Prøv avisen
Politisk årsanalyse

Det blev et paralyseret år i dansk politik

Selvom regeringsomdannelsen gav de borgerlige et pusterum, kan også 2017 blive et år, hvor de store reformer af velfærdssamfundet strander på grund af en fastlåst politisk situation, skriver Kristeligt Dagblads politiske redaktør Henrik Hoffmann-Hansen. Foto: Jens Welding Øllgaard

Handlingslammelse prægede store dele af 2016 på Christiansborg. Og selvom regeringsomdannelsen gav de borgerlige et pusterum, kan også 2017 blive et år, hvor de store reformer af velfærdssamfundet strander på grund af en fastlåst politisk situation

Paralysere: Opløse, gøre svag, lamme.

Krigen i Syrien, flygtningestrømmene på Europas veje, de voldsomme terrorangreb i Frankrig, Tyrkiet, Belgien og senest Tyskland, briternes farvel til EU og amerikanernes goddag til Donald Trump satte en international scene, der kunne få Danmarks politiske udfordringer i 2016 til at synes mildt sagt banale. Og overkommelige.

Alligevel blev det et paralyseret år i dansk politik, sådan som ordet er defineret i ordbogen og i første linje af denne artikel.

Den smalle og svage Venstre-regering viste sig i praksis ude af stand til at gennemføre de store programerklæringer fra regeringsgrundlaget om at gøre det økonomisk mere attraktivt at arbejde og spare op til alderdommen.

Liberal Alliances ultimative krav om topskattelettelser og Dansk Folkepartis lige så kategoriske afvisning af samme satte efter flere måneder en stopper for helhedsplanen 2025. Fra foråret til langt ind i november skete der stort set intet i dansk politik, selvom der var masser af drama, valgrummel og stålsatte udtalelser fra Anders Samuelsen om fem procents topskattelettelser hele vejen op og røde linjer.

I foråret handlede det om landbrugspakken, hvor De Konservative sparkede taburetten væk under fødevare- og miljøminister Eva Kjer Hansen (V), fordi hun angiveligt havde givet forkerte oplysninger om miljøvirkningerne af pakken.

I efteråret stod det borgerlige flertal i Folketinget på randen af et kollektivt politisk selvmord, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til sidst åbnede for at skrotte sin helhedsplan og udvide regeringen med De Konservative og Liberal Alliance.

Det perspektiv forbedredes stemningen i de meget forsinkede finanslovsforhandlinger, der i sidste øjeblik kom i hus med traditionelle indrømmelser til de tre borgerlige partier uden for regeringen. Indrømmelser til gavn for bil- og boligejere og ældre.

Trods den lange pause i det politiske reformarbejde er det lykkedes regeringen at sætte nogle aftryk i årets løb. Kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen blev indført i foråret, den meget om- diskuterede PSO-afgift på strøm blev omlagt i efteråret, og rammerne for et nyt vurderingssystem for ejerboliger blev aftalt imellem et bredt flertal af partier. Forude venter fortsat forhandlinger om selve beskatningen af ejer- boligerne.

En reform af gymnasieuddannelserne kom i hus i juni, og den omfattende pakke af lovforslag vendt mod yderligtgående forkyndere og trossamfund blev ligeledes bakket bredt op i Folketinget, trods bekymring i kirkelige kredse over indskrænkningerne af religionsfriheden.

I udenrigspolitikken fik regeringen hele Folketingets støtte til arbejdet for en operationel aftale om Europol, der kan sikre fortsat dansk adgang til politisamarbejdets oplysninger om kriminelle, omend samarbejdet næppe er brugbart nok på længere sigt. Der blev også enighed om køb af 27 nye kampfly til forsvaret, nemlig som ventet det amerikansk producerede F35, som på det seneste er kommet i modvind hos den kommende amerikanske præsident Donald Trump, der mener, at flyet er blevet alt for dyrt.

På flygtninge- og integrationsområdet kom regeringen igennem med flere nye stramninger, og i januar blev der indført midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Det var nødvendigt, fordi den humanitære stormagt Sverige kastede håndklædet i ringen og indførte en kontrol af sine grænser efter at have modtaget 162.000 asylansøgere i 2015.

Den ”midlertidige” grænsekontrol fortsætter – ikke bare i de to nordiske lande, men i en række EU-lande, fordi EU fortsat ikke kan garantere for de ydre grænser.

Her et år senere er strømmen af flygtninge og emigranter til Nordeuropa i høj grad bremset, men det er næppe på grund af de sporadiske kontroller ved Kruså og Padborg, men fordi det trods alt er lykkedes at lukke den såkaldte Balkan-rute og få aftalen med Tyrkiet til i en vis udstrækning at fungere. Der kommer fortsat masser af emigranter og flygtninge, især fra Afrika, til Sydeuropa.

Udlændingepolitikken er efterhånden blevet det mindst splittende tema i Folketinget, i hvert fald mellem de to blokke. Socialdemokratiet har lagt sig tæt på både regeringen og Dansk Folkeparti, og i nogle tilfælde endda til højre for regeringen.

I det hele taget blev tilnærmelsen mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti en nøgleudvikling i 2016. Senest illustreret ved de to partiers fælles afvisning af at placere en ny politiskole i Herning. Kristian Thulesen Dahl (DF) markerer sig i velfærdspolitikken på linje med Mette Frederiksen (S), når han går imod en højere pensionsalder, skattelettelser til bedst stillede og i det hele taget har svært ved at se behovet for skattelettelser. Ligesom begge partier ønsker en vis vækst i de offentlige udgifter de kommende år og ikke kan se behov for flere strukturelle reformer af samfundsøkonomien, der øger udbuddet af arbejdskraft.

Disse fælles pejlemærker udfordrer for alvor VLAK-regeringen og dens ambitioner om at skabe vækst for ekstra 80 milliarder kroner frem mod 2025. En af forudsætningerne er, at væksten i det offentlige forbrug holdes på blot 0,3 procent om året, hvilket er en stor opgave i sig selv, fordi der bliver flere ældre, flere ældre plejekrævende og færre erhvervsaktive i fremtiden. Til illustration af opgavens vanskelighed kan nævnes, at alene næste år ventes de offentlige udgifter at stige dobbelt så meget, nemlig 0,7 procent. Det er under den anden finanslov, siden der blev borgerligt flertal, og midt i en økonomisk fremgangsperiode, hvor det er nemmere at beskære offentlige udgifter, end når der er krise.

For statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bliver den store taktiske overvejelse, om han allerede nu skal invitere Dansk Folkeparti ind til summemøder om en ny økonomisk plan, som kan træde i stedet for den skrottede 2025-plan. Da den blev lagt frem, kritiserede Dansk Folkeparti regeringen for at have kørt sololøb og ikke have givet forhåndsorienteringer. Det var medvirkende til, at efterårets forhandlinger ikke rokkede sig ud af stedet.

Hulemøder med Dansk Folkeparti kunne være et middel til at splitte alliancen mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, men også risikabelt for det interne samarbejdsklima i trepartiregeringen. Hvis Dansk Folkeparti allerede fra begyndelsen får lov at høvle kanter af regeringens ambitioner, kan det ende med en ydmygelse af især Liberal Alliance.

Socialdemokratiet vil følge Dansk Folkepartis bevægelser nøje i det nye år. Bliver der udsigt til realitetsforhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti, vil Socialdemokratiet formentlig gøre sig store anstrengelser for at komme med i forhandlingerne. Dels kan reformerne skaffe nogle penge, som Socialdemokratiet også gerne vil være med til at fordele, dels vil partiet være interesseret i at løse nogle af de langsigtede økonomiske udfordringer, inden Mette Frederiksen selv måtte kunne overtage Statsministeriet efter næste valg.

Det er imidlertid tvivlsomt, om det overhovedet når dertil. Dansk Folkeparti har som nævnt ingen hast med at komme til at træffe ubehagelige beslutninger om at hæve pensionsalderen eller dæmpe det offentlige forbrug for at kunne sænke skatterne. ”Betalingen” kunne være en permanent grænsekontrol, udtræden af Schengen-samarbejdet eller nogle af de menneskeretskonventioner, der irriterer partiet, men regeringen ønsker næppe at gå så vidt i udlændingepolitikken.

Derfor er grundproblemet det samme for den nye regering som for den gamle: Der er ikke noget flertal for de velfærds- og skattereformer, de tre borgerlige regeringspartier drømmer om. Måske kan der skaffes flertal for at spare på Statens Uddannelsesstøtte for at skaffe flere penge til videregående uddannelser og muligvis også de kortere uddannelser. Men i forhold til langsigtede reformer af velfærdssamfundet ser 2017 ud til at kunne blive lige så paralyseret et år som 2016.

Selvom regeringsomdannelsen gav de borgerlige et pusterum, kan også 2017 blive et år, hvor de store reformer af velfærdssamfundet strander på grund af en fastlåst politisk situation, skriver Kristeligt Dagblads politiske redaktør Henrik Hoffmann-Hansen.