, hvor Moses spørger Gud, om han forventer, at han skal føre hele sit folk til Israel "ligesom en plejefar bærer spædbarnet".

Endnu stærkere er udtrykket i den gamle oversættelse af Bibelen, hvor der står "som en fosterfader bærer det diende barn".

Et andet eksempel på en mandlig amme findes i en bog fra 1800-tallets tyske opdagelsesrejsende Alexander Freiherr von Humboldt, som har beskrevet sit møde med en 32-årig mand, som ammede sine børn.

Den australske avis The Mercury og flere andre medier har også skrevet om den 38-årig mand Colombo fra Sri Lanka, som begyndte at amme sine to børn, da hans hustru døde under fødslen af parrets andet barn.

Det mest kendte eksempel på en mand med trang til at amme er den amerikanske skuespiller Dustin Hoffman. Stjernen fra film som "Rain Man" og "Fagre voksne verden" har blandt andet fortalt, hvordan han fik lyst til at amme, da hans datter fik en søn:

– Jeg tænkte ikke på, at mænd kan amme, før jeg selv fik lyst til at gøre det, og det pludseligt begyndte at dryppe fra mit bryst, har Dustin Hoffman sagt ifølge den amerikanske film-hjemmeside IMDB.

Netop lysten til at amme er ifølge forskerne afgørende. Hvis viljen er der, og barnet får lov at stimulere mælkeproduktionen, kan en meget stor del af alle mænd komme til at amme, lyder det fra den mest citerede forsker på området, amerikaneren Jared Diamond, som har beskrevet fænomenet i artiklen "Fathers Milk", fars mælk.

Her understreger den amerikanske forsker også, at fænomenet ikke kun er begrænset til mennesker, men kendes fra adskillige andre pattedyr.

Eksempelvis er der flere eksempler på gedebukke, der udskiller mælk, men også hunde og marsvin er kendt for at kunne amme, ifølge Jared Diamond.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk