I Hans Kirks roman ”Fiskerne” fra 1928 har Gølbåden en vigtig rolle – det er den, der sejler de unge til dans og druk i Skalskoven ved Nibe. Scenen er sjov og en sejr for de missionske, for ved hjemkomsten vælter de unge fulde i land, efter at den bløde grundtvigianske præst ikke har kunnet styre udflugten.
I tv-serien spilles båden af et tomastet sejlskib. Men hvis der skulle komme en nyindspilning, er den ægte vare – som har en mast og dieselmotor – klar. Til maj. Eller måske snarere juni. Eller i hvert fald til sommer.
Siden 2012 – og ikke mindst efter minkaflivningerne ramte Gjøl særligt hårdt (her fandtes Danmarks, måske verdens, største koncentration af mink) – har det lille træskib været et samlingspunkt på halvøen i den nordlige del i Limfjorden. Og undervejs er der skrevet to bøger om projektet, en i 2013 om bådens historie, af Troels Tejlgaard, og en i år: ”Gøl – båden der vendte tilbage til sin ø” med fotografisk genoptryk, skrevet af Lars Borberg.
Til at begynde med var folkene bag ombygningen fem mand. Senere kom der flere til. Drivkraften var ildsjæl, lods og skibsfører Jesper Schlotfeldt Jensen, de øvrige pensionerede håndværkere.
Motorjagten, som bådtypen hedder, blev egentlig tilbudt Gjøl Lokalhistoriske Forening, som efterlyste interesserede, og det var Jesper Schlotfeldt Jensen og hans hustru, Ida Rytter Jensen, som stiftede træskibsforeningen og byggede deres lade om, så det medtagne skib kunne komme under tag.
En professionel skibsbygger lagde en plan for arbejdet, og så gik de frivillige i gang. En af dem er Peter Rodkjær, som i dag nærmer sig de 80 år, og som havde en særlig interesse i at tage fat.
For det er hans oldefar, kroejer Jens Christian Poulsen, som i 1908 lod båden bygge.
Dengang var Gjøl en ø, og det lille træskib sejlede folk og fragt til Aalborg for en krone inklusive kaffe undervejs.
Men efter at Gjøl i 1940 var blevet landfast med Vendsyssel, kørte man til storbyen på ladet af en lastbil i stedet. Derfor blev båden solgt til et rederi i Nørresundby, hvor den under navnet M/S Svend (i folkemunde Bette Svend) blev mudderpram og stenfisker. Det var hårdt arbejde, og i 1990’erne blev Svend lagt op.
”Senere blev den overdraget til Aalborg Søfarts- og Marinemuseum, men der lå den bare og blev til ingenting,” fortæller Peter Rodkjær.
Så i 2012 hentede gjølfolkene det medtagne træskib hjem.
”De fleste af os var over 70 år, den ældste 86 år, og Gølbåden var, og er, vores samlingspunkt. For det handler også om stolthed. Der var nogen, der mente, at vi lige så godt kunne lade være, for dét der kunne vi ikke klare. Men de kom til at sande, at det kunne vi godt,” siger Peter Rodkjær, der mener, at båden betyder noget for hele det lille samfund – også den unge generation. For børnene på Gjøl Skole har fulgt med i projektet.
”Nu ligger båden nede i havnen med vinterdækning på. Folk kigger til den hver dag, og til sommer skal den ud og sejle,” siger han.
I 2015 blev projektet ramt af en ulykke, som næsten satte alt i stå. Bådfolkenes formand, Jesper Schlotfeldt Jensen, blev på vej hjem fra lods-vagt i Hadsund dræbt af en 24-årig spøgelsesbilist på motorvej E45.
Idémanden bag Gølbådens genskabelse blev 45 år. Han efterlod sig hustru og tre børn på 7, 11 og 15 år.
Sorgen ramte det lille samfund og var ved at sætte projektet i stå. Rent praktisk var tegningerne til bådens restaurering også gået tabt, for Jesper Schlotfeldt Jensen havde både tegninger og sin bærbare computer med i bilen, som udbrændte, fortæller hans enke, Ida Rytter Jensen.
”Da Jesper med én gang forsvandt, gik også al papirarbejdet tabt. Men der var stor forståelse og støtte til os fra alle sider, og vi besluttede, at vi måtte gøre projektet færdigt,” siger hun.
”Jesper og jeg havde sendt en del mails om båden til hinanden. Dem fandt jeg frem, og en dag fik vores datter knækket koden til Jespers computer, så vi kunne fortsætte,” siger Ida Rytter Jensen, som selv i en overgang blev formand for foreningen bag projektet.
I 2019 døde endnu en ildsjæl, tømrer Anders T. Christensen, 62 år, af kræft.
De uheld, projektet siden blev udsat for, var intet i forhold til dødsfaldene, og måske var det derfor, arbejdet fortsatte trods modgang.
Men uheld var der: Flere gange slap pengene op, og der måtte søges fonde og spædes til. Da ”Gøl” endelig var klar til at rulle ud af maskinhallen, viste det sig, at stævnen var for høj, og ladeportens overligger måtte saves af. På første prøvetur for motor ramte det lille skib en markeringspæl i havnen, så flere sceptre i rælingen måtte skiftes ud.
Og da ”Gøl” skulle søsættes under coronaforsamlingsforbuddet sidste sommer, faldt en ivrig deltager ud over kajkanten, mens båden i sine kran-seler var ved at svinge lige imod ham. Som der står at læse i bogen om den forskrækkelse:
”Det så galt ud, men hans kammerater havde allerede hold i båden – og han selv røg op igen, lige så hurtigt han var røget ned – uden at have rørt vandet. ’Så rask som en kat af et badekar’, som en tilskuer bemærkede.”
Men på trods af det hele, og efter otte års slid, kan det konstateres: Gølbåden blev genskabt. Den kom i vandet. Den kan sejle.
Gølbåden er en foreningsbåd, men med tiden er det meningen, at den kan bruges til udflugter, ligesom i gamle dage. Der skal tre mand til at sejle den, så der kan være omkring 10 gæster ombord ad gangen. Før moderne sikkerhed til søs, siges båden at have rummet op mod 100 mennesker – og næppe en eneste redningsvest.
Til sommer vil motorens duk-duk-lyd kunne høres ude på fjorden, og en historisk, politisk ukorrekt duft af dieselrøg vil hænge lidt i luften bag motorjagten: Gølbåden er vendt tilbage til Limfjordens vande. Og det hele begyndte for otte år siden med ”fem tosser og et gammelt vrag”, som Jesper Schlotfeldt Jensen refererede skeptikerne for at sige.