Designpris til Kristeligt Dagblads hjemmeside

Det lykkedes i går for Kristeligt Dagblad at høste endnu en designpris for sin hjemmeside, denne gang for sit omfattende tema om fattigdom

Designpris til Kristeligt Dagblads hjemmeside

Kristeligt Dagblads hjemmeside, k.dk, har gennem de seneste år opnået en del opmærksomhed for sit design, både i Danmark og internationalt. I går blev det til endnu en pris, denne gang i den nordiske konkurrence, Best of Scandinavian News Design i kategorien Temaer. Prisen, Excellence, som svarer til en hædrende omtale, gives for det omfattende tema på k.dk/fattigdom. Her kan netbrugeren fordybe sig i en vifte af baggrundshistorier, personfortællinger, oversigtskort og debat om emnet fattigdom.

TEMA: Se det prisvindende tema om fattigdom

Netop fordybelse og indsigt er målet for temaerne på k.dk. Her samler, strukturerer og fremhæver netredaktionen de historier, der ellers hurtigt bliver gemt og glemt i den daglige nyhedsstrøm. I temaerne er det vigtigste ikke, hvad der er blevet sagt sidst, men hvad der er blevet sagt bedst.

FORDYB DIG: Gå til Kristeligt Dagblads temaunivers

Ved hjælp af en oversigtsskabende indholdsfortegnelse i venstre side øverst i det enkelte tema finder man hurtigt frem til de delområder i temaet, man er interesseret i. Denne måde at organisere indhold på er på ingen måde ukendt på nettet og kendes især fra leksikonsiden Wikipedia. Men det er unikt for en avis på nettet, og nu belønnes denne designmæssige tankegang altså fra officielt hold.

Sidste år modtog Kristeligt Dagblads hjemmeside prisen Hæder i Danske Dagblades Forenings designkonkurrence . Gå på opdagelse i de mere end 300 temaer på k.dk/temaer