Derfor omfavnes H.C. Hansen fra højre til venstre

1950’ernes store socialdemokratiske udenrigs- og statsminister , H.C. Hansen, er blevet et politisk ikon, ikke blot for socialdemokrater, men tillige for Dansk Folkeparti og nationalkonservative. Længsel efter borgerlig værdipolitik, venstreorienteret fordelingspolitik og nostalgi er nogle af forklaringerne

H.C. Hansen, der var statsminister fra 1955 til 1960, nyder sin morgenkaffe, et wienerbrød og Kristeligt Dagblads artikler om de netop overståede forligsforhandlinger i 1958. –
H.C. Hansen, der var statsminister fra 1955 til 1960, nyder sin morgenkaffe, et wienerbrød og Kristeligt Dagblads artikler om de netop overståede forligsforhandlinger i 1958. – . Foto: Johnny Bonne/Polfoto.

Hans Christian Hansen.

Mere dansk kan navnet næppe blive, skønt blot 213 personer ifølge Danmarks Statistik bar det ved indgangen til 2016.

Helt anderledes i 1950’erne, hvor forbogstaverne H.C. og efternavnet Hansen entydigt blev forbundet med årtiets store socialdemokratiske skikkelse, der både var udenrigs- og statsminister i sidste halvdel af årtiet.

Han er i de senere år blevet et ikon, ikke blot for socialdemokrater, men for politikere fra højre til venstre. Senest har de nationalkonservative debattører, ægteparret Eva og Rune Selsing, i et stort interview med Politiken fortalt, at de i opgøret med indvandring, multikultur og konventioner sætter deres lid til de socialdemokrater, der har ”set lyset”. Det er den såkaldte H.C. Hansen-fløj i den socialdemokratiske folketingsgruppe, som tæller blandt andre Henrik Sass Larsen og Mattias Tesfaye.

Også Dansk Folkepartis tidligere formand og nuværende formand for Folketinget, Pia Kjærsgaard, er betaget af det socialdemokratiske koryfæ. I selvbiografien ”Fordi jeg var nødt til det”, hed det, at Danmark under hendes opvækst var styret af stærke, gode socialdemokrater, selvom hendes opvækst i parentes bemærket ikke går helt tilbage til Thorvald Stauning, der er blandt de hyldede.

Men både Stauning, Hans Hedtoft og H.C. Hansen var statsministre og landsfædre (i modsætning til Helle Thorning-Schmidt, fremgår det). H. C. Hansen var en rolle- model og et ordentligt menneske tillige med garant for et samfund, hvor man tog ansvar og gjorde sin pligt, som der står i bogen.

Rune Selsing forklarer , at for nationalkonservative er der et behov for at identificere strømninger blandt socialdemokrater, som ikke er kulturradikale.

”Der fremstår H.C. Hansen som den mest borgerlige. Han var socialdemokratisk leder, før det gik helt galt med velfærdsstaten, og Danmark havde et skattetryk, der var lavere end det amerikanske. Vi havde tillid i samfundet, men han er selvfølgelig mest kendt for forholdet til Nato. At han stillede op som agent for den amerikanske efterretningstjeneste er en flot handling set med nutidens øjne,” siger Rune Selsing.

Man kan indvende, at under H.C. Hansen blev folkepensionen indført, og at det var det første spæde skridt til den velfærdsstat, som ifølge Rune Selsing er vokset alt for voldsomt.

Og at under H.C. Hansen bød Danmark velkommen til flygtninge fra Ungarn efter den sovjetiske invasion i 1956, mens mange nationalkonservative i dag mener, at Danmark bør tage langt færre flygtninge.

”Det med velfærdsstaten er en svær, teknisk vurdering, men der var i hvert fald ikke noget galt med velfærdsstatens omfang, mens han var statsminister. Med hensyn til flygtningene fra Ungarn var det glimrende, at vi tog imod dem. Det er ikke, fordi vi ikke skal tage imod flygtninge, men der var ikke problemer med, at ungarerne ikke kunne integreres, tværtimod har vi kun positive erfaringer med dem. Problemet opstår, når vi får flygtninge fra bestemte kulturer og lande, som har svært ved at blive integreret. Vi fik sidste år omkring 5000 flygtninge plus familiesammenførte, og det tal ville ikke være noget problem for nationalkonservative, hvis de alle nemt kunne integreres,” siger Rune Selsing.

Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen er også begejstret for den tidligere stats- og udenrigsminister.

”Både han og Hans Hedtoft skabte et samfund, hvor der var tryghed om det at være dansk. Han placerede Socialdemokratiet som et dansksindet parti frem for at være et internationalt parti,” siger Søren Espersen.

Han understreger desuden, at folkepensionen blev indført under H.C. Hansen, som dermed lagde grunden til den moderne velfærdsstat. Samt at han stod forrest i kampen for at placere Danmark i Nato. Det er en international forsvarsalliance, men for Søren Espersen er det afgørende, at den beskytter de enkelte nationalstater og bygger på nationalstaterne.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Mattias Tesfaye har umiddelbart ikke noget imod, at politikere fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten har ”forelsket” sig i H.C. Hansen. Han mener bare, at for eksempel Pia Kjærsgaard romantiserer H.C, Hansens tid, 1950’erne, når hun i sin bog taler om, at hun følte sig tryg ved at gå i skole, når der stod en politibetjent på hvert et gadehjørne.

”Noget af det farligste for et samfund er at blive nostalgisk. 1950’erne i København var ikke sådan, som Pia Kjærsgaard beskriver sin barndom. De fleste voksede op i 2. og 3. baggård, fugten drev af væggene, og der var lokum i baggården. Der var hårdt, hårdt ufaglært arbejde, en uges ferie om året og socialt klassedelte skoler. København var en rå by i 1950’erne. Det er ikke noget at længes tilbage efter, som jeg synes, Pia Kjærsgaard gør. Årsagen til, at vi ikke lever sådan længere, er jo netop folk som H.C. Hansen,” siger Mattias Tesfaye.

”H.C. Hansen var en af de mest visionære politikere, hvis du spørger mig. I en tid, hvor det ikke var så selvfølgeligt at holde med USA i den kolde krig, var han fuldstændig entydigt imod Sovjetunionen og tilhænger af dansk tilslutning til Nato. Det var en anden stilling end for eksempel Sveriges.”

”Mange refererer tilbage til det, fordi Vesten i dag står med et nyt, lidt mere fragmenteret trusselsbillede, som har noget at gøre med fundamentalisme og terrorisme. Der glemmer folk, at han som statsmand var meget entydig og meget succesrig med at få Danmark placeret rigtigt i en lignende konflikt tidligere,” siger Mattias Tesfaye.

I hans øjne har dagens socialdemokrati placeret sig politisk på samme linje som H. C. Hansen gjorde.

”Han er en politiker, som mange i min egen generation refererer til. Det oplevede jeg jo ikke for 10 år siden.

Nu kan jeg godt mærke, at rigtig mange søger tilbage til den periode, da man sagt lidt populært lå lidt til højre på værdipolitikken og lidt til venstre på fordelingspolitikken,” siger Mattias Tesfaye.

Historiker og tidligere chefredaktør på Politiken, Bo Lidegaard, er forfatter til bogen ”H.C. Hansens liv og tid – en historie fortalt i billeder”.

For ham er det på mange måder forfejlet at drage en parallel mellem H.C. Hansen og borgerlig eller nationalkonservativ politik i dag.

”Det er rigtigt, at H.C. Hansen som person var borgerlig. Han havde en borgerlig livsførelse. Men han ville præcis det samme som sine forgængere og efterfølgere ville, nemlig gøre op med de vilkår, den gamle arbejderklasse levede under. De små, usunde boliger, den manglende uddannelse, de manglende muligheder, det nedslidende arbejde. Han ville skabe en tid, hvor der blev muligheder, og hvor de muligheder, der tidligere var forbeholdt borgerskabet, skulle være for alle,” siger Bo Lidegaard.

”Det er ikke noget tilfælde, at hans to nærmeste medarbejdere var Viggo Kampmann og Jens Otto Krag, som var to af partiets unge, moderne indstillede, universitetsuddannede økonomer. H.C. Hansen var om nogen den, der gav magten i Socialdemokratiet videre til dem, han mente bedst kunne videreføre den proces, nemlig universitetsuddannede økonomer.”

Også Bo Lidegaard mener, at den tidligere topsocialdemokrats aktuelle politiske popularitet har en del med nostalgi at gøre.

”Der hersker sådan en overfladisk arbejderromantik om, at Socialdemokratiet kun var et rigtigt socialdemokrati, dengang der var en arbejderklasse og arbejdere som i 1950’erne. Men man glemmer, at Socialdemokratiet blev ledet af mænd, der var vokset op under de trange vilkår, og at hele deres bestræbelse var at gøre op med datidens samfund. H.C. Hansen var om nogen ledende i det arbejde. Han var om nogen modernist,” siger Bo Lidegaard.

Og gør i øvrigt opmærksom på, at der trives en misforståelse om, at socialdemokratiske statsministre frem til og med Anker Jørgensen var rigtige arbejdere.

”Sådan forholder det sig slet ikke. De første generationer fra Thorvald Stauning, Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag begyndte som partifunktionærer, men de var jo først og fremmest professionelle politikere. Først med Anker Jørgensen kom en arbejder uden politisk erfaring ind som statsminister. Efter det brud har Socialdemokratiet ikke været i stand til at bære en af deres egne, politisk skolede medlemmer frem til posten som partileder og statsminister. Mette Frederiksen kan dog blive den undtagelse, der bekræfter reglen,” påpeger Bo Lidegaard.

Som politikertype var H.C. Hansen nok en kende mere autoritær end de fleste af nutidens politikere.

I foråret 1956 demonstrerede 100.000 arbejdere på Christiansborg Slotplads og truede med generalstrejke. H.C. Hansen skal angiveligt på sit statsministerkontor have hvæset ”mig skal de ikke tage pis på”, og derefter gennemførte regeringen et lovindgreb mod strejken, og det skabte konflikt med fagbevægelsen.

At han kunne være en hård politiker, fremgår tillige af historikeren Claus Bjørns biografi fra 2004.

I 1950 blev H.C. Hansen politisk ordfører for Socialdemokratiet i opposition, og både i folketingsgruppen og partiet var der ifølge formanden for Dansk Smede- og Metalarbejderforbund, den nyvalgte Hans Rasmussen, ”den gammeldags stemning tilstede”.

Det kunne med stor sikkerhed læses som, at der herskede kæft, trit og retning, og at ledelsen traf afgørelserne, skrev Claus Bjørn.

H.C. Hansen, der var statsminister fra 1955 til 1960, nyder sin morgenkaffe, et wienerbrød og Kristeligt Dagblads artikler om de netop overståede forligsforhandlinger i 1958. –
H.C. Hansen, der var statsminister fra 1955 til 1960, nyder sin morgenkaffe, et wienerbrød og Kristeligt Dagblads artikler om de netop overståede forligsforhandlinger i 1958. – Foto: Johnny Bonne/Polfoto