Derfor tabte De Konservative Frederiksberg til Socialdemokratiet

Frederiksberg valgte i sidste uge for første gang en socialdemokratisk borgmester. De personlige stemmetal dokumenterer, hvem der var årsagen

En del tyder på, at De Konservative tabte Frederiksberg, fordi man i Simon Aggesen havde en borgmesterkandidat, der ikke havde nogen særlig stor vælgerappel.
En del tyder på, at De Konservative tabte Frederiksberg, fordi man i Simon Aggesen havde en borgmesterkandidat, der ikke havde nogen særlig stor vælgerappel. . Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Det Konservative Folkeparti tabte borgmesterposten på Frederiksberg til Socialdemokratiet. Dermed har ikke kun en tilfældig kommune skiftet politiske hænder. Der er en bastion og et symbol, som ikke – i hvert fald i en periode – er mere. I den konservative selvforståelse er der tale om, at den dejlige grønne ø i det væmmelige røde hav er blevet oversvømmet efter 112 års solidt og fornuftigt styre.

Hvad er forklaringen? Årsagen er til dels demografiske ændringer, idet Frederiksbergs borgere er blevet yngre og ikke længere har samme rodfæstethed i det frederiksbergske. Samtidig har De Konservative på Frederiksberg i årtier befundet sig i den situation, at de har skullet hente vælgere over midten, som ellers stemte på ikke-borgerlige partier ved folketingsvalgene.

På trods heraf tyder en del på, at De Konservatives fald på Frederiksberg også hænger sammen med en spidskandidat for De Konservative uden tilstrækkelig vælgerappel. Navnet på den konservative spidskandidat og borgmester siden 2019 er Simon Aggesen, som midt i sidste valgperiode overtog borgmesterstolen fra Jørgen Glenthøj.

Meningen var, at den da 32-årige Aggesen skulle have tid til at køre sig i stilling.

Simon Aggesen løb imidlertid ind i et troværdighedsproblem. Det skyldes en sag om et meget favorabelt boligkøb.

I 2016 erhvervede Aggesen – som da kun var almindeligt medlem af byrådet – en ejerlejlighed på 460 kvadratmeter til en meget fordelagtig pris. To år senere fik Aggesen tilladelse af kommunen til at opdele den i to selvstændige ejerlejligheder.

På den måde tjente Aggesen på fire år ifølge Ekstra Bladets afdækning af sagen over 11 millioner kroner. Der er ifølge myndighederne ikke begået ulovligheder, men sagen har alligevel klæbet til Aggesen ved kommunalvalget.

Meget tyder på, at Aggesens boligsag ligefrem har været årsag til en borgmestereffekt med omvendt fortegn i form af et lavere antal personlige stemmer. Det ser ud til at have været fatalt i en situation, hvor et antal hundrede stemmer har været afgørende for, om borgmesteren blev konservativ eller socialdemokratisk.

Før Simon Aggesen hed de to konservative borgmestre på Frederiksberg Mads Lebech og Jørgen Glenthøj.

Ved det første valg som borgmester i 2001 fik Mads Lebech 16.934 personlige stemmer. Det svarede til 59 procent af alle stemmer på De Konservative ved kommunalvalget.

Da Jørgen Glenthøj deltog ved det første kommunalvalg som borgmester i 2009, fik han 7176 personlige stemmer, hvilket var lig med 36 procent af alle konservative stemmer det år.

Simon Aggesens tilsvarende resultater som borgmester i år var 5436 personlige stemmer, hvilket kun svarede til 22 procent af stemmerne på De Konservative.

Modkandidaten til borgmesterposten var Michael Vindfeldt. Han fik 3726 personlige stemmer. Det var lig med 36 procent af stemmerne på Socialdemokratiet ved kommunalvalget.

Sammenligner man Simon Aggesens personlige stemmetal ved første valg som borgmester med andre konservative borgmestres første borgmestervalg, skiller han sig også negativt ud.

Da konservative Sofia Osmani deltog i sit første valg som borgmester for Lyngby-Taarbæk kommune i 2017, fik hun 7147 personlige stemmer ud af i alt 11.192 stemmer på De Konservative. Det svarede til, at 64 procent af de konservative stemmer faldt på borgmesteren.

Og da den konservative Michael Ziegler deltog i sit første valg som borgmester for Høje Taastrup i 2009, fik han 6627 personlige stemmer ud af i alt 8931 stemmer på De Konservative. Det gav en personlig stemmeprocent på 74 procent, hvilket som nævnt skal sammenlignes med en personlig stemmeprocent for Simon Aggesen på 22.

Ideen til denne måde at måle en borgmesters vælgerappel på stammer fra et Facebook-opslag af denne skribents kollega, professor Peter Kurrild-Klitgaard.

Alt i alt tyder en del på, at De Konservative tabte Frederiksberg, fordi man havde en borgmesterkandidat, der ikke havde nogen særlig stor vælgerappel. Det skyldes sandsynligvis, at Simon Aggesens boligsag skurrede i ørene helt ind i stemmeboksen på en del potentielt konservative kommunalvælgere, som ofte har stemt på De Konservatives spidskandidat på grund af de frederiksbergkonservatives ry for ordentlighed.

I en situation, hvor et antal hundrede stemmer var afgørende for De Konservatives sejr eller nederlag, kan faktor Aggesen meget vel have været forklaringen på, at det blev et nederlag.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab på Københavns Universitet