Justitsministeren har den 2. marts tilkendegivet, at det midlertidigt skal være tilladt at flage med det ukrainske flag. Baggrunden er den krig, som Rusland har iværksat mod Ukraine, og tilladelsen skal give danskerne mulighed for at ytre solidaritet med Ukraine. Der er kun få fortilfælde for sådanne generelle tilladelser. I forbindelse med det kongelige bryllup i 2004 blev der givet tilladelse til at flage med det australske flag.
Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt for Justitsministeriet at udstede en sådan tilladelse, når der i forvejen er indrømmet den almindelige dansker en ret uindskrænket ret til at ytre sig i inden- og udenrigspolitiske spørgsmål?
Årsagen skal findes i den danske flaglovgivning, eller rettere i manglen af samme. Reglerne om flagning i Danmark er stadig grundlæggende reguleret af en kongelig bekendtgørelse fra 1748. Eftersom den enevældige konge var både lovgivende, dømmende og udøvende magt, havde en kongelig bekendtgørelse dengang lovskraft. Og det korte af det lange er, at der ikke siden er vedtaget nogen lov, der har annulleret denne bekendtgørelse, så den gælder stadigvæk.
Flagning var dengang et maritimt spørgsmål. Flag blev brugt til at signalere et skibs ærinde og status. I 1748 skelnede man grundlæggende mellem orlogsflag og koffardiflag, altså hvorvidt skibet tilhørte krigsmarinen eller handelsflåden. Orlogsflaget var et splitflag, mens koffardiflaget var et stutflag, altså rektangulært.
Det princip gælder for så vidt stadig, blot således at det er statens skibe i bred forstand – også for eksempel civile postbåde – der anvender splitflag, mens kommercielle skibe anvender stutflag. I anden halvdel af det 19. århundrede opstod som en tredje kategori lystfartøjerne, der hverken var handels- eller krigsskibe, og de fik med særlig tilladelse lov til at føre splitflag, hvad de stadig gør med en ikke ubetydelig stolthed.
Men flagets nuværende betydning stammer fra dets inddragelse i det 19. århundredes nationale konflikter, der indebar, at flagning til lands blev stadig mere almindeligt. Flaget blev ikke kun statens, men først og fremmest nationens symbol, og det blev almindeligt at tilkendegive sin nationale sympati ved hjælp af flagning til lands. Det manifesterede sig allerede i forbindelse med Englandskrigene, hvor Dannebrog også blev brugt til lands, men kom for alvor til udfoldelse i forbindelse med Treårskrigen 1848-50. Slesvig-holstenerne brugte naturligvis deres eget flag, en vandret delt trikolore i blåt, hvidt og rødt.
Den nuværende regulering af flagreglerne i Danmark, der i udgangspunktet forbyder flagning med fremmede landes flag, findes i en ministeriel bekendtgørelse fra 1915. Den skal forstås i sin historiske kontekst, nemlig Danmarks meget skrøbelige neutralitet under 1. Verdenskrig. Ingen krigsførende magt skulle kunne anvende en flagning på dansk grund som anledning til at inddrage Danmark i krigen. Sidenhen er reglerne blødt lidt op, så det er tilladt at flage med blandt andet de øvrige nordiske flag uden særlig tilladelse. Men det tyske mindretal i Sønderjylland skal stadig søge om særlig tilladelse til at vaje det tyske flag.
Højesteretsdommer Jens Peter Christensen har ved flere lejligheder gjort opmærksom på, at denne kontekstbestemte bekendtgørelse fra 1915 næppe kan udgøre et tilfredsstillende grundlag for flagregler mere end 100 år senere, hvor konteksten er en ganske anden. Han peger på, at der i flere tilfælde er fældet dom på baggrund af bekendtgørelsen på trods af princippet ”uden lov, ingen straf”.
På den anden side fastholder den nuværende retstilstand flagningens signalværdi og betydning. Det gør faktisk en forskel, hvad der gives tilladelse til at flage med. I den konkrete situation må det derfor tillægges særlig betydning, at der gives generel tilladelse til at flage med det ukrainske flag.
Klummen historisk set skrives på skift af historikerne Uffe Østergaard og Jes Fabricius Møller.